Beretning fra World Solo i Australien

Ankommet til Australien
Vi ankom til området om mandagen 5 dage før løbet og jeg havde god tid til at vænne mig til sporet, som var ganske fantastisk og sjovt at køre. Nok noget af det fedeste jeg har prøvet til dato, men også ekstremt hårdt, når man kun har en hardtail med 100mm forgaffel til rådighed i 24timer. Dumt at jeg ikke havde undersøgt dette forinden kan man måske sige, men arrangørerne havde ikke briefet rytterne om at ruten krævede fullsuspension.
Vejret var nogenlunde, overskyet med ganske lidt regn, omkring 18-20 grader midt på dagen, men med meget svingende temperaturer om natten på mellem 0 og 7 grader. Der var kulsort i 10½ time hver nat, hvilket naturligvis krævede lys

Ruten
Der skulle køres runder af 20 km. De første 3km førte op af en bred grussti, hvorefter man begav sig ind på et smallere singletrack videre op mod observatoriet de næste 7km. Derefter gik det ned ad ca. 10km, på et smalt singletrack med mange free-ride passager og sving. Drops over klipper og store sten skulle passeres og man skulle køre på slickrocks, vistnok ligesom i Moab, Utah.
Jeg syntes egentlig ret hurtigt jeg blev god til at holde et fornuftigt flow, men de mange slag op igennem mine arme var hårdere end jeg lige havde kalkuleret med.

Før løbet
Selve arrangementet var ”stort”. Der var over 400 ryttere i solo kategorierne elite og agegroups, og 2500 deltagere i Det Australske holdmesterskab, lidt som vores Nordic24 bare noget større. Holdene havde dog deres egen rute og der var langt flere typer, f.eks. singlespeed hold, 6-mandshold etc. etc.

Selve set-uppet var virkelig professionelt. Teltpladserne var enorme, med pladser inddelt til ryttere fra udlandet, pladser til de australske soloryttere, samt pladser til alle andre. Folk kom fra nær og fjern for at hygge sig og have det sjovt. De medbragte kæmpe campingvogne og campere, og stillede varmelamper, sofaer, grill, tv, ja sågar spapools. Helt vildt.
Arrangørerne kom med kæmpe trucks indeholdende bad og toiletter og pitarea var enormt stort. Alle ryttere fik tildelt deres eget pit, hvortil der kunne lejes telte, borde, stole med mere. Vi tre danskere og Ola fra Sverige havde pit ved siden af hinanden, så pitmanager´s kunne hjælpe hinanden og hygge sig sammen. Storskærme viste video ude fra ruten og gav løbende updates. Rytterne måtte kun få hjælp i selve pitområdet, altså under ingen omstændigheder ude på ruten.

Selve Løbet
Først blev eliten sendt af sted, derefter agegroups og til sidst holdrytterne. Hver eliterytter skulle løbe ca. 300 meter, hvorefter man overtog sin cykel fra pitmanager. Ingen solorytter fik lov til at deltage uden at have en pitmanager tilmeldt.

Jeg kørte mit eget tempo fra start lige som jeg plejer at gøre i de mange distanceløb jeg tidligere har kørt som landevejs- og MTB-rytter. Min plan var at prøve på at holde denne fart gennem hele løbet. Desværre fik jeg ret hurtigt ondt i maven og måtte holde et lavere tempo end ønsket. Jeg var egentlig ikke forskrækket over at de andre piger kørte sindsygt hurtigt fra start, det ser man ofte, med det resultat at de går meget ned i fart længere henne i løbet, hvilket også skete her.
På 7. runde punkterede jeg på forhjulet lige før et drop og måtte bremse brat op, idet jeg satte foden ned kom jeg til at forvride anklen, men tænkte nu mest på at finde et sted hvor jeg kunne få plads til at skifte slange. Det var ret svært at finde plads til dette, så jeg måtte gå et stykke, selvom der hele tiden kom ryttere bagfra der skulle passere mig. Langt om længe fandt jeg lidt plads og fik ordnet hjulet og fortsatte, men tabte derefter hurtigt modet, fordi jeg hele tiden blev presset bag fra af de hurtige mænd, som havde svært ved at komme forbi i det smalle spor med sten og klippestykker.
En tiltagende angst for at jeg næste gang ville slå mere end min fod sneg sig ind på mig. Pga. mine ekstremt korte fingre, måtte jeg konstant have to fingre på bremsen på de lange nedkørsler og derfor havde jeg ikke det bedste greb om styret. Jeg blev simpelthen bange for at styret skulle blive slået ud af mine hænder, hvorfor jeg mistede lysten til at fortsætte. Nu er det man skal passe på ikke at komme til at lyde ynkelig, men sagen er den, at jeg for 4 år siden styrtede på min racer med to brud på rygsøjlen til følge. At jeg sidenhen har kunnet køre MTB er jo bare heldigt, men på Mt. Stromlo blev jeg mindet om at det kunne ske igen, hvis jeg var uheldig.
Rune ville normalt prøve at presse mig til at fortsætte, men var også godt klar over, at løbet faktisk krævede en fully med min. 140mm vandring. Var jeg bitter selvom jeg var en quitter? Nej egentlig ikke, for det var det rigtige valg. Jeg quitter ”sgu” normalt aldrig, og jeg tror stadig at jeg kan gøre det godt i et internationalt 24 timers løb, men så må det bare bevises en anden god gang inden jeg kommer på plejehjem.

De andre scandinaviske deltagere
Jesper Davidsen i Herre-elite holdt ud meget længe, men stoppede desværre efter 17 runder og 22½ time. Han følte sig vist ret omtumlet til sidst. Klagede sig også over at blive presset til at køre hurtigere end han egentlig havde lyst til på nedkørslerne. Han fik en 26 plads ud af 59 startende ryttere. Jens Aagaard stillede op i agegroup og blev placeret på en flot femte plads med 19 gennemførte runder. Ola Hagberg fra Sverige nåede 18 runder i sin agegroup og fik en 14. plads.

Over and out
Om natten fik jeg voldsomme smerter i min fod, så Rune og jeg valgte at køre til hospitalet. At forlade området var ret så svært da alt var lukket og låst, men af sted kom vi. Vi opgav dog at få foden checket, da skadestuen havde alt for travlt. På hospitalet var de godt trætte efter nattens travlhed med at lappe ryttere sammen, og heldigvis viste det sig hurtigt at det bare var en forstrækning. Derefter var der dømt rigtig ferie, først ved kysten syd for Sydney og derefter i Bangkok.

Carol Duracell

Tilbage