Thy trail marathon

Thy Trail Marathon og WATs yderste bastion

Hvorfor krydser man landet for at løbe 21 km en råkold lørdag sidste weekend i februar? Ikke en lang distance for en bare lidt garvet adventure racer og trail er der til overflod også i hovedstandsområdet! Så hvorfor var det Jytte og jeg pakkede bilen og glædede os som små børn til juleaften?

Thy Trail Marathon afholdes af de samme folk, som arrangerer Thy Adventure Race, Thy Challenge mm. For alle Thy Race er den gennemgående figur Flemming Søvndal Nielsen, som i folkemunde kaldes kongen af Thy. Det var ”kongen” selv, der råbte os velkommen i den friske søndenvind før starten gik. Løbet var planlagt sådan, at løberne på den halve distance starter midt på den fulde marathon-rute. Det passede perfekt med, at vi kunne heppe på de første løberne, inden vi selv skulle afsted langs stranden.

De 21 kilometer går fra Stenbjerg til Klitmøller - langs stranden, op over klitterne et smut ind i landet af smalle stier, tilbage mod stranden over klitterne, videre langs stranden (kontant søgende efter så fast underlag som muligt), forbi varmt klædte publikummer i Nr. Vorupør, atter over klitterne (blev trukket op
af medløbere af den stejle skrænt) og ind igennem Tvorup Klitplantager, langs redningsvejen, videre over Vangså Klithede med støt voksende vandhuller - først til anklerne, så knæ, lår og endeligt navnlen - videre ned mod vandet til atter at løbe på stranden, hvor målet langsom voksede horisonten. Benene var trætte, men den behjælpelige søndenvind gav det sidste skub i mål ved Klitmøller til klappen og hujen.

Gennemblødte af sved og saltvand søgte vi ind i læ i Æ Redningshus til suppe, kaffe, kage og så selvfølgelig den vanlige summen af glade og trætte mennesker, som udveksler historier, erfaringer og ideer til næste løb!

Derfor krydser man landet for at løbe 21 barske kilomenter i Thy - og besøger WATs yderste bastion.

/Helle B
Tilbage
01
02
03
04
05
06
07
08
09
10