WAT’s the rush på trapperne – igenWAT’s the rush på trapperne – igen!Inden jeg skulle skrive denne beretning læste jeg sidste års beretning, og jeg ville jo gerne sige, at vi havde lært så meget af sidste års fejltagelser, at i år løb vi fejlfrit... men det er jo ikke helt rigtigt. Møn er et af mine yndlingsløb, dels fordi Anders laver så fede løb, og dels fordi naturen bare er helt unik dernede. Så selvom jeg piber over udsigt til trappeløb inden løbet, og af ømme muskler på grund af trapperne efter, så synes jeg bare at Møn er et fantastisk løb. WAT’s the rush var denne gang Karen, Margit, og Heidi, der var sprunget til med kort varsel fordi Alice for en enkelt gangs skyld valgte at være fornuftig omkring restitution efter sygdom. Hun fortrød dog næsten, og kom forbi med slik og sjove kommentarer på passende tidspunkter undervejs. Møn var i år et stjerneløb med 5 ben og en prolog. De 5 ben var MTB med indlagt kano/svøm/o-løb, MTB med rappelling, klatring, MTB med kajak og spas og et o-løb som alle hold skulle slutte med – bare så man kunne se hvem man skulle holde bag sig på opløbsstrækningen. Prologen var en variant over ’den sædvanlige’: Hent en mønt på stranden (497 trin nede). Denne gang var det Heidi, der tog turen ned af trapperne, og kom op med mønten og et mini-o-løb inde i Geocenteret. Vi fik hurtigt fundet posterne, og satte afsted på MTB og kajak-etapen. MTB-delen var single-tracket i Klinteskoven, og på en normal dag ville det være en fed tur. I dag startede jeg med at styrte 10m inde på sporet og det satte lidt en dæmper på mig. Heldigvis slap cyklen uskadt og jeg med knubs, så vi fortsatte. Her kunne jeg mærke at både Margit og Heidi er bedre teknisk på mountainbiken end jeg, så jeg hang i det bedste jeg kunne og var måske også lidt skarp i tonen ind i mellem. (undskyld, Heidi og Margit) Det hjalp heller ikke at mit gear drillede – kæden blev ved med at hoppe af og sætte sig i klemme. Til gengæld var Heidi megapresset over den post der lå i bunkeren – der var lige klaustrofobisk nok. Vi kom igennem og nåede TA ved kajakkerne, hvor det viste sig at der var 3 opgaver: kajak rundt om en bøje, vadning ud til en bøje, og korthusk til en post inde i skoven. Vi fik delt os op og kom hurtigt igennem alle 3. Tilbage på cyklerne og til Geocenteret hvor vi valgte klatreposten. Det var tovbanen og svævebanen bag Geocenteret, så det var hurtigt overstået og vi cyklede ud på MTB/rappelling etapen. MTB delen gik fint i starten, men min cykel var ikke færdig med at drille. Kæden knækkede, og så stod vi 3 tøser og kløede os i nakken – hvordan er det nu med de der kædeled. Vi fik det dog fixet og cyklede videre til TA og så var der rappelling ned af en silo. Her var det igen mig, der var presset på højderne – det var ikke sjovt at skulle ud over kanten. Alice hævder at hun har en meget lidt dannet udtalelse fra mig på film... Ned kom vi alle 3, og tilbage til start. Næstsidste etape var MTB til TA1, hvor der var en kanoetape, en svømmeetape (hvor det var Margits tur til at være presset) og en ’bjerg-o-løbsetape’. Og det var den. Stort set alle postbeskrivelser var ’høj’ eller ’sten’ (på toppen af en høj) eller ’udsigtspunkt’ som sjovt nok også ligger oppe. Her havde jeg fået kortet, og bortset fra nogen diskussion om den næste høj var den nærmest ved eller den lidt længere væk (vi valgte heldigvis den rigtige) og ingen diskussion overhovedet om vi skulle vælge de 2 poster nede på stranden fra, så nåede vi tilbage til TA1 og cyklerne. Tilbage i start manglede vi nu kun sidste o-løb, men da vi var eneste hold i damerækken var vi ikke for alvor bekymret for konkurrencen. Vi havde lige under 2 timer tilbage til målet lukkede, så vi løb afsted – vel vidende at sidste års o-løbsetape havde været helt vildt udfordrende. Jeg fik kortet, for Margit var træt og havde mest brug for bare at hænge i Heidi. Det gik faktisk langt over forventning – en enkelt gang eller 2 var vi lidt længere mod højre eller venstre i forhold til hvad jeg havde tænkt, og der var også tid og overskud til at vi tog den sidste post med, som selvfølgelig lå på stranden – ensbetydende med 400 trin ned og 497 trin op til mål. Tak til Margit og Heidi for en fed dag i kridtet - og tak til Jannie, Alice og Daniel for opmuntrende tilråb og slik undervejs. /Karen |
|
