Er man WAT er man på podiet ;-)

En solo-beretning fra Heidi:

I alt sin enkelthed kører man ud på en runde, så endnu en og så endnu en og sådan bliver man ved i 24 timer. Men lad mig da så for en god ordens skyld alligevel lige nævne nogle af ”højdepunkterne”.

For det første. Når folk spørger inden løbet ”Nååe er du klar?” – så må jeg altså bare sige, nej(!) jeg er ikke klar til at torturere min krop i 24 timer og nej jeg glæder mig ikke og nej jeg har ikke lyst til at smile og nej jeg er ikke sej fordi jeg i et øjebliks dumdristighed lod Alice overtale mig til at tilmelde mig solo - jeg er først sej hvis jeg gennemfører. Ja lidt pirrelig var man vel, men jeg kunne komme på mange andre dumheder der pludselig virkede mere rimelige at foretage sig i det øjeblik end at sidde 24 timer på en mtb.

Nå men starten gik og jeg kunne hurtigt se at Sheena, Samantha og Lone gav gas, men jeg turde ikke og sætte turbo på af frygt for at benene og kroppen ikke kunne holde hele vejen hjem, så jeg kørte med lav puls og lavt tempo fra starten. Den hurtige konklusion var at ruten var super for en solo-rytter, relativ kort, så man ofte kom forbi målområdet og ikke mere teknisk end at alt kunne køres hvis sporet var tørt. Gode råd fra Carol gjorde dog at jeg allerede på 2. runde valgte at gå op ad de mere stejle stykker for at skåne knæene.

Herlighedsfølelsen over ruten fik dog en brat slutning da himlen åbnede for sluserne allerede på 3. runde. Dog vidste jeg godt at mit adventure-gen sagtens kunne klare et døgn i mudder, så det kunne gå hen og blive til min fordel (bl.a. det WAT vandt 4-dame klassen på i 2007).

Her fra gik det slag i slag med runderne. Jeg lå nr. 4, men pludselig stod Lone stille på ruten med en knæskade efter et styrt, da jeg passerede og så lå jeg nr. 3. Samantha som nr. 2 kørte som en yoyo – fuld fart eller helt stille i pit, så hun var svær at blive klog på, men jeg var klar over at jeg ikke kunne tage hende på tempo, så det måtte blive med taktisk klog kørsel og rigeligt med mad og drikke indenbords hele tiden. Og her kom så supporterne Alice og Christa på banen. Jeg blev fyldt med bananer, slik, pasta eller chokolade på hver omgang og iklædt nyt eller varmere tøj efter behov. Ikke den store grund til at tænke selv – bare køre. Dog skulle jeg selv tage mig af smørelse mellem benene ;-).

Ind til kl. 22 gik det fint, men mine håndled blev lidt ømme, så jeg skiftede til Alices fully med bedre og bredere håndtag til aflastning. Nu kom også lygterne på og her meldte sig vel for alvor den første træthed og lyst til pause da mørket faldt på. Alice sagde at jeg kunne komme lidt ind og hvile efter 2 natteture så det blev min lille gulerod + at det var psykologisk rart at vide at man så var mere end halvvejs igennem. Lige inden mit ½ times pit kom en tøs bagfra og sagde. ”Hov hvem har vi der i pink sokker?” – Sheena den djævel havde lappet mig med en omgang. Hende havde jeg ikke set siden startlinien, men hun lå i front – alt tid noget at hun er WAT ;-).

En gang varm karrysuppe var dælme lækkert på dette tidspunkt, men da jeg skulle ud på sporet igen var lysten ikke udpræget stor. Op på egen cykel igen, men øv dette var virkeligt de sureste af de sure timer. Fra kl. 02-05 var ren overlevelse. Jeg kan nu sige at man faktisk godt kan sove mens man cykler – ikke så længe men det kan lade sig gøre. På et tidspunkt var det da også ved at gå galt, da jeg glemte at dreje, men det var heldigvis fra en grussti ind på et singletrack, så jeg kom bare til at trille næsten forbi.

Da lyset og solen steg op over horisonten steg humøret tilsvarende. Ikke mindst fordi jeg nu fik meldinger om at Samantha ikke længere kørte omgange på sporet. Det satte lige gevaldigt skub i cyklen at jeg nu øjenede 2. pladsen inden for rækkevidde og samtidig gik de store hoved-kalkulationer i gang omkring hvor billigt (læs: hvor få) omgange man kunne nøjes med at køre inden mållinien. Jeg kunne nå 4 omgange mere kl. 8, men ville meget gerne nøjes med 3 ;-).

Vor Herre syntes lige vi kunne trænge til en skylle mere, så de sidste timer i tung tung mudder blev skam ikke foræret. Men Vor Herre havde endnu en lille gave i posen. På dette tidspunkt at formiddagen sker det fantastiske at jeg overhaler Jakob Lauritsen på sporet. Hvad er lige chancen for at overhale selveste solo-kongen? En T-bike-rytter!! Ja ja manden stod stille og kunne ikke føle sine ben, men en overhaling er en overhaling…

Ja da klokken er 11.18 rammer jeg målområdet og har sikret mig 2. pladsen men får en hjerneblødning og mener ikke at jeg kan sige at jeg har kørt 24 timers solo hvis jeg kun har kørt i 23 timer, så jeg tager lige cyklen med ud på den 20. omgang!! Det kostede desværre en lille mus livet, men til gengæld oplevede jeg glæden ved at blive hyldet af en horde af mennesker da jeg kørte over mållinien med pink WAT-banner flagrende efter mig.

Sheena vandt med 21 omgange, jeg blev nr. 2 med 20 omgange – vi slog de 5 andre piger, for ikke at nævne 60 ud af de 65 mænd der stillede til start (24 kom aldrig til start). Dvs. vi blev samlet hhv. nr. 6 og 7.

Det er jeg ganske stolt af, så nu synes jeg selv jeg er sej ;-)

Skadesstatus:
Mine skuldre og lænden er stadig følelsesløse her 2 dage efter, håndleddet er fint igen, lidt ømhed mellem benene(!) men mine lår og knæ er nærmest upåvirkede af hændelsen mærkelig nok.

Tak til Alice og Christa for at supporte mig, til Ole for at klargøre mine cykler, til Hustlerne for støtte og ”husly” i lejren og tak til alle dem som støttede mig med tilråb og heppen på og uden for sporet.

Lidt billeder fra Bo Skakke.


Kh
Heidi