Kong Vinter
Kong Vinter 2015 – eller ’STOP så det blæsevejr!’
Hvad får mig til – år efter år – at tænke: Januar, det er den bedste måned at starte adventurerace sæsonen i?
Der var 3 elementer, der gjorde Kong Vinter 2015 til en uforglemmelig oplevelse for mig:
Først og fremmest Stormen Egon, naturligvis, der satte sit præg på dagens udfoldelser. Det kunne ikke mærkes så meget de første timer af løbet, hvor vi primært bevægede os østpå – gennem klitter, et sjovt o-løb rundt i Sommerland Sjælland og ud til Isefjorden.
Der var et enkelt stræk hvor sidevinden var så kraftig, at det var svært at holde cyklen på vejen, men så kom vi i læ igen, og videre sydpå mod Kongsøre skov gik det.
Ved TA3 fik vi at vide at klatringen (i en kran) var aflyst på grund af blæsten, og også turen ud på Tuse Næs, så herfra skulle vi bare hjemad – og det prøvede vi så på. På dette tidspunkt var vinden lige forfra, og med en hastighed over 18 sekundmeter var det stort set umuligt at komme fremad.
På et tidspunkt var vi nede og måtte gå for at komme fremad, og da vi endelig skulle nordpå igen blev vi ved med at blæse af vejen. Vi valgte derfor de sidste 3 poster fra i Jyderup skov fra – der er ingen grund til at opsøge den største risiko for væltende træer…
Dernæst navigationen, som denne gang var overladt til Sandra Bodilsen fra Farum OK. Hun var heldigvis for os sprunget til og havde taget Alice’s plads som navigatør, og det kunne mærkes. Sjældent har en orientering siddet så meget i skabet som den gjorde i år. Dels på de to fodorienteringer, hvor jeg synes jeg kunne høre en skuffelse over at Kongsøre skov ikke var sværere orientering end tilfældet var – det hører man sjældent fra en adventure-racer efter 5 timers race! Men også under cykelorienteringen, hvor Sandra fik os sikkert rundt til flere og flere valgfri poster – de ligger jo lige her, og vi skal bare lige…
Til sidst er der det at forberede i flok – Team Hustler stillede også op til Kong Vinter med forstærkning fra Jennis mand Frederik, og det viste sig at den bedste måde at forberede et løb er at lave usandsynligt meget pasta og kødsovs og så sidde 6 mand rundt om
spisebordet og nørde roadbook og udstyr aftenen før. Det var tophyggeligt, og kan klart anbefales at gøre igen.
Tak til Sandra og Helle B for at strides gennem Egon sammen med mig – og tak til Kong Vinter arrangører Sanne og Mikkel for en fed dag og aften i blæsevejret.
/Karen
|
|
|