Yeti adventure challengeYeti adventure challenge – eller hvordan 60 timers eventyr blev til 8...Det sværeste i adventure race er altid at stille til start, så da Kristian meldte fra i maj var gode råd dyre. Heldigvis var Henrik lige så blank som jeg med hensyn til hvad det var vi havde fået sagt ja til, så holdet til det første Euroseries Adventure race på dansk grund blev Frank og Thomas fra team Summit Seekers, og så Henrik og jeg. Der blev pakket og planlagt, og pakket lidt mere (jeg fik af vide at min 4 timers pose rakte til et kvarter, så de måtte lige udvides lidt), og ind i mellem fik vi også trænet lidt. Torsdag morgen gik turen mod Silkeborg, hvor der skulle checkes ind, pakkes race-tasker, demonstreres klatreskills, nørdes kort og slumres inden turen gik i bus til Viborg og start. Her fik vi lavet 1. rookiemistake: Blandt de 24! udleverede kort var en brochure over Daubjerg kalkgrube, som jeg besluttede var uden betydning, så den blev efterladt i bagagelokalet. Det var så kort 6A, som viste de 3 poster, der var i gruberne...Heldigvis kunne vi låne Anders’ kort, og Frank er ret god til frihåndsteging, så vi åndede lettede op. Vi estimerede vores tider til hurtigste tid + 50%, og det ville betyde at vi ville komme i mål efter 57 timer, 3 timer før seneste målgang. Det viste sig overhovedet ikke at holde – men mere om det senere. Starten gik kl 18 fra domkirkepladsen i Viborg, med et prolog o-løb rundt i Viborg, inklusive en tur på 11. etage i sygehuset. Det gik hurtigt, og så var det retur og klar til 1. etape ud af 10, som var en inline/trek/svømme etape. Inline er ubetinget min hade-disciplin – kombinationen af dårlig balance og manglende bremse/styreevner gør inliners til et studie i bambi på glatis, så holdets strategi var at stabilisere mig mest muligt. Frank havde en teleskop-malerstang, så Thomas var i front, jeg var i midten, og Frank og Henrik skiftedes til at tage bagtroppen og spejderrollen. Det virkede fremragende, så selvom de førende hold allerede var langt foran, gik det fint fremad. Frank navigerede – jeg havde rigeligt at gøre med dels at holde balancen, dels at prøve på at lade være med at gå i panik over hastigheden... Efter næsten 20 km inliners kom vi til Hald sø, hvor vi skulle svømme over. Kombinationen af modvind, en ikke helt vandtæt drybag, og en meget lang krydsning (estimat 1200m) gjorde os godt gennemkolde og nu begyndte mørket også at falde på. Vi fandt heldigvis posten på den anden side, og kom op ad skrænten og ud til vejen for at fortsætte inliner etapen. Det blev en meget lang rulletur i mørket, med skift mellem inliners og løbesko, når vi nåede grusstræk – og en enkelt virkelig scary episode, hvor det gik så meget ned ad bakke at vi ikke kunne bremse. Heldigvis var der græs og hæk til højre vi kunne smide os i – og Thomas kunne konstatere at inden næste inline-etape skulle vi finde en ny bremseklods til ham, for han var godt nede i bunden af sin. Der var også et mindeværdigt møde med det lokale politi på patrulje, der ikke helt kunne forstå hvad 4 personer på inliners, en teleskopmalerstang og refleksveste havde at gøre i Romlund kl 01.30 – men de endte faktisk med at køre til TA1 for at se hvad der skete af spændende ting der. Til sidst – ved 2 tiden om natten – nåede vi Kvols, og skulle bare ned af sidste bakke til TA1 og skift til Kajak – og her gik det galt. Bakken var stejl, så Thomas løb i forvejen for at se hvordan det så ud, jeg satte mig for at tage skøjterne af – og Henrik prøvede at rulle ned, for så at styrte og lande rigtig grimt på højre arm. Der røg et håndled, og dermed den videre deltagelse i løbet. Vi fik ham pakket så varmt som muligt, og ringet efter en ambulance – hvor samtalen lød nogenlunde sådan her: mig: .”Vi skal bruge en ambulance til hjørnet af den og den vej, vi har en mand der er faldet på rulleskøjter og har brækket armen” Alarmcentral: ”Hvor gammel er han” mig: .”50” Alarmcentral: ”Kan I selv komme ind med ham” mig: .”Nej, vi er også på inliners” Alarmcentral: ”Er I berusede?” mig: .”Nej, men I må gerne sætte fart på, for han er våd og kold” Alarmcentral: ”???” Det endte med at vi fik overtalt dem til at sende ambulancen, så vi kunne sende Henrik afsted. Vi overvejede kort at fortsætte udenfor konkurrence, men med en mand uden tørt tøj og sko, og uden mulighed for at komme hjem blev beslutningen at trække stikket. Vi samlede grej og fik et lift tilbage til Silkeborg og bagagelokalet hvor vi kunne sove lidt inden vi var klar til at samle Henrik og cykler op og drage hjemover. /Karen |
|
