WATs the rush en forårsdag i himlen
Hvad adskiller det virkelig gode adventurerace fra de gode eller gennemsnitlige?
Jeg tror det er de races, hvor arrangørerne har gjort lidt ekstra ud af elementet af overraskelser – hvor de giver det uventede et ekstra twist – der får nogle races til at skille sig ud som i særklasse mindeværdige.
Gepard adventurerace 2015 var et af de races. På overfladen et almindeligt race, med MTB-O, O-løb, bike-n-run og ’den skide kano’ som Bente ynder at kalde den.Men der var også 5 valgfrie poster, der ikke var markeret på de kort, vi fik udleveret ved check-in, så de rutevalg, man kunne lave inden start kun var tentative. De 5 postplaceringer fik vi så under prologen, hvor vi kunne vælge at starte 08.00 på spejlvendt kort eller 08.05 på almindeligt kort – og det fik vi vel at mærke at vide 07.55.
Dilemma! Vi valgte at vente på det retvendte kort, som vi så prompte rev i stykker og løb hver sin vej til de 5 poster.
Ved posten fik vi udleveret et 2*2 cm kortudsnit med postmarkering, og så kunne vi ellers tegne ind på kortet og ombestemme vejvalg. Ret cool feature.
Challenge distancen bliver mere og mere en ’sprint’ distance – der skal ikke meget til at ødelægge chancen for en god placering. Så da Bentes cykel punkterede efter mindre end en time – og den slange jeg havde med viste sig at have et hul, så satte vi pludselig en halv time til, og alle chancer for podieplads, tænkte vi.
Vi (Bente, Helle Bendixen og jeg) havde delt orienteringen op per kort, så Bente navigerede 1. halvdel af første MTB-O sløjfe, og da vi skulle skifte kort lå det klar på min kortplade, og vi kom sikkert til TA1, hvor kano og o-løb ventede.
O-løbet gik hurtigt og sikkert, og undervejs dukkede Malene og Team Fit4run op, så der blev lige et ekstra element af konkurrence – vi kan godt løbe fra dem, men Malene er så skidegod til at orientere, så vi ankom samtidig til de sidste 5 poster.
I kanoen – som foregik på en solbeskinnet Horsens fjord – blev vi måske en lille smule overmodige: Vi kan godt nå den valgfrie post 1 km længere ude end det obligatoriske CP, tænkte vi. Vi havde for en gangs skyld 3 pagajer, næsten vindstille vejr og rimelig god rytme i båden. Det var også dejligt, derude – selv Bente måtte næsten æde sine bandeord om kanoetaper…
Videre fra TA1 kom vi sikkert videre fra mit kort tilbage til Bentes, og her begyndte det at drille lidt. Gyllingnæs var et kort fra 1852, så den grusvej, der gik til CPV 12 eksisterede ikke længere, der var 10 minutter på stranden til fods i stedet. Det betød at vi måtte ændre planen om at gå efter de to sidste valgfrie poster og sætte det lange ben foran mod TA2 og bike-n-run etapen.
På dette tidspunkt var Helles lægge bylder, og mine lår og lægge ikke meget bedre, så da vi bommede et vejvalg på vej mod post 2 på bike-n-run var Helle og jeg klar til at cykle mod mål. Heldigvis holdt Bente fast – vi kan godt! Og så løb og cyklede vi ellers alt
hvad vi kunne for at nå ud til den skide post og tilbage til TA2 hvor de andre cykler ventede.
Vi forlod TA2 15.15, målet lukkede kl. 16 sharp, og der var mindst 1/3 af sidste etape, der var bike-n-hike på stranden fra Sondrup Strand til Hou og mål. Så Helle holdt skarpt øje med tiden, og vi slæbte, småløb og gik med cyklerne – og endelig kom vi igennem
sidste etape.
Målgang var 15.51, med alle obligatoriske og 12 ud af 14 valgfrie poster – det må være optimal udnyttelse af vores ressourcer.
Det viste sig også at række til en 2.plads i damerækken, kun slået af Team Fit4Run, der havde en enkelt post mere end os – og kom i mål 45 minutter tidligere.
Tak til arrangørerne for et virkeligt godt race, tak til Malene Bønlykke for husly og aftensmad dagen før, og tak til Bente og Helle for at stille op til spas.
/Karen
|
|
|