MTB-O Europa Tour

Vi nævner i flæng…

- Vi skulle rigtig tidligt op, for at nå Auto-Zug fra Hamborg til Narbonne i Sydfrankrig, men i stedet for Narbonne endte vi 600 km i den gale retning på grund af strejke i Frankrig. Toget kørte nemlig til Norditalien i stedet...
- Efter første dags køretur var det tid at finde et sted at sove i Sydfrankrig, hvilket vi på forhånd havde besluttet skulle være et vandrehjem fra en bog vi havde medbragt hjemmefra. Først havde vi ingen adresse, men blot et telefonnummer, så vi fik en lokal til at ringe og skaffe den. Da vi kom frem var der ingen ledige værelser, og manden sendte os 32 km tilbage i forkert retning til et andet vandrehjem med besked om, at der var rigelig plads. Igen uden adresse kørte vi af sted. Vi ringede og fik adressen undervejs, og kan I gætte resten…? Det blev efter en del søgen til et 2-stjernet hotel 5 min før lukketid hos ”Madam Pompertu” – sød dame som endda kunne en smule engelsk!
- Aftensmad efter kl. 22.30 er ikke umuligt, men menu på fransk var i hvert fald uforståelig. Malene og jeg valgte kokkens anbefaling og endte op med en ½ hummer hver :o) Anna tog den sikre med en bøf – well done, men heller ikke dette var vellykket, da bøffen i stedet var helt rå...Når franskmænd ikke kan engelsk, og vi ikke kan fransk, så er det ikke altid lige let...
- Næste morgen kom Malene ud af badet, og mente med god grund, at hun lige skulle bruge en hårbørste. Meeeen hårbørsten lå i den taske, hvor der desuden også befandt sig pas og penge, som hun havde valgt at efterlade på restauranten fra dagen før… UPS! Heldigvis kendte søde ”Madam Pompertu” en af de ansatte, så selvom det var søndag, og der var lukket, fik vi fat i tasken, og kunne komme videre først på eftermiddagen.
- Til en lang køretur hører kaffe, og derfor havde vi købt en termokande (da vi selvfølgelig havde glemt en hjemmefra). Uheldigvis kom den aldrig rigtig i brug, fordi den efter frokosten blevet placeret lige lovlig yderligt på bagsædet, hvilket resulterede i, at den faldt ud og gik i stykker, da døren blev åbnet næste gang… Øv!
- Dori, vores GPS er en stor hjælp, når man skal køre Europa tynd, også selvom vi er orienterere. Det var bare ikke altid lige let, når den fx bare sagde hold til højre, og der var 2 muligheder til højre. Det kunne også give problemer i en rundkørsel med 6 veje, da Dori kun mente der var 5, og vi derfor kom ud af en vej for tidligt... Vi vil ikke gøre os uvenner med Dori, men hun var ikke altid lige populær, da vi fik os nogle omveje ind imellem.

Efter alle uheldene nåede vi dog Portugal i god behold og inkl. pas og penge! Vi fik trænet på nogle kort fra Susanna og Maria, som vi boede hos nogle dage hvert sted. Begge MTB-O piger fra Portugal. Vi fik set realiteterne i øjnene, der er meget bakket i Portugal! Det vildeste var Sintra ved Lissabon, hvor vi kørte på et kort 1:20.000 og med 10m ækvidistance, det var fuldstændig vanvittigt!! På et stræk skulle vi 200 m op… Uha da da, og det var bare det ene stræk…

Det blev weekend og tid til WRE. Lørdag var der langdistance og søndag mellemdistance. Banen lørdag var 14 km med 600 højdemeter, mens det optimale vejvalg var opgjort til 22,9 km, og søndag var banen 8,9 km med 400 højdemeter, og det optimale vejvalg 14,5 km. Anna blev nr. 5 og jeg blev nr. 7 om lørdagen, hvor det kun var 1 min og 14 sek., som adskilte os. Vi kørte på henholdsvis 1:44:19 og 1:45:33, men banen blev dog vundet på 1:32:49. Malene var desværre uheldig at ryge ned i et hul, sådan at dækket blev krænget af og luften røg ud, så hun måtte udgå. Søndag var resultaterne også tæt, og her slog jeg Anna med 26 sek., så vi tog en 5. og en 6. plads i tiderne 1:10:11 og 1:10:37. Malene kørte på 1:15:25, og kom ind på en 10. plads. Banen blev vundet på 1:00:49. Det var begge meget svære baner med store krav til vejvalg, da man ellers ville få endnu flere højdemeter. Der skulle passeres rigtig mange svære/skæve kryds, så det krævede fuld koncentration hele tiden. Samlet for weekenden blev Anna nr. 5 og jeg nr. 6, hvilket må siges at være godkendt.

Så gik turen direkte videre mod Ungarn, hvor vi skulle køre World Cup den følgende weekend. Vi kørte de 3000 km med 3 overnatninger – først Spanien, så Frankrig og sidst Italien. Det var en lang tur, men heldigvis havde vi lagt uheldene bag os, så det hele gik en smule mere som planlagt. Vi ankom til Ungarn sent onsdag eftermiddag. Torsdag var vi ude på model event, som er en bane på et kort, som minder om løbsterrænet. Det var meget anderledes i forhold til Portugal, så helt klart meget givtigt, for nu galt det World Cup, hvor hele eliten er repræsenteret!

Fredag var det sprint med en del bykørsel, og med en bane på blot 5,6 km med 80 højdemeter. Jeg blev nr. 23 i tiden 31:23, Anna nr. 32 i tiden 32:54 og Malene nr. 43 i tiden 46:08. Rikke Kornvig fra Danmark var også med til World Cup, og kørte flot i tiden 28:02, hvilket førte til en 6. plads i det hårde felt. Banen blev vundet på 26:17.

Lørdag stod den på mellemdistance, hvor en bane på 11,3 km med 300 højdemeter skulle tilbagelægges. Her kørte jeg godt, og kom ind på en 6. plads i tiden 1:01:12. Anna blev nr. 23 i tiden 1:08:05 og Malene nr. 40 i tiden 1:25:05. Her blev Rikke Kornvig nr. 15 i tiden 1:04:59. Banen blev vundet på 58:12.

Søndagens langdistance startede med fællesstart, hvilket var noget af en oplevelse. Alle startede ud for deres kort, som man ved starten tog, løb til sin cykel, og så kunne man komme af sted. Banen var 23,9 km med 525 højdemeter og bestod af 2 lange sløjfer samt 1 kort, som vist var ens for alle. Jeg startede godt, men et styrt slog mig ud koncentrationsmæssigt, hvilket resulterede i bom og flere fejl. Jeg kom ind på en 23. plads i tiden 1:59:15, Malene som nr. 30 i tiden 2:06:43 og Anna udgik desværre, da hun slet ikke synes, hun kunne komme ind på kortet og koncentrere sig. Rikke gjorde det rigtig godt og blev nr. 2 i tiden 1:46:17 kun 1 min og 23 sek. efter nr. 1. Rigtig flot kørt!

Hermed sluttede en god ferie, og for mit eget vedkommende, fik jeg for alvor prøvet kræfter med de udenlandske konkurrenter og vigtigt af alt opnået noget international erfaring.

/Ann-Dorthe
Tilbage
07
08
09
10
11