Kong Vinter 2017

Kong Vinter 2017 – eller frem og tilbage er lige langt.

Først var der 3 WAT hold tilmeldt Kong Vinter 2017, men med det sædvanlige frafald pga skader blev 2 af dem til ét, så vi endte med at være Margit og Mette på et hold, og Gitte og jeg på det andet. Derudover bestod damerækken af Fit4Run og 2 andre hold, så der var lidt at køre om.

Kong Vinter 2017 var et urban race – starten gik fra Rådhuspladsen, og mål var i Hareskovhallen kun 17 km derfra – utroligt at Lars Bukkehave kunne finde 30 km løb og 80 km cykling mellem de 2 punkter, men det kunne han.

Startloopet var 3 små orienteringsløb i centrum – med lidt bedre vejr havde der måske været lidt flere tilskuere end en enkelt hjemløs og Jannie og Heidi der var stillet op som hjælpere og WAT support, men så kunne vi da løbe uden at være bange for at løbe alt for mange fodgængere ned...

Startloop’ene blev hurtigt overstået – med en tur op i toppen af Vor Frue kirke som ’højdepunkt’, og så var der ellers urban orienteering gennem København – og VUC Københavns lokaler som en sjov gimmick. Vi valgte at bruge paternostrene mest muligt – posterne lå skiftevist øverst og nederst, så der var trapper nok til at konkurrere med Møn.

Derfra gik turen videre til B&W, hvor Karens "ønskedisciplin" nummer 1 ventede: Klatring i 35 m højde – først en balancebom 5 m frem og tilbage, og dernæst rappelling ned. Det kan godt være, at det var nemmere fordi det var indendørs, begge dele blev i hvert fald overstået i fin stil og helt uden bandeord, og efter en tur i mørkelabyrinten var vi klar til at cykle mod hareskoven – via Amager, Vestvolden og Flyvestationen.

Her viste al Gittes cykeltræning sig at være nyttigt – hun havde supergode ben, så jeg fik en strop, og så susede vi så hurtigt derudaf, at jeg flere gange fik navigeret os for langt, så vi måtte tilbage igen. Mest spektakulært ved Ejbybunkeren, hvor vi susede forbi mens Heidi stod og råbte: ’Kom tilbage, det er her’ – samtidig med at GripGrabs dygtige crew dokumenterede både turen den ene vej og de (lidt flove) smil da vi kom retur – heldigvis ikke alt for meget senere.

Efter et hurtigt o-løb i bunkeren og mere cola til Gitte, susede vi vestover mod Herstedhøje (selvfølgelig var der en post på toppen) og Flyvestationen (der er virkeligt langt fra den ene ende til den anden) og via et par poster i Jonstrupvang og Hareskoven landede vi i Hareskovhallen ca. 19.30.

Dér ventede afsluttende o-løb, hvor rygraden virkelig blev sat på prøve: 5 obligatoriske poster i den nordlige del af Hareskoven, og 18 valgfri spredt ud over resten af Hareskoven. Vi besluttede at tage så mange som vi magtede, og så løb vi ellers afsted.

Løb og løb er måske så meget sagt – vi luntede, vi gik, vi småløb, vi vaklede, vi faldt – og pludselig havde vi alligevel taget alle poster, og gik i mål 23.10 – 13 timer og 10 minutter efter starten, trætte, ømme i stængerne, men sindssygt glade for at have gennemført.

Det viste sig at række til en 3. plads i damerækken efter ’team kommende sundhedssektor’ og Fit4run – et superfint resultat at starte sæsonen på.

Tak til Lars og de andre arrangører for en fed rute med gode elementer undervejs, tak til Gitte for godt makkerskab, og særligt tak til Heidi og Jannie for at dukke op og heppe undervejs – det hjælper altid.

/Karen
Tilbage
02
03
04
05
06
07
08