Raid 450

Raid 450” er Danmarks længste og hårdeste Adventure race nogensinde.
Over 450 km skal tilbagelægges over tre døgn non-stop!

Det er med disse liner i baghovedet, vi de sidste mange måneder har forberedt os. Det er blevet til mange træningstimer – nogle af dem sammen forskellige steder i vores lille land.
Da vi torsdag morgen mødes under uret på hovedbanegården er vi klar!
Da vi godt 84 timer senere løber over målstregen som nr.3, ved vi at vores forberedelser har båret frugt.
Det viser sig vi skal igennem lidt af hvert inden vi når så langt. Og vi skal erfarer at de øverste linier i den grad lever op til deres budskab ude på ruten.

Holdet:
Jesper Skov-Jensen fra Team Morromax
Claus Rantzau fra team Morromax
Kim Magnussen fra Ikast idrætshøjskole
Marie Michele Schou Frandsen fra Team Friluftsland/WAT

Support:
Lars Bukkehave
Rasmus hansen
Rasmus Solbjerg Stie Christensen (Tommerup)

Efter løbet er ruten målt til følgende:
Ialt: 575 km

MTB: 275 km
Løb: 155 km
Bike and run: 14 km
Inliners: 67 km
Havkajak: 46 km
Kano: 15 km
Svøm: 3 km

Laaang fredag
Løbet skydes i gang kl. 03.00 natten mellem torsdag og fredag. Forinden har vi været igennem en lang dag med rejse, udstyrsklargøring, prøver i makkerredning og klatreteknikker, møder, gennemgang af kort, planlægning og holdpræsentation. Vi er godt trætte, da vi endelig står ude i den kølige nat ved målstregen. Men vi glæder og til at få taget hul på udfordringen.
CP1 – prolog på Oures område: 5 km stjerneløb, 10 km bike´n run, klatring og 3 km svømning.
Startskuddet går, efter et minuts stilhed for Jonas Rappe fra Team Tietoenator, der i sidste måned døde under en kajak etape. Raid 450 byder på mange, mange km i kajak på åbent hav og vi bliver mindet om, at vores sport ikke er ufarlig.
Det er dejligt at komme i gang og vi løber et fint tempo de første fem km. Da vi er tilbage kaster vi os straks ud på de 10 km bike´n run, efterfulgt af klatring på Oures kæmpestore høje klatretårn. Man føler man er ved at klatre hele vejen op til stjernerne, der lyser over os i natten. Vi slutter prologen med 3 km svømning. Her viser Jesper sig at være hurtig som en delfin. Ingen kan hamle op med ham og det høster smil og klap og selv et anerkendende nik fra Team Tietoenator – løbet favorithold. Kim og jeg slapper af. Vi skal ikke lave noget i denne disciplin. Claus afløser Jesper når han skal have et lille hvil.

Vi løber ud fra Oures område som et af de første hold. Forude venter en god løbetur til Svendborg, hvor vi skal løbe o-løb. Faktisk foregår alt i løb frem til CP4.
Vi når til Tåsinge, der ligger ved byen med det noget sjove navn Gammel Nyby. Vi skal skifte til inliners, hvilket er mindre sjovt. På nuværende tidspunkt har vi løbet over 60 km. Klokken er 6.11 og vi ligger nr. 3 i feltet. Benene er mærket af de mange løbekilometer og det giver god mening, at denne dag heder Lang Fredag. Hverken Kim eller jeg er ret erfarne. Under en træning væltede jeg ned af en bakke og var nær ikke kommet med til Raid 450 pga. efterfølgende problemer med et knæ. Vi prøver at tage det i stiv arm, men vores gode placering blegner mens flere og flere hold henter os. I sær op af bakke er den helt gal. Selvom Jesper hjælper mig meget og kører bag mig og skubber, er jeg sikker på at der må være noget galt med mine skøjter, siden de kan kører så langsomt. Til gengæld ser det ret så sjovt ud når Kim kører ned af bakke. Bremse kan han ikke, så han kaster sig bare ud over bakkekammen og tonser ned af med rystende ben.
Pludselig har vi ikke mere vand og Kim går lidt sukkerkold. Jeg gør det samme og prøver for første gang en powergel. Hvilken fantastisk opfindelse. Smagen er grim og den er absolut ikke rar at have i munden. Men virkningen er fantastisk og effektiv. Kim for også noget energi puttet i kroppen og efter 3,5 timer når vi frem til Polleskov Huse på Langeland og CP5.

Igen skal vi have fødderne i løbesko. På trods af, at vi allerede har løbet mange km, er vi kun glade for, at smide rulleskøjterne og det alt for langsomme tempo i grøftekanten.
Vi løber mod CP6 som ligger sydøst for Fodslette. Undervejs møder vi vores supporthold; Lars Bukkehave og Tommerup, der har afløst Rasmus Hansen. De hepper og opmuntre og giver de allerede trætte ben ny energi.

Ved CP6 er spændingen høj. Vi skal ro over Langelandsbæltet; et godt stykke på åbent hav. Der er store bølger og en stræk vind: spændingen omhandler dog ikke disse faktorer, men vores medbragte drager. Vi sætter dem op og krydser fingre. Det viser sig at virke perfekt. Vi suser henover vandet, mens vi kan side og smile og vinke og lade pagaj være pagaj. Desværre springer snogen på Jesper og Kims drage og de må knokle for det, for at følge med Claus og jeg.
Det er koldt at side stille, men det er smukt ude på havet. Undervejs hænger TV2s helikopter omkring os og filmer vores togt som en flittig bi.

Med store smil ruller vi op på sandstranden efter bare 2 timer og 19 minutter. Nogle hold er over 5 timer om denne rotur og et enkelt hold må udgå af løbet, da de tipper i vandet gentagne gange og til sidst må reddes af følgebåden.
Jeg er rimelig stivfrossen og skynder mig at finde lidt læ. Her sider jeg og griner lidt af Claus, der render rundt efter den sidste drage, der er stukket af udover en mark.
Til vores overraskelse skal vi igen i løbeskoene. Vi har måske løbet 70 km på nuværende tidspunkt og nu bliver vi sendt ud på et 25 km langt stræk. Vores ben er stive og rimelig svære at få gang i. Vi griner lidt af gangarten ”adventure løb” som vi døber den. Det er meget små stive løbeskridt, kun lidt hurtigere end gåtempo.
En del af strækningen bliver til hurtig gang. Ruten går langs Langelandsdiget; en skrækkelig strækning der synes uendelig lang en ensformig. Igen løber vi tør for vand. Claus reder dagen, da han finder en vandhane i et lille hyggeligt kolonihavehus. Undervejs kommer der nu og da folk ud i deres påskebranderter og hepper på os. De ved tilsyneladende godt hvad vi er i gang med. Den massive medieopdækning har bragt vores løb ind i de små hjem.

Det lykkedes os at nå frem til CP8 i Kramnitse Havn. Lykken er stor, da vores cykler står og venter på os der. Det har allerede været en meget meget lang fredag og vi er trætte. De stive løbeben bliver hurtigt til ivrige cykelben. Undervejs tager jeg et ordentligt styrt i et 90 grader venstresvin. Jeg ved ikke helt hvad der sker, måske blunder jeg lidt. Pludselig bliver jeg kastet hårdt i jorden. Heldigvis sker der ikke noget særligt, men jeg bliver så forskrækket, at jeg lige må side ned i grøftekanten og få kvalmen væk.
Ved Hyldetofte Østersøbadet bliver et handicap toilet til en lille sovekabine, hvor vi snupper ti min på det kolde gulv.

Klokken 01.21 ender vi ved CP9. Vi har nu været i gang i over 22 timer og Lang fredag går over i en ligeså lang lørdag.
Vi skal cykle videre nordpå til Søndersø syd for Maribo. Her skal vi igen i kajakkerne ved CP10. Vandet er spejlblankt og trætheden er begyndt at melde sig. Det er meget svært at holde sig vågen. Jeg kommer til at tænke på hvordan albatrosser kan lukke et øje og sove med en hjernehalvdel af gangen, på deres rejse over havet. Jeg ærgre mig over jeg ikke har disse evner. Prøver selvfølgelig og vågner op med et spjæt. Jesper falder vist også i søvn og Kim må spørge ham gentagne gange om vi er på rette vej, før han vågner.
Over os lyser stjernerne endnu engang. Det hele virker meget eventyragtig, som om vi ror rundt i en anden verden.

Efter kajakturen er der ikke andet at gøre, end at putte fødderne lige tilbage i løbeskoene. Vi holder os kørende på fantasier om pasta med kødsovs.
Undervejs ser jeg til min store forbavselse, at Jesper og Kim er begyndt at går baglæns! Jeg siger overrasket til Claus hvorfor de dog går baglæns! Claus kigger bare underligt på mig. Det går op for mig at jeg går og småsover og griner lidt for mig selv.
Vi løber fra CP11 til 1.skiftezone (CP 12-13)) der ligger i Knuthenborg Safaripark.
Klokken nærmer sig 06.00 da vi tjekker ind til en helt fantastisk modtagelse af vore supportere; der nu består af Lars Bukkehave og Tommerup.
Alt ligger ordnet til os. Madpakker til næste døgn er smurt og vores tøj langt frem i bunker, så vi nemt kan finde det. Men det bedste er den dampende varme pasta med kødsovs, der blot venter på at komme ned i vores tomme maver. Bagefter bliver vi puttet i dejligt varme soveposer og kan for første gang i over et døgn få lidt søvn.

Efter to timer er idyllen overstået og vores ellers så venlige supportere forvandler sig til strenge modstandere der uden nåde tvinger os tilbage i løbetøjet. I min døs hører jeg noget med at løbe mellem kameler, løver og lamaer. Det lyder da meget spændende, men jeg skal alligevel have nogle hårde bemærkninger før jeg kommer ud fra den varme sovepose. Lars og Tommerup virkelig gode til at få gang i os. Jeg er helt færdig og kan ikke fatte at vi stadig mangler to døgn.
Vores vabler bliver punkteret og løbeskoene vælges et nr. større end normal, for at få de hævede balloner i. Og så af sted igen.
I dyreparken skal vi lave et stjerneløb, der selvfølgelig starter med o-løb. Søvnen gør dog at vi optimistisk starter ud med løb. Det viser sig dog hurtigt, at benene ikke er med på dette og da mit knæ lader mærke lidt på sig, kommer vi hurtigt ned at gå. Jeg bliver frustreret og har alvorlige tvivl om jeg kan gennemfører dette vanvittige projekt. De mange, mange løbekilometer, har været hårde ved mine ben og jeg føler nærmest ikke jeg kan gå.
Heldigvis kommer Claus ned og taler lidt med mig. Han forklarer at sådan føles det for alle. Alle har smadret ben og alle har kriser hvor de tror de vil give op. Han siger at når benene først er så ømme så handler det bare om at vænne sig til det. Og han beskriver hvordan det føles at løbe over målstregen og gennemfører. Han forsikre mig for, at det er ok med holdet jeg ikke er så hurtig og stærk som de andre. Efter et par minutter tror jeg på det igen. Jeg tror at denne samtale, er den der for mig gennem resten af løbet. Hver gang jeg er ved at miste modet, gentager jeg samtalen oppe i hovedet og så kan jeg fortsætte igen.
Posterne på o-løbet skal klippes i rækkefølge, hvilket gør, at vi skal løbe frem og tilbage fra den ene ende af dyreparken til den anden. Vi hilser høfligt på kameler og lamaer der glor underligt på os. Det tager 2,5 timer inden vi kan fortsætte til næste disciplin i stjerneløbet som er træklatring. Kim bliver interviewet af TV2 øst. Vi har lovet, at være venlige overfor de mange reportere vi hele tiden møder og derfor stiller vi gerne op til billeder, filmning osv.
Vi løber videre til sidste disciplin som også er klatreøvelser. Her bliver vi desværre bremset af et andet hold, der er i gang med øvelserne. Vi er derfor tvunget til at vente godt to timer før vi kan komme gennem banen.
Jeg gennemfører som sidste mand banen, der går ud på, at klatre op i et træ, vandre over en torvbro, klippe sig ind i et reb og svæve et stykke og endelig rapelle ned på jorden igen.
Mens jeg gennemfører dette, modtager vi den meget deprimerende besked, at der bliver lukket for CP14: kajakoverfart i Grønsund, som er vores næste destination, kl. 17.45. Det er ikke lige den melding vi har brug for lige nu. Turen er på over 80 km MTB og til dette har vi 3 timer og 45 min, der inkluderer at få pakket samt finde poster på vejen.
Men vi bliver stædige. Det kan simpelthen ikke passe, at vi skal udgå allerede. Vi tonser tilbage til Lars og Rasmus, kyler hurtigt tingene i tasken og springer op på cyklerne. Turen går storartet. Vi kører igennem og Jesper finder sikkert posterne.

Ved CP13d indhenter vi det første hold og ved CP13f henter vi Team Clasic Poker, som forlod dyreparken 1,5 timer før os. Efter 3 timer og 15 min smider vi cyklerne ved CP14 ved Grønsund.
Vores super supportere går helt agurk da de ser os komme farende. Vi har i hastværket ikke fået vores GPS med på turen og ingen har vidst, hvor vi var. Nu kommer vi styrtende som 3. hold og det er noget der vækker begejstring.
Igen beder TV2 om et interview og denne gang giver jeg det. Det er afsindigt spændende lige her fordi så mange hold ligge lige i hælene på hinanden. Jeg er dog sikker på hvem der vil løbe af med sejren og det giver jeg udtryk for på åben skærm, så ingen kan være i tvivl. Vi går fra nu af efter 3. pladsen i løbet!
Strømmen er stærk og der er bølger. Vi kommer dog sikkert og hurtigt over på kun til CP 15 på kun 10 min.
IGEN skal vi løbe. Det virker helt sindssygt. Der er allerede faldet mange hold fra og tilbage i feltet er vi kun 6 hold. Den hårde kerne som vi bliver betegnet. Jeg føler nu kun, at det er mine lægmuskler der er hårde.

Vi løber til Møn og ankommer ved CP16 klokken 19.44. Hvis der er en ting vi ønsker mindre end løb lige nu, så er det inliners. Og det er netop hvad vi skal. Tænderne bliver bidt sammen hos hele holdet, men vi skynder os at komme i tøjet. Det er ærgerligt og vi kan godt regne ud, at vi vil blive hentet at et par hold på dette stræk.
Turen bliver hård. Meget hård. Da Jesper har hjulpet mig op af de første hundrede, meget stejle bakker, ser han for første gang under hele løbet presset ud. Det kan sgu da ikke passe der er så mange bakker, bander han opgivende.
Turen kommer til at varer 3 timer og 39 min, men føles som det dobbelte. Vi er godt brugte da vi tjekker ind på Møs Camping kl.23.23 lørdag aften. Vi ligger som nr.5.

Vores fantastiske support modtager os. Det er uvurderligt hvor meget deres smil betyder. Lars meddeler, at før der kan blive tale om hvil, skal der køres et MTB o-løb i den bakkede skov. Det kan jeg ikke overskue. Slet ikke. Lars forklarer at vi ikke har tid til at vente, men jeg argumenterer for, at hvis jeg lige kan få et lille hvil, vil jeg kunne gennemfører ruten hurtigere og mere sikkert.
Det ender med, at de gir´ sig og vi for allernådigst et hvil. Er mærkelig nok knap så søvnig, men for alligevel et dejligt hvil. Efter en time er det slut med at ligge og putte sig og soveposen bliver revet af. En varm skål pasta står og venter på at komme ned i de varme maver. Jeg ved ikke hvad vi skulle have gjort uden vores flittige engagerede hjælpere. De er simpelthen guld værd og selvom jeg måske virker fornærmet over at få cykeltøj på kroppen, tænker jeg mange gode tanker om dem.

Af sted går det, på en meget kuperet MTB rute. Bakkerne er høje og har underlige fiskenavne. Igen må jeg i jorden, men her er underlaget dejlig bød skovbund.
Kigger på mit hold og fatter ikke de er så stærke. Jesper har nu i snart to døgn ligget forrest læst kortet sikkert og præcist. Det er som om intet kan bringe ham ud af ligevægt. Kim er umådeligt stræk og har ikke en eneste gang nævn noget om smerter eller træthed. Claus er den der virker mest frisk og han må endda indrømme, at han ben synes at blive bedre og bedre. Jeg selv bliver hjulpet meget af holdet og kræfterne bliver fordelt super effektivt.
MTB delen giver god varme i hele kroppen og det er godt at tænke på, at vi tilbagelægger km efter km. Da vi kommer tilbage til skiftezonen ligger vi igen som nr. 3 og nu skal der bare arbejdes igennem.
Næste disciplin er løb i det meget kuperede terræn. Vi går af sted og løber hver gang det går nedad. Claus har hele tiden en hånd i ryggen af mig. Det virker helt fantastisk på mit tempo. Han skubber ikke hårdt, men selv det blide pres giver mig forøget energi. Sender ham alverdens varme tanker og har endda overskud til at grine lidt til ham.
Sidste del af stjerneløbet er en kajakdistance rundt om Møns klint. Vi går/løber ned til kajakkerne hvor en irriterende besked venter os. Vi kan ikke få lov til at tage på vandet, da følgebåden tilsyneladende ikke er der. En Venlig Nils Torp sætter os ind i han bil og lover at vi vil få tilgodeset den tid vi skal vente. Det bliver til 45 min, hvor vi for et ufrivilligt hvil. Claus skulder er en dejlig hovedpude, men det er ikke rart at side og blive kold igen.
Endelig kan vi komme af sted og vi kæmper os ud af brændingen der viser tænder. Vi prøver at komme længere ud for at undgå den, men kystvagten beder os om at ro tættere mod land. Vi prøver at råbe, at vi bliver nød til at undgå brændingen og de lader os herefter være og holder sig i baggrunden.
Det er en smuk tur og solen kigger frem. De store kalkholdige klipper ligner store mærkelige dyr pga. trætheden og nu og da glider øjenlågene i. Ved Møns Klint kæmper vi os i land og bliver modtaget af en frisk hjælper. Fyren har stået på flere af de forskellige CP og må være mindst lige så træt som vi er. Vi skal slæbe kajakkerne op af trappen og op til en parkering bag skoven. Vi kigger skeptisk på den MEGET stejle trappe. Claus beder mig om at tømme kajakkerne for vand og genstande og begynde at bære alle løsdele opad. Selv begynder fyrene det møjsommelige arbejde med at transporterer to store toer-kajakker op af den stejle skråning. For enden af trappen er vi i tvivl om vi skal til højre eller venstre. I stedet for at tjekke det, bliver der diskuteret og det ender med, at Kim sætter øjnene på uendelig. Tager en kajak og går med raske skridt til højre. Jespers råber op til mig, at jeg skal få ham til at stoppe og jeg råber tilbage over skulderen, hvor Kim få sekunder forinden var, at han skal stoppe. De andre kommer op og vi opdager at Kim er væk. Jeg fatter det ikke. Han var der jo lige før. Vi løber ud af stien til højre for at finde ham, men han er væk. Det er umuligt at han kan være kommet så langt, men en stor kajak på slæb og jeg får pludselig koldsved...bare han ikke er styrtet ned. Jeg løber tilbage langs skrænten og kigger ned efter ham. Han er der ikke og der er heller ikke tegn på nogen styrt. Endelig lykkedes det Claus at opspore ham meget langt forude. Hvordan han er nået så langt med al den vægt er mig en gåde.
Det er meget tydeligt her, at vi ikke tænker klart og er trætte.
Han kommer tilbage igen og vi kan nu bevæge os den rigtige vej mod venstre. Jesper og jeg går forrest og jeg hjælper nu til med at trække. Det er tungt arbejde, men til sidst er vi fremme ved parkeringen og campingpladsen. Jeg ser mit snit til et toiletbesøg og da jeg kommer ud står der folk og klapper af mig. Herregud tænker jeg. En Mand jeg ikke kender, giver mig et knus og en reporter filmer lidt. Jeg smiler tilbage og skynder mig op til mit hold så vi kan komme af sted.
Vores dejlige support for os til at grine af glæde, da de kan oplyse os om, at der ikke kommer mere inliners. Vores cykler står klar til os og pludselig kan vi se målstregen nærme sig. Vi har taget hul på sidste døgn og fra nu af bevæger vi os mod Køge.

Klokken 10.44 suser vi af sted. Vi ligger på vores gode 3.plads igen. Sådan skal det være. Team Quest/Joint adventure vælger at kører til Køge, og fra nu af, er vi kun fem hold tilbage på ruten.
.
I troen på at vi for endnu en dag med høj sol, har jeg ikke fået nok tøj på. Da det begynder at regne kører jeg op til Jesper og forklarer ham situationen. Han lader os køre ind i vejkanten lidt længere fremme, så jeg kan få noget mere tøj på. Da jeg kigger ned i min taske blegner jeg lidt. Det ligger ikke rigtig noget tøj i den. Heldigvis ligger min regnjakke der. Claus og Jesper benytter lejligheden til at forer deres lår med stanniol fra madpakken. Det skal da prøves, siger Jesper med et grin. Det er først efter løbet, at Claus meget rigtigt nævner, at stanniol nok er verdens dårligste isolering og højst sandsynligt har virket rigtig effektivt, med at lede varmen væk fra huden.
Vi kører videre men det bliver koldere og koldere. Vi er nu så trætte at vi ikke længere er effektive. Kim ligger nede bagi og kører elevatorkørsel for at få varmen. Kim og Claus skiftes til at have mig på elastik, som jeg endelig slipper for at ligge mig foran for at få kørt lidt varme i min kolde krop. Vi opdager ikke hvor sløset vi er med energien og det er først efter løbet vi griner af denne situation. I stedet for at bruge energien på at komme fremad, ligge vi hver især og bruger den på at få varmen. Det er først da vi møder Team Clasic Poker, vores konkurrenter til 3.pladsen, at vi samler os og kører effektivt igen.

CP19 ligger i Næstved og her skal cyklerne skiftes ud med de godt brugte løbesko. Det bliver en hård omgang, men så sent i løbet kan man udholde alt. Vi ligger meget tæt på Team Clasic Poker. Vi ved at vi har 45 min. forspring pga. vores ventetid på kajakdelen i skiftezone to, men det er tydeligt, at vores modstandere ikke er klar over dette. De tror at de hvis du ligger foran os er sikret 3.pladsen. i virkeligheden skal de slå os med 45 min for at vinde pladsen... noget vi absolut ikke har tænkt os skal ske.

Vi løber til Gunderslevholm CP20 og nu skal vi nordpå i kano. Claus smider pludselig en dejlig varm tør trøje og et par tørre handsker over til mig, som jeg med stor lykke tager på under mit pladdervåde tøj. Han ved ikke hvor meget det glæder mig.
Jesper og jeg sider i midten, Kim og Claus ror. Regnen siler ned og Jesper og jeg ryster så meget af kulde, at man skulle tro der var en motor i kanoen. Vi tager folietæpper om os og prøver at falde i søvn. Jesper vælter nu og da til den ene side når han falder i søvn og så bliver jeg prikket på skulderen af Claus og bedt om, at falde til den anden side.
Da vi har padlet i en uendelighed men med en super fart kommer vi til en høj bro (CP 21-22). Her bliver vi mødt at TV Køge, nogle hjælpere og vores fantastiske supporthold.
Vi ser at Team Clasic poker er ved at klatre op af nogle reb der hænger ned i vandet. Det er godt at have kontakt med dem igen og vi driller hinanden lidt mens vi prøver at udtrykke overskud.
Alle mand skal klatre op af rebet med tiblocs og basic som sikring. På den anden side af broen skal vi to og to rapelle ned i kanoen igen og virke som hinandens sikring. Klatregrejet bliver gravet op af taskerne og vores support folk står højt over os og hepper. Jesper og Claus klarer hurtigt turen. Jeg sider og ryster på livet løs og synes at kameramanden fra TV Køge er tarvelig at filme det. -Det er det, der er godt TV griner han.
Så er det Kim og mig der skal i gang. Claus hjælper mig med at blive spændt i rebet, men da jeg klatre opad bliver den lille snor fra den ene tibloc viklet ind i det hele. Jeg kan ikke komme videre. Heldigvis er jeg ikke kommet ret højt op og Claus afhjælper hurtigt problemet. Halvvejs oppe opdager jeg pludselig at jeg er ved at dø af tørst. Pludselig er vand det eneste der betyder noget og jeg må lige fortælle de andre om det. Trætheden gør det virkelig svært at holde fokus :-)
Tilbage i kanoerne er det bare med at komme hurtigt videre. Jeg sider nu varmt helt oppe hos Claus og resten af turen bliver meget bedre.

CP23 ligger i Rønnebæk, hvor vores skattede cykler står og venter på os. Vi ligger nr. 4 i feltet, men reelt set er vi nr.3 pga. vores 45 min. Klokken er 19.30 og Jorden drejer lige så stille væk fra solen lys. Foran os ligger den sidste nat, som bliver både kold og hård. Men nu er vi for alvor ved at være tæt på målstregen og det motiverer.
Vi kører nu rigtig effektivt igen og har en helt fantastisk fart. Varmen kommer hurtigt tilbage i kroppe, mens alle knokler på pedalerne. Vi suser ned af bakker og gennem skarpe sving mens vi råber korte beskeder til hinanden. Hul! Venstresving! Forfra! 90 grader til venstre. Det er med at holde tungen meget lige i munden. Vi ligger tæt og to har fat i trækelastikker. Der skal ikke meget til et grimt uheld.
Det bliver mere og mere mørkt og derfor også efterhånden meget svært at se vejen. Her hvor vi kører er der hverken midterstriber eller vejpæle. Samtidig kæmper vi med søvnen. Jeg forestiller mig hvor nemt det kan gå galt og beder om at der bliver tændt en af de store pandelamper. De andre mener ikke vi har batteri nok til at bruge dem her og jeg prøver at kører lidt videre. Da vejen pludselig drejer og vi kun lige når at dreje med, insisterer jeg igen på mere lys.
Det undrer os lidt, at vi ikke har hentet Team Clasic Poker endnu med den fart vi skyder. Det er meget svært at forestille sig, at de har kørt lige så hurtigt. Dog har de tilsyneladende fået blod på tanden... uvidende om vores 45 min. usynlige forspring.

Efter 2,5 timer ankommer vi til Boesdal. Vi kan hører en motor køre i nogle meget mystiske, pyramidelignende siloer. Noget lys kommer ud af den ene dør og da vi går ind ser vi, at vi skal klatre herinde. Team Clasic Poker er allerede i gang.
Pludselig for vi at vide, at vi ikke kommer ud på mere af ruten, men alle sammen vil blive transporteret i bus mod Køge når vi har gennemført.
Det undrer os meget. Klokken er kun 22,00 og løbet stopper først kl. 24.00, mens vi i princippet har lov til at fortsætte til 00.45.
Vi fortæller team Clasic Poker om vores forspring og de ser temmelig bitre ud
Herfra er slutningen af løbet temmelig underlig. Vi er tre hold der bliver sat op i den gamle bus og kørt mod Køge. Omkring 500 m før mål bliver vi sat af og skal så løbe over målstregen. Ingen ved rigtig hvad der foregår, men vi bliver modtaget af blitzlys og klapsalver. Vi bliver herefter vist ned til at bad, som desværre ikke byder på varmt vand. Vi er tre piger i omklædningen og ingen af os har husket sæbe og håndklæde. Vi finder et gammel tvivlsomt et og noget balsam som vi prøver at vaske os i. Det er rart at få det våde tøj af, men hold kæft hvor ser min krop sølle ud. Store blå mærker dækker næste hele højre ben hvor albuen også er et stort sår. Fødderne ligner oppustede rengøringshandsker. Vi står lidt og kigger på mig og griner. Pigen fra Team Clasic Poker har ikke en skramme og vi finder kun en lille rift på hendes arm. Efter badet opdager jeg, at mit skiftetøj ikke er i min taske. Heldigvis har jeg noget rent træningstøj og da jeg kommer ud står Tommerup og venter på mig og låner mig en dejlig varm jakken.
Vi går ned på torvet, hvor vi regner med at der er præmieoverrækkelse. Men her er der opbrudstemning.
Løbsledelsen oplyser os om, at Team Clasic poker har nedlagt protest mod vores 3.plads.
Nils Gisli kommer over med fire poser som er vores præmier. Jeg spørger, om det betyder de har tilkendt os 3.pladsen, men det skal de diskuterer i løbsledelsen først. Senere bliver vi ringet op og Nils vil hører om vi kan acepterer en delt 3.plads. Dette inviliger vi i.
Vi er trætte, men vi skal have pakket alt vores udstyr ned. Og der er meget. Tommerup kører ud og lejer en trailer og så kører vi alle sammen ud i Jesper mors hus som vi har lånt. En efter en falder vi i dyb søvn
Vågner med solen ned i hovedet og kigger mig omkring. Griner lidt da jeg ser mit hold ligge med røde kinder og hævede ansigter. Hold kæft hvor har de være seje tænker jeg. Vi sorterer alt vores grej mens vi går grinene rundt med hver vores Buff. Vi opdage da løbet startede, at alle gik rundt med dem og finder det skægt at vi nu også har en hver fra vores gavepose. Endnu sjovere er det, at vi har efterladt vores inliners i Køge. Mine skal bare blive der, siger jeg og mener det næsten.
Endelig går det hjemad. Jesper, Lars, Claus og jeg kører mod København, mens Kim og Tommerup kører mod Fyn.
Det har været en helt fantastisk oplevelse at løbe Raid 450. Løbsarrangørerne fortjener meget ros for ruten og for gennemførslen af Danmark til dato hårdeste løb. Det har i høj grad levet op til vores forventninger og mere til.

Maria

Tilbage