WAT i HarzenHvad er det, der gør Harzen med WAT så speciel? Kan det være de uendelige højdemeter op, de uendelige mængder af Schnitzel mit pommes man er nødt til at spise når man er der? Eller de uendelige mængder af brun maling, der er brugt på alle overflader?Nej vel? Men hvad er det så? Måske er det 21 WAT’s og WATnabees i samme hus, masser af fællesskab og vilje til at dele – og grine – af dagens op- og nedture, og muligheden for en alvorligere snak i en stille stund der gør, at vi – igen – havde den bedste tur til Harzen ever. I år lykkedes det Signe at finde et ferienhaus, som vi alle kunne være i, og det betød at der både var mulighed for at sidde på en stol og spise morgenmad, og næsten pladser nok i stuen til at vi kunne sidde ned alle sammen. Huset lå i Altenau, som viste sig at være et rigtig godt udgangspunkt for cykelture. Første dag havde Signe egentlig tænkt at vi skulle cykle en 50 km tur, men efter nogen debat over morgenmaden blev vi enige om at tage en lidt kortere tur – den endte så på ca. 50 km, men så havde vi da forsøgt at korte den lidt. Det kræver lidt at cykle så mange i flok, så jeg påtog mig indpisker-rollen (09.30 sharp! På cyklerne! Klar til at køre!) hvilket er helt nødvendigt hvis ikke afgangstidspunktet skal blive urimeligt flydende. I vanlig WAT stil var der også masser af indlagte spise- og kagepauser undervejs – det er jo ligeså meget for hyggens skyld vi er afsted. Fokus på hyggen betød ikke, at vi ikke var nødt til at køre Brocken (igen). Denne gang dog med en lang ’nedkørsel’ om formiddagen, som viste sig at gå op ad bakke (ups, højdekurver er svære) Lørdag delte vi os op i grupper alt efter om vi var på den lange tur, den rigtig lange tur, eller den hårde tur hjem – her valgte jeg og mine ømme lår den korteste løsning så der også var overskud til at køre os hjem om søndagen. Tak til Signe for at arrangere den fedeste tur, og tak til gamle og nye WATs og WATnabees for ualmindeligt godt selskab undervejs. /Karen Billeder: Signe Dennis Nele&Jesper |
|
