100 miles i Colorados bjergeWATeam i forklædningAmerikanerne er jo store på velgørenhed og er gode til at lave events ud af det. Hvert år arrangerer JDRF velgørenheds-cykelløb, der skal rejse penge til forskning i Type 1 diabetes, og hvert år sponserer Novo Nordisk 20 pladser til et af løbene. Jeg arbejder for Novo, og da mailen kom om at deltage i lodtrækningen om en plads lavede jeg en klassisk Karen: ”Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert godt – og desuden skal man jo deltage i lodtrækningen 1000 gange for at vinde en plads”. Det skulle jeg så ikke, så siden påske har jeg vidst at der lå 100 miles i Colorados bjerge og ventede på mig. Når nu Novo var sponsor måtte jeg finde mig i ikke at stille op i pink, men i stedet i Novos hvide teamfarver (under en vis protest – hvem f.. finder på hvidt cykeltøj?). Det viste sig også at der kun var herrestørrelser at vælge imellem, så da jeg blev spurgt om jeg ville leje en cykel i stedet for at have min egen med var svaret pænt nej, tak. (160 km på en herresadel – av min …) Jeg nåede en prøvetur fredag eftermiddag – og blev noget nervøs for lørdagens tur for der var hedt, og luften var tynd – Loveland, Colorado ligger i 1500 m, så der er mangel på ilt allerede inden man begynder at køre op ad bakke. Ruten var et krøllet ’T’, hvor man kørte ud og hjem i hvert ben på overliggeren, inden vi skulle tilbage mod mål i bunden af T’et. Starten gik lørdag morgen kl. 7, så temperaturen var heldigvis lidt kølig og da der oveni var delvist overskyet var det lige før jeg savnede et par løse ærmer at tage på. Men det skal køres væk, og det blev det så. Hurtigt blev feltet på 450 ryttere spredt i mindre grupper, hvor vi kunne skiftes til at trække – eller, til at starte med lagde jeg mig pænt på hjul – jeg havde set højdeprofilen, og hvis jeg skulle stejlt op ad bakke til sidst på et så langt løb, så kunne alle herrerne få lov til at trække. Det var indlagt pitstops efter hver 8-10 mil, så hurtigt besluttede den gruppe jeg var i at springe hver anden over for ikke at være alt for længe om det. Turen gik ad snørklede veje ud af Loveland og ud mod forbjerge til the Rockies, der langsomt og truende kom nærmere. Først gik turen dog sydpå i toppen af T’et, og her kunne vi første gang vinke til nogen af de hurtige ryttere, der var på vej retur fra 1. vendepunkt. Det lå ved ca. 40 miles, og jeg følte mig i fin form. Tilbage nordpå gik det, og nu begyndte gruppen langsomt at blive lidt mindre, og jeg fik også lov til at trække undervejs. Ved T’et kunne man dreje mod øst og mål, men så ville man ’kun’ køre 77 mil – så vi fortsatte nordpå. Vores lille gruppe bestod nu kun af mig og Adam, en amerikaner, der heldigvis kørte nogenlunde samme tempo som jeg – så vi endte med at følges ad resten af vejen. På vej mod reservoiret og loopet i yderste ende af T’et kom der en pæn stigning, hvor jeg godt kunne mærke den tynde luft og de efterhånden mange km i benene, men den store stigning udeblev. Det viste sig, at ruten var lavet om, så den højdeprofil, der havde skræmt livet af mig hele sommeren på kontoret i stedet var en relativt flad profil, der også egnede sig til rookies som mig. Det var en glædelig overraskelse – og måske godt jeg ikke vidste på forhånd, for så havde jeg nok ikke taget træningen så alvorligt... Tilbage fra loopet fulgtes vi lidt med 2 andre Novo-folk, men den ene havde et dårligt knæ, så de satte farten ned med ca 15 mil igen. Så Adam og jeg fortsatte vores fine rytme med at skiftes til at trække, mens vi langsomt åd de sidste miles mod målstregen. Vi endte med at være i mål efter 5 timer og 35 minutter (eller, måske lidt længere end det – min Endomondo går på pause når jeg står stille), og selvom det var varmt og hårdt til sidst er jeg vildt glad for at jeg var med – det var en superfed oplevelse jeg gerne gentager en anden gang. /Karen |
|
