MOUNTAINBIKE – en spændende og benhård holdsport!

Mange krævende opkørsler, mange lækre tekniske nedkørsler, mange flotte omgivelser, mange timer på cyklen, mange timer alene der ude på sporet – bare mig!

Da dagen for WAT’s festlige sommerfest en måneds tid tidligere oprandt havde jeg endnu ikke sat damecyklens støtteben i vinkel før mor-Alice hiver fat i mig og spørger, om jeg har mødt Irene!? Jeg når dårligt at ryste spørgende på hovedet, inden Alice begejstret har bekendtgjort, at Irene og jeg vil være det perfekte team til etapeløbet MTB Challenge i Polen få uger senere, hvor vi begge er tilmeldt som solo ryttere.

Mtb har vist altid for mig stået som en meget individuel sport – specielt ved mtb løb. Og tanken om at samarbejde og være forpligtet overfor en anden person, der med stor sandsynlighed har en anden rytme, teknik, kraft, indstilling til cyklingen og det at køre konkurrence etc. i så mange timer/dage forekommer mig ret fjernt. Omvendt…er det altså mange timer og kilometer, at man triller rundt alene til sådan et etapeløb over flere dage. Så måske det kunne være sjovt at prøve!?

Irene og jeg er begge nysgerrige, men også en anelse forbeholdne – der få uger til startskuddet lyder, og vi kender ikke hinanden. Vi får arrangeret et par ture i skoven, får set hinanden an. Irene med flere lange team-etapeløb i bagagen, men med en ”dårlig form i år”, og jeg med bare et enkelt etapeløb gennemført få uger inden – og har aldrig kørt i et team. Bare med et par timer i skoven syner der en forskel styrkemæssigt og teknisk. Men dét, der på det tidspunkt er mere vigtigt for mig, er indstillingen og temperament i forhold til at deltage i et etapeløb på 5+1 dage. For mig vægter den gode oplevelse, sjov undervejs og nydelse af terrænet højst. Og dér lader det til, at Irene og jeg har en tilgang, der kan matche rigtig fint. Og selv om Irene og jeg slet ikke kender hinanden, er der mange, der kender os begge og varmt bakker op om Alices anbefaling. Så det dansk/tyske tøse DMK/WAT team er en realitet!

Polen, prolog’en og den gode stemning er omkring os, og vi er klar til at komme af sted på de første kilometer. Og af sted det går på de 3km op ad….i hvert fald de første 5 minutter!! Irene ser noooget presset ud og tempoet må ned – meget ned! Ja faktisk så meget ned, at vi sikrer os en solid sidste plads i feltet med 65 hold. Nårh ja, næste sidste plads, da vores eneste konkurrenter kører helt forkert!? og får lov at komme på listen med et minuts straftid i forhold til os….vi er jo i Polen, så regler er til for at blive bøjet, og det ville jo være synd, hvis de britiske piger på prologen mister så meget tid. Så er stilen lig’som lagt for dameholdene, og det er med et noget skævt smil, at vi træder op øverst på podiet.

Det skæve smil bliver ikke mindre skævt, da vi dagen efter ”inviteres” til at stå i elite startboxen, da vi jo er ”de førende i vores klasse” – lidt komisk at kigge tilbage på DK’s elite drenge, der om få minutter blæser forbi de forsigtigt startende Duo Dame nips. Det er ikke kun elitedrengene, der flyver forbi – også størstedelen af mix/herreholdene…og et mønster begynder at tegne sig!

Hver dag starter med en opkørsel. Nej ikke sådan en 45 sek. Hareskov kælkebakke opkørsel, men sådan en vi-skal-bare-træde-uafbrudt-i-knap-en-time opkørsel, hvor dagens indledende 8-10km og 4-600højdemeter tikker ind på dameuret. Med vores mange timers erfaring på damecyklerne har vi begge en god fornemmelse af, hvilket tempo der fungerer bedst for os …”langsomt – meget langsomt” med tid og overskud til lidt løs snak op ad bjerget, og efter et par dage også med et par optimistiske ”see you later”-kommentarer til flere af de herre og mixhold, der blæser forbi fra morgenstunden!

Det overraskede mig, hvor hurtigt vi fandt vores rytme i samarbejdet og hvor tydeligt det var, hvor vi hver i sær var stærkest. Det var ikke bare Irene, der var stærk op, og jeg ned. Næh nej, billedet blev hurtigt langt mere nuanceret. Forskellene afhang af hældningen opad, graden af det tekniske opad, det tekniske ned ad, og hvor mange timer vi havde været i gang på selve dagen, og i hvor mange dage vi havde sat vores stakkels bagdle på sadlen. Samarbejdet var imponerende smidigt og lydløst…ikke at vi sår’n ellers var lydløse undervejs. Samtidig var det ret interessant at se, hvordan vi kunne trække hinanden op med minimale justeringer af tempo, og ikke mindst godt smittende humør.. Med 5 lange dage med op til 6½t i sadlen, så var vi da en snært pressede både mentalt og fysisk ind i mellem, men aldrig mere end en fed nedkørsel eller to hurtigere kommentarer kunne rette op på det.

Stemningen ude på sporerne var fantastisk. Nu havde vi jo med vores niveau og tempo nok lidt mere ”social dynamik” med de øvrige deltagere, end længere fremme vi feltet, hvor vi havde sendt de søde danske fyre hen. Vi havde ikke noget rigtig konkurrence på sporet – sådan i vores klasse med to dame hold. Men den kærlige kamp med de øvrige hold og det hyggelige samarbejde med solo rytterne var bestemt i spil.

Flere af mix holdene, der med en snært af respekt morede sig over, at de efter 3-4timer på sporet kunne høre os på vej op ad bjerget (i hønse-snak), og de vidste, at vi i det lange træk var stærkere end dem, mens de hev efter vejret sidst på dagen. Herreholdet i lyserødt – briter selvfølgelig – der forsøgte at smile sødt og ikke-irriteret, når vi tre dage i træk indhentede dem på dagens sidste lange opkørsel…inden de halsbrækkende og totalt baldret gav den max gas ned af, for ikke at komme ind efter os. Den stakkels italienske solo mand, der alle formiddage blev hentet af os på alle opkørsler, mens han langsomt faldt længere ned i feltet over middag. Solo manden fra Estland, vi hentede dagligt i løbet af dagen, der hellere ville forsøge at hænge på os, end at trille rund alene, og på sidste dagen med en forsigtig hånd på damenumsen hjalp mig de sidste meter op ad en led beton opkørsel. Eller vores aller sødeste og bedste konkurrenter TEAM DUE, Mads og Lars Bo, der (sig det ikke til dem) vist var lidt stærkere end os, men dag efter dag (nogle dage flere gange) blev overhalet af os på de fedeste nedkørsler, mens tøserne hvinede af begejstring over sporet…og de lappede cykler!

Det fascinerende ved mountainbike er, at du kan på ingen måde tillade dig at slække eller sløse med opmærksomheden, når du er ude på de sene seje timer og kroppen kun kan tænke i eet-stavelsesord og ikke længere kan udstå geler og bananer. Nedkørslerne bliver ikke mindre tekniske og kræver ikke mindre fokus – tvært imod! Samtidig er det bestemt også de sjove nedkørsler, vi er der for, så selvfølgelig skal de så vidt muligt køres. Specielt på sidste dagen, hvor vi begge var tydeligt baldret på forskellig vis, måtte vi – efter en lidt mental tung start - med lidt skarp men kærlig tone kigge hinanden i øjnene og være enige om, at der skulle være absolut 110% fokus og koncentration på de tekniske nedkørsler. Det var da også dagen, hvor vi vist lige måtte blive enige om, at der var værre ting i livet, end at kæden faldt af på en teknisk opkørsel. Og dagen, hvor umulige opkørsler blev belønnet med udsigt til mange gode is hjemme langs strandvejen.

At vi kom i mål efter mere end 28 timer i sadlen på de 5 etaper kan måske overraske, og så alligevel ikke. Jeg bliver gang på gang overrasket over, hvad man kan trække ud af bevægelse af en træt krop. Hvorvidt det er den mentale overbevisning, begejstringen for sporten og naturen eller den fysiske kunnen, der trækker det tunge læs på en sådan ”ferie”, er der mange forskellige bud på. Vi er bestemt ikke hurtigere eller på et avanceret niveau – vores mandlige forbilleder fra DMK var ca. 1½ time hurtigere i mål hver dag end os – men vi nød godt af vores udholdenhed, begejstring for sporten og ikke mindst det gode humør undervejs. En samlet placering blandt herre og mixhold som nr. 39 af 65 startende hold, er vi rigtig fint tilfredse med.

Vores mål var at få en god oplevelse, at komme igennem alle dage – og det uden voldsomme styrt. Vi er helt enige om, at det er lykkedes til fulde. Ekstra bonus for mig personligt var, at det var en super god og lærerig oplevelse, at køre som et team – det er helt sikkert ikke sidste gang!

Kh Tine

MTB Challenge i Polen/Tjekkiet, sensommer. 5+1 dag med ca. 350km og 11.000højde meter. Både mulighed for team og solo. Opkørsler er ofte på brede grus/skov stier, men også enkelte tekniske opkørsler. Kun få passager/opkørsler kan ikke køres. En del lette/grus nedkørsler, men også flere sprøde tekniske nedkørsler. Ny start/mål by hver dag.

MTB Trophy i Polen, forsommer. 4 dage med ca. 250km og 10.000højde meter. Kun solo ryttere. Jeg vurderer Trophy som lidt mere teknisk end Challenge, med relativt få lange grusnedkørsler…der køres op (ad til tider tekniske stier) for at få en fed nedkørsel. Samme start/mål by hver dag; Istebna.

Tilbage