12 timers solo MTB i Silkeborg

Jeg havde meldt mig til løbet 7 dage inden løbet, og tvivlede på at jeg skulle gøre det helt indtil jeg havde indtastet mit visakort nummer. Et par timer efter pådrog jeg mig hold i lænden ved et sølle toiletbesøg… fuldstændig sygt at et toiletbesøg skal få en ned med nakken når man tænker over hvad jeg ellers har udsat min krop for! Var på besøg ved akupunktør 2 gange, og fik også en omgang zoneterapi, hvilket fik rettet mig nogenlunde ud. Men det var ikke godt da jeg troppede op i Silkeborg klokken 8:00, så var en hel del bekymret!

Men fik da sat mine numre på, og starten gik kl. 8:30. De første par timer var alting rigtig fedt, havde egentlig ret gode ben. Ruten var god, mange stigningen, men der var kun “den lede” bakke som var umulig at komme op af pga løs dyb jord. Det eneste sted jeg ikke var alt for glad var “o-ringen” som var en snoet hullet nedkørsel. Er ellers ret glad for nedkørsler, men det gav et ondt skarpt jag i ryggen hver gang forhjulet fandt et hul. Og havde lovet mig selv at jeg ikke ville tage smertestillende under løbet, havde en eller anden forestilling om at jeg så bedre ville kunne mærke hvor skidt det stod til.

Jeg havde min skønne veninde Sheena med som supporter, som selv har kørt H12 og Nordic24 solo, med hhv. en anden- og førsteplads. Alice var også i sololejren og fungerede som ligeså stor supporter for mig. Sheena styrede næsten fuldstændig hvad jeg skulle indtage under løbet! Jeg er ikke særlig glad for hverken geler eller energidrik, men jeg skulle drikke en flaske og en gel pr. omgang. Hvilket også gik rimelig fint i starten, tankede altid op på strækningen “motorvejen” som var en relativ lang grussti som tonsere elsker! Men det blev stedet jeg også kom til at hade, for det var der jeg skulle æde de skide geler, og hvis jeg ikke havde spist det hele, når jeg kom tilbage til lejren, så tvang de mig til at spise resten. Blev fuldstændig som en 5-årig i min træthed, på en runde overvejede jeg at tømme min dunk med energidrink så Sheena ikke opdagede at jeg ikke havde drukket nok, rent kognitivt kunne jeg åbenbart ikke forstå at det gik ud over mig selv :-D Nåede også at kaste op 4 gange under løbet, da maven ikke havde det så godt, og kunne desværre ikke rigtig spise noget fast i de 12 timer udover et par bidder sandwich. Men selvom jeg hadede det sukker, så var det det der bar mig, og nu er jeg Sheena og Alice evig taknemmelig for, at de fik mig til at spise det møg! For havde sgu ikke klaret det uden.

Under løbet mødte jeg Hanne Panduro-Hess, som på sin vis var min modstander, selvom jeg reelt ikke følte det sådan. Lone Sand lå som nr. 1 under hele løbet, og havde næsten fra starten et ret stort forspring som hun forøgede med en omgang under løbet. Hanne var vildt engageret i mit løb, og at jeg fik en god oplevelse med det, da det jo var første gang. Vi kørte en del runder sammen midt i løbet, hvor hun var en fantastisk til at presse mig til at køre vanvittig stærkt, hun var enormt hurtig på de flade stykker og nedad, hvor hun trak mig og jeg var stærk på stigninger. Det var vidunderligt med hendes selskab, og særligt med hendes omsorg for, om jeg nu havde det godt. For det føles meget alene og køre et 12 timers løb, man sidder bare der med sig selv og sin cykel. Det er ind imellem ret svært at holde gejsten og motivation oppe i løbet. Og man mister også fuldstændig forståelse af, hvorfor i alverden man har tilmeldt sig.
Det er også helt skræmmende, hvor lidt man egentlig tænker, man vil jo synes at man har dejlig meget tid til at tænke på evt. om man skulle møblere om derhjemme, hvilken gave jeg skulle give til min venindes kommende fødselsdag eller hvordan jeg skulle få skrabet penge sammen til den øjenoperation. Men nej, der foregår minimalt lidt!

Mine åndehuller var Sheena og Alice og alle de andre som der heppede på mig hver gang jeg kom i skiftezonen. Jeg var kun af cyklen to gange for at tisse, ellers blev alt ordnet og jeg blev fodret, opmuntret og sendt af sted igen.

Da der var gået en 10 timer var jeg ved at være presset. Det gjorde møgondt i ryggen. Og det tiltog for hver omgang, så jeg begyndte at blive noget langsommere. Jeg havde startet ud med en tredjeplads og kommet foran Hanne og havde ligget på en andenplads i en stor del af løbet, men så fik Hanne mig! Jeg kunne desværre ikke holde presset

De sidste 3-4 omgange var et sandt mareridt, og der var også en omgang eller to, hvor jeg var rimelig grådhabil når jeg kom ind i skiftezonen. Og Sheena fik heldigvis også proppet et par smertestillende i mig. Da jeg fandt ud af at jeg var sikker på min tredjeplads stoppede jeg, jeg kunne ellers godt lige have nået en omgang mere! Kan jeg måske godt lidt ærgrer mig over nu, men det var nok det rigtige at gøre….eller…..

Når jeg læser ovenstående igennem lyder det jo egentlig ikke særlig sjovt at køre 12-timers, og nej jeg grinede ikke særlig meget undervejs. Men det rummede virkelig gode oplevelser.
- At have Sheena og Alice som supportere, og mærke at de næsten ville gøre hvad-som-helst for at jeg fik et godt løb og kunne blive siddende på den cykel.
- Møde Hanne, som var så sød og så opmuntrende derude, og var også helt rørt da hun kørte i mål. Opleve følelsen af at store bedrifter kan knytte en sammen.
- Alle de mennesker der på ruten heppede og opmuntrede, som godt nok kaldte mig Christina. Og da nummeret røg af…blev der heppet på den pinke pige. Det var virkelig dejligt. Ja bare alle dem der sagde hej.
- Fik også altid et lille kick ud af at overhale folk, der kørte på 4-mandshold, ved ikke helt hvad det gik ud på. :-D

Vil anbefale alle, der bare overveje det lidt, at gøre det. Kæmpe sejr at gennemføre. Også selvom man ikke bliver nr. 1, 2 eller 3. Selvfølgelig kører man for at vinde, og jeg havde også set mig selv på både første og andenpladsen undervejs. Men da jeg stod på det podie følte jeg egentlig som en vinder. Måske er det noget selvretfærdigt noget af sige, for normalt vil jeg sige at hvis man ikke har fået førstepladsen, så har man tabt. Men for mig, som fungere bedst på hold, var det en kæmpe sejr at gennemføre det at køre med mig selv i 12 timer.

Det var et fantastisk løb, og er min fully Santacruz taknemmelig for at jeg ikke smadrede ryggen totalt.

Christa Molberg Nielsen

Tilbage