Delta AR

Min personlige beretning som Debutant indenfor adventure race. Delta Challenge. Womens Adventure Team.

Vi har et fælles mål og vi har interesse i at alle resourcer i teamet bliver brugt optimalt. Vi kender ikke hinanden særligt godt, så vi taler kort om styrker og svagheder, så vi har en idé om hvordan vi kan supplere hinanden men med en klar rollefordeling. Nu skal det så bare lige udføres i praksis, med en sprit ny aspirant ombord på holdet. Me :)

Efter briefing står vi klar på morgenens våde græs, og sendes afsted med musik og opmuntring, ud på prolog. Vi starter med O-løb, det kender jeg. Skov, poster og øøøh vandrør? Masser af rimeligt koldt vand, mudder og mørke rør vi skal igennem. Havde nogle af teams´ne pandelampe med? nææh. Jeg prøvede desperat at lyse med mit ur, det hjalp nada. Vi kom igennem det hele og tilbage til efterskolen. Karen og Helle tog udspringene og jeg hjulede afsted på min MTB, ud på tracks for at samle 4 tal ind. Jeg kom igennem, men kun med 3 tal og hvor var pennen henne? Fuck! 1 opgave og allerede havde jeg klokket lidt i det. Det var garanteret ved den store træstamme før bakken, som jeg optimistisk tænkte jeg kunne køre/hoppe over. NOT. (ja der er desværre vidner) Her mistede jeg nok fokus på at kigge efter det sidste tal. Tilbage igen og få det sidste med.

Retur til Efterskolen, mødes med Helle og Karen, og så ud på ruten. Jeg var spændt på i hvilket omfang vi ville møde de forskellige discipliner. Med fokus på tid, retning og godt humør kørte vi afsted i et godt tempo, hvor jeg downhill var glad for, at min Cykel lige havde gennemgået bike check og var blevet spændt efter. Fed rute, gode bakker, lækkert vejr, fuld fokus på en af mine opgaver: at få klippet poster. Ja holdet anvendte vaske ægte Cloosed loop ;) Fedt at dagligdagens arbejdsredskaber på traumecentret, kan overføres til Adventure race i Vejle.

Vi blæser ind på T1, møder synet af flade gummibåde og en bunke veste. Vi lægger cyklerne og går lynhurtigt igang (Karens opfordring) med næste opgave, ikke mange minutter efter er båden ved vandkanten. Jeg kommer med et hurtigt forslag til placering, og vi får bakset os alle tre i båden og Karen begynder at padle os ud mod vikingeskibet. Vi kommer med motiverende udmeldinger til Karen, som ingen tvivl er motoren og Pocahontas her. Halvvejs ude med lidt vandindtag i båden, når jeg at tænke en sympatitanke, for dem på DM ruten som garanteret skulle udføre denne disciplin/opgave i nattetimerne, med begrænset lys. Vi havde det egentligt meget lækkert i solskin på vandet.
Med kurs mod land, mødes vi af de store høje gutter som nøje fra vandkanten skuler til hvordan vi bære os ad med at være 3 i den lille gummibåd, deres regnestykke er lidt anderledes. Ja her har det sin fordel, at vi er et hold på tre ikke alt for store kvinder.

O-løbet herefter går super godt, da Karen foreslår vi tager posterne i strategisk rækkefølge, så vi kommer hurtigt tilbage med god energi, og videre mod T2.

Det er en lang tur men jeg kan mærke at mit alt for lille kendskab til MTB kørsel, begynder at drille mig lidt med de gode bakker. Følelsen af at ramme de rigtige gear på det rigtige tidspunkt på vej op var fantastisk, det skete bare ikke særligt tit for mit vedkommende. Det spillede ikke helt, men når det gjorde, fik den fuld pedal :) De to andre, Helle og Karen, kunne jeg altid se foran mig, og det var en motiverende trækkraft, at de ofte kiggede sig over skulderen, og sikrede at jeg var med.

På ruten mod T2 kom udtrykket “gentlemans swop” til sin ret, når posterne skulle klippes. Gutterne vi mødte på ruten var gode til at holde en provokerende god konkurence-humor kørende og lagde en indsats i at være flinke, så man ikke følte sig malplaceret som ny.

T2 er nået og vi starter ud med endnu en lækker stejl bakke på o-løbet, mit hjerte varmes, da vi kommer til et område, med synet af klatreseler. En disciplin med udstyr hvor jeg endelig er på hjemmebane, desværre er ingen klatring involveret, men det vidste jeg på forhånd. Svævebanen var nu en meget sjov måde lige at fede den på i 10 sekunder.

Ud på ruten igen og videre mod T3. Vi cykler, og cykler og cykler og bakkerne begynder at drille mig og fejl 40 på MTB. Karen husker mig på trækket som jeg kan bruge (Jeg havde det ambivalent med brug af træk). Jeg bruger det kortvarigt og det hjælper, men stædigheden tager over og jeg tuner ind på at skrue lidt mere op for viljestyrken og de positive tanker og træder mere igennem.
Min tilplastrede gel-cykelstang giver mig lidt kvalme ved synet, og hjælper overhovedet ikke på mavekramperne.
Turen gennem den grønne skov, mørke vandrør og mudrede stejle bakker med cykel fjerner fokus fra kroppen der brokker sig.
Udover fascinationen af det vel tilrettelagte race og natur, kører jeg nu på taskelommens blandede chokolader og tørrede polske pølser og vand. Det giver helt sikkert opsving i blodsukkeret, og fremprovokere fjollet brug af det fonetiske alfabet, når vi møder div bogstave poster. Vi krydser herudover lige DM finalisterne, som ser knivskarpe ud og jeg får lige lyst til at stramme lidt mere op.

Fremme ved T3 sendes vi ud på O-løb, som foregår imellem folk der sidder og spiser deres frokost, og ellers nyder solen inde i byen. Her på Ruten løber vi side om side med 3 unge høje gutter. Ja, jeg misundede deres lange stænger på løbet, men jeg tror de misundede vores korte, da vi skulle igennem de små vandområder, hvor der ikke var højt til loftet.
Forbipasserende så lettere forvirrede ud da vi firede os ned mod byens vandløb, og kom op igen og løb våde igennem gågaden for at jagte poster og klip. Det var lidt sjovt at forstyrre freden i Vejle by.

Ved næste Disciplin tog Karen (selvfølgelig, overskuds kvinde) single kayakken. Helle og jeg i to´eren. Jeg sagde undskyld hver 20 sekundt de første minutter, da jeg lige skulle fatte at bagmanden er styrmand og er den som falder ind i rytmen undervejs, og min opgave, var “bare” at sætte tempo og padle kontinuerligt, og ikke forsøge at kompensere for skod kurs mod ænder og siv. Da tiøren her faldt, fik den fuld smadder, og vi overhalede da et par stykker på ruten. Vi er et godt team, også i modstrøm! At få kayakkerne tilbage til T3, var vist den største udfordring her. De var tunge!

Bike N run gik derud af med træk på skift, indtil vi var i tvivl om hvorvidt vi egentlig var hvor vi troede. Trods Helle´s imponerende indsats på O-MTB gennem hele racet, måtte der lige holdes fuld stop, for første gang, for lige at diskutere området, hurtigt igennem. Noget stemte ikke helt overens, Rundkørsel?. En blanding af mavefornemmelse og erfaring fra Helle og Karen fik bragt os på rette spor, til første post. Jeg lavede en aftale med Karen og Helle, at jeg løbe de resterende km, for interresse i at se, hvordan min krop egentligt arbejder på 8-9. time med blandet sport (det var nemlig en first timer). Solnedgangen farvede himlen og følelsen var sublim, Adventure race er fedt.

Tilbage til T3 op på cykelen og mod mål med sidste post klippet, var det lidt svært at forstå at løbet snart var overstået, og indenfor acceptabel tidsramme. Mit første adventurerace, som en del af WAT (Womans Adventure Team), snart veloverstået. Det er en særlig følelse der opstår lige før man krydser mål. Jeg tænker at det skal opleves, for at forståes, da følelsen er individuel og farvet af hvad du har tænkt og oplevet undervejs på ruten med dit hold. Udover at være glad for at alle mine tænder var intakt da vi kom i mål, fik mine teammedlemer lige en ordentlig krammer, samt high 5, fordi det var en fed Challenge som jeg klarede mig igennem med lige præcis Karen Sejrsgaard-Jacobsen og Helle Bendixen.

Skrevet af Debutant i Adventure Race Maria Koc
Tilbage
01
02
03
04
05