Alt mellem podieplads og næstsidst er acceptabelt

Vi nåede lige at mødes en enkelt gang og snakke lidt om ambitionsniveau, hvem der skulle navigere og hvad vores styrker og svagheder var, et par uger før løbet. Under denne snak lavede vi et bud på en sluttid omkring 5 timer hvilket skulle vise sig at komme til at holde meget godt stik.
Dagen for løbet oprandt og vi kunne med stor glæde konstatere at vejrguderne i hvert fald var med os da vi satte hinanden stævne i Hillerød kl. 7:30 søndag morgen til skyfri himmel, smuk solopgang og rimfrost på bil, i græsset og på cykelsadlerne. Der var godt nok koldt - men hvad gør det når først løbet er skudt i gang og blodet pumper i kroppen? Ingenting skulle jeg mene – men mine to holdkammerater var måske ikke helt enige...
Starten gik for lang rute kl. 09:00 og 09:30 for os på den korte rute. Det betød at vi nåede at have lejlighed til at lure taktikken af for startopgaven. Denne involverede at transportere et lille vandbæger 5 meter på tværs af en græsplæne – vel at mærke dinglende på en træskive som blev holdt oppe af nogle tynde snore som to af holdets deltagere skulle flytte ved at den ene rullede snoren op og den anden rullede snor ud i modsatte side. Næsten sværere at beskrive end at udføre. Om det var lykkedes os at lure en smart taktik af eller om vi bare var heldige eller gode skal jeg ikke kunne sige – men jeg tror vi var omkring hold nr. 5-6 stykker der kom af sted. Karen var valgt til at være den der sørgede for at få ”godkendelses-sedler” med fra posterne og for at løbe forbi mål-teltet med disse mellem opgaverne. Personligt synes jeg det fungerede rigtig godt at lade én fra holdet have dette ansvar hele vejen igennem så man hele tiden vidste hvem der havde sedlerne med hjem.
Første opgave for vores hold var en såkaldt ”vendeopgave” som foregik i start/målområdet. Denne bestod i al sin enkelthed i at ramme bullseye 2 gange på en dartskive – noget som man havde 15 minutter til at gøre hvis man ville undgå yderligere 10 minutters tidsstraf. Vi måtte erkende at vi vist havde gået for lidt på pub og drukket for få øl og spillet for lidt dart – i hvert fald kneb det gevaldigt at ramme og efter 12 minutter havde vi kun fået én af de to nødvendige træffere. Men netop som vi var ved at ærgre os over de følgende 10 minutters straftid satte Rikke så lige én pil mere i centrum (hun klarede begge to for os) – og dagens første lille jubelscene udspillede sig.
Af sted gik det så på cyklerne ud på første (gul) rute som bestod af 3 poster. Første post var ved Syvstjernen hvor der skulle køres kickbike, svares på multiple choice spørgsmål og samles en lille tredimensionel terning. Her missede vi et enkelt spørgsmål men kom ellers rimelig smertefrit igennem.
Post 2 på gul rute var til gengæld ikke helt smertefri - bogstavelig talt. Dette var en klatreøvelse – eller nok i virkeligheden mere en omgang ”herre-ondt-i-armene-mastermind”. En deltager skulle hejses op i 8-10 meters højde i et træ (som ikke rigtig havde nogen grene man kunne klatre på) og aflæse et mønster på en tegning som så skulle genskabes nede på jorden. Snedigt nok måtte man kun kommunikere om mønstret mens alle 3 deltagere stod på jorden. Holdets letteste deltager, Rikke fik af to omgang husket 9-10 af farverne i mønstret hvorefter undertegnede (holdets tungeste deltager) på forunderlig vis blev hevet op i højden og ”hentede” de sidste 6-7 farver ned i hukommelsen. Mønstret viste sig derefter at være 100% rigtigt og vi slap for straf på denne post – men ikke for ondt i armene dagen efter.
Post 3 på gul rute involverede risikoen for at blive våd da der indgik en polo-kajak. Karen havde meldt sig til at sidde i kajakken og Rikke og jeg skulle så fra land forsøge at kaste amerikanske football-bolde ud i en oppustet bilslange der lå i vandet. Enten skulle én ramme ned og ligge i ringen eller også skulle man strejfe/ramme ringen to gange. Vi kæmpede ærlig talt noget med det hvilket betød at Karen måtte padle vældig meget rundt og smide bolde tilbage. Efter ret mange forsøg og med en vis irritation under opsejling fik jeg kylet en bold ud som lå lige foran den forjættede badering. I stedet for at lade Karen padle hen og hente denne kylede jeg i utålmodighed den anden bold af sted og ser så miraklet ske: Bold nr. 2 rammer bold nr. 1 og hopper op i baderingen...Jubel...afløst af øjeblikkelig henvendelse til crew’et for at høre om det nu også talte som at have ramt. Først siger han ”Neeeej – den går vist ikke”...men vi får ham så overbevist om at det da helt klart må tælle da det er en væsentlig sværere måde at løse opgaven på, og da der jo faktisk LIGGER en bold i baderingen som påkrævet. Ja faktisk mente vi egentlig at vi burde have haft bonus sekunder fratrukket for kreativ løsning af opgaven, men den gik dog ikke...
Så vendte vi næsen retur mod målområdet hvorefter vi med det samme skulle ud på blå rute med en enkelt post. Da vi nærmer os posten viser det sig at den ligger ved kraftvarmeværket udenfor Hillerød. På vej hen imod det ser jeg en kæmpe silo med mindst 7000 trappetrin op – og tænkte at hvis det havde været DTU adventurerace og mig der var arrangør så skulle vi have været oppe af den trappe og rappellet ned. Så vild viste opgaven sig dog ikke at være. Først blev vi ”lænket” sammen med cykelslanger og sendt op af en 4 etagers trappe hvor der undervejs var nogle ord som havde noget til fælles. ”Skive, Skov, Du, Fugl, Bornholmer” og et par stykker mere. Sammenhængen var selvfølgelig at der kunne sættes ordet ”ur” sammen med dem. Anden del af posten involverede bueskydning og strafrunder på mooncar. Vi var efterhånden ved at have konstateret at det der med at skyde til måls efter ting ikke var vores største force og det viste sig også at være tilfældet her. Det blev således til 2 omgange på en mooncar til hver af holdets deltagere. Karen syntes dog det var helt i top at vi ikke ramte – for hun havde aldrig gået i børnehave eller haft mulighed for at køre i mooncar før!
Tilbage fra blå rute var der en ny ”vendeopgave” på programmet – endnu en gang noget med at skyde til måls, hvilket vi jo ikke var alt for begejstrede for. Men det lykkedes nu alligevel ret hurtigt at få placeret 9 petangue-kugler indenfor den lille cirkel og så strøg vi tilbage på cyklerne og ud på orange rute.
Vel ankommet til Orange post 1 så vi nogle store plader med huller i og frygtede et kort øjeblik, at nu skulle vi igen kaste til måls efter noget. Det viste sig dog at være lige modsat for i oste-øvelsen drejede det sig om IKKE at ramme hullerne. To deltagere skulle ved at trække i snore hæve en bold op over pladen med huller i – vel at mærke mens de stod med ryggen til og blev dirigeret af den 3. deltager. Jeg mener faktisk at vi her beviste at vi er bedst til IKKE at ramme – for øvelsen var hurtigt overstået og uden at have tabt kuglen en eneste gang.
Vejen til post 2 på orange rute viste sig at blive vores største tidstab på navigering. Vi (jeg) kiggede simpelthen ikke godt nok på kortet hvilket betød at den jernbaneoverskæring vi troede vi skulle køre over ikke eksisterede... Da vi så efterfølgende forsøgte at finde en alternativ vej kørte vi ud af kortet og jeg måtte insistere på at det nok ikke var en god ide – selvom der på det tidspunkt holdt 3 andre hold på samme sted og overvejede samme situation. Vi vendte om og fandt hurtigt derefter den rette vej og ankom til post 2 hvor der skulle saves, bores og bæres og til slut samles et lille puslespil. Jeg kunne huske at have set puslespillet før – 4 brikker der skal danne et ”T” – og at der var noget med at man lige skal vende én af brikkerne på en lidt uventet måde...men præcis hvordan det lige var, tog alligevel et stykke tid at komme i tanke om.
På vejen retur fra orange rute til målområdet måtte jeg som navigatør erkende at mine evner for at finde vej i Hillerød ud fra et kort uden vejnavne var ret elendige. Her spildte vi igen adskillige minutter og jeg ønskede mig brændende ud i skoven med et orienteringskort som jeg synes er væsentlig nemmere at forholde sig til end et bykort uden vejnavne. Men tilbage kom vi da og så manglede vi bare en enkelt ”vendeopgave” og en rød rute med en post på.
Vendeopgaven viste sig IGEN at dreje sig om at skyde til måls – denne gang med luftpistol. Behøver jeg nævne at vi umiddelbart IKKE var særligt optimistiske? Ovenikøbet skulle man sprinte en 50 meter runde inden man skulle skyde så pulsen rigtig var oppe når der skulle sigtes. Hver deltager fik 5 skud og skulle ramme med 3 af disse for at undgå strafrunder med en trillebør på slæb. Hvad der præcis var sket med vores træfsikkerhed vides ikke, men efter hvad der føltes som ganske kort tid, løb vi fra posten og havde bare brugt 9 skud – en træfprocent på 100! Jeg følte mig ret stolt på vores alle 3’s vegne da instruktøren sagde vi var det første hold der havde præsteret det.
Og så af sted på den sidste røde rute – bike’n’run med 2 cykler ud til skoven. Inden løbet blev skudt i gang havde arrangørerne sagt at på denne rute/post skulle man VIRKELIG tænke sig godt om, så jeg grublede på vej dertil over hvad det mon skulle betyde. Var der én eller anden smart ”genvej” eller hvordan og hvorledes? Jeg har endnu ikke fundet svaret på det spørgsmål for jeg synes egentlig vi klarede det rigtig fint både på vej til posten og på selve posten. Selv fidusen med at cykle i forvejen, lægge cyklen til den der løb og så selv sprinte af sted indtil man blev overhalet af en af de andre på cykel..osv osv...fungerede nogenlunde for os. Dog er det nok begrænset hvor meget man vinder på den måde når afstanden til posten ikke er mere end ca 1½ km – men man bliver godt forpustet!
Selve posten bestod af et orienteringsløb UDEN kort og kompas. Først fattede jeg ikke helt at de virkelig mente at man ingenting måtte have med og heller ikke måtte notere noget ned på sin hånd f.eks. – men sådan var reglerne og det viste sig også at det ikke var så svært endda. Der var et masterkort som man måtte kigge på og så var det ellers af sted ud i skoven og finde 8 poster. Vi delte os op og hentede de 8 poster hjem ved at huske ordene/tegnene på posterne. Tilsammen gav de en sætning ”3 løbere + 2 cykler = 1 stafethold” og efter at have afleveret dette budskab var det bare af sted i lynfart mod mål.
Da vi ramte mål fik vi at vide at vi var hold nr. 14 der kom ind i alt – både for kort og lang distance og det var vi sådan set fint tilfredse med. Efter at diverse straftid og ventetid var blevet ind- og fra-regnet endte vi på en særdeles hæderlig 6. plads i tiden 5 timer og 13 minutter og jeg kan personligt sige at jeg er rigtig stolt. Det var en SUPER oplevelse og et løb i den kaliber kan anbefales til alle der gerne vil snuse til AdventureRacing. FMM skal have stor ros for et veltilrettelagt løb.

Resultater

Tilbage