WAT’s the rush vs. Eagle race: 1-1
WAT’s the rush vs. Eagle race: 1-1
Sidste år måtte WAT's the rush udgå med en skade efter 9 timers topspas, så det var med spænding at årets udfordring blev imødeset.
WAT's the rush var denne gang Alice, Helle B og Karen, og i vanlig stil foregik planlægningen aftenen før per facetime – bare så vi lige havde styr på detaljerne.
Rollefordelingen var klar: Alice orienterede, Helle havde klippekort og trak på løb, og jeg havde roadbook og trak på cyklen.
Løbet var opbygget med en prolog og kanoetape i TA1, MTB-O til TA2 hvor der var o-løb og derfra MTB-O til TA3 hvor 3. o-løb ventede inden MTB-O hjem til TA1. Adventureløb er sommetider kendetegnet ved at der må laves en plan B, og sommetider en plan C hvis vind og vejr driller, og det gjorde det lidt i dag.
Først blev kanoetapen afkortet, og inden start måtte den aflyses på grund af kraftig blæst – ærgerligt, men godt at sikkerheden for deltagere bliver taget alvorligt. I stedet blev starten skubbet, og kanoetapen blev afløst af en coasteering etape.
Inden da skulle vi dog igennem en prolog, der nær havde kostet os deltagelsen – Alice var så gal bagefter at hun var klar til at pakke sammen og tage hjem.
Opgaven var 3 talrækker med 5 mulige løsninger i form af korthusk. Hver post på korthusk havde et tal, og summen af de rigtige tal gav holdet lov til at fortsætte på coasteering etapen. Hvorfor løbsledelsen havde valgt at gøre tallene helt vildt nemme
– og tillade at holdene gættede på løsningen i stedet for at opsøge posterne forstår jeg ikke – adventure race i DARC regi skal afgøres på orienterings- og samarbejdsevner, ikke som en gættekonkurrence.
Men sydende af raseri rullede vi ud efter coasteering og obligatorisk pause som 5. damehold ud af 6. Svært at holde motivationen når vi er 20 minutter bagefter nærmeste konkurrent fra start.
Heldigvis havde Alice trænet orienteringsløb hele foråret, så da vi ramte o-løbet i Hedeland fra TA2 på et 3 år gammelt kort begyndt vi stille og roligt at æde os ind på konkurrenterne. Især post 3 vandt vi på – den grøft der var på kortet var mere en bred å i virkeligheden. (læring: Husk at checke kort alder – især vegetation ændrer sig ret meget på 3 år...)
Videre på MTB-O gik orienteringen også glat – der var et par poster hvor det var svært fristende ikke at tage dem i rækkefølge, men vi holdt os til roadbooken og nåede godt trætte frem til TA3 og o-løb i Boserup skov. Det burde være hjemmebane, men hovederne var trætte og benene stive, så vaklende fik vi kæmpet os igennem etapen og tilbage til cyklerne. Her fik vi endnu et problem: Kort 2, hvor sidste post inden mål var indtegnet på var simpelthen forsvundet i løbet af dagen. Heldigvis var der et venligt herrehold der lod os kigge deres kort, og så kunne jeg ellers orientere hjemmebanefordel gennem Boserup, Roskilde havn og op til Hillerødvejen, hvor Alice tog os det sidste
stykke hjem.
Det viste sig at vores o-løb i Hedeland havde flyttet vores placering op til en 3.plads – det kan vi godt være stolte af...
Vigtigste læringer:
1. Hold øje med alle kort hele tiden – det er for dumt at stå og mangle.
2. Sørg for at have ’på træk’ hele tiden – det virkede sindsygt godt at kunne sørge for at svageste kvinde ikke skulle kæmpe så meget.
3. Husk at orientere ud fra posten igen – vi kom dumt ud fra en post eller to fordi vi glemte at orientere inden vi styrtede videre.
/Karen
Jesper Hildebrandt's billeder fra racet kan findes her
|
|
|