Offroadtri - svøm, mtb og løb
Det var første gang jeg skulle prøve at lave en triathlon 600 m svøm - 12,5 km mtb - 5 km løb, jeg havde glædet mig, men var også nervøs for svømningen især. Vidste selvfølgelig godt, at jeg kunne svømme, men hvor håbløs var min brystsvømning i en lidt for stor våddragt, det havde jeg ingen idé om. Det viste sig dog ikke at stå så slemt til selvom jeg var 2. sidst oppe af vandet. Jeg var ikke tidsmæssigt særlig langt efter, så et hurtigt skift og så af sted på mtb. Omstillingen var lidt svær, men efter et par km kom der flow i cyklen, og så gik det derudaf. Der gik ikke længe før jeg lå sammen med Tine Hansen fra Fit4Run, som jeg hurtigt fornemmede var på samme distance som mig. Jeg var lige på hjul af hende, og da vi skiftede til løb var det kun få sek. imellem os, og så kunne det vel ikke være så svært... Løb ved jeg da, at jeg kan finde ud af, men hun løb godt til. Da vi havde løbet lidt over halvvejs, var hun stadig ca. 10-15 m foran mig, så der måtte satses, og jeg skruede farten i vejret. Stille og roligt kom jeg tættere på, og med omkring 1 km til mål, passerede jeg hende. Hun var dog slet ikke træt, så hun holdt tempo og lå lige i hælene på mig. Men men men... med endnu et temposkift, da der var 500 m til mål, og en spurt til sidst, så måtte hun se sig slået med 2 sek. Jeg blev nr. 2 efter Julie Månsson, som er mange gange tidligere danmarksmester i crossduathlon og mtb, og som vi aldrig så andet end ved start og i mål, så er jeg helt klart tilfreds med min indsats. Det var stort, det havde jeg slet ikke turdet håbe på. Det er helt klart ikke sidste gang, jeg er med til triathlon!
Også Margit tog en flot 2. plads på den korte distance 300 m svøm - 8,4 km mtb - 2,5 km løb. På samme distance sneg Lea sig ind på 3. pladsen skarpt forfulgt af Malene, der således blev nr. 4. Det er absolut godkendt, hvis vi selv skal sige det.
/Ann-Dorte
Resultaterne:
Præmieoverrækelse "PythonPro Offroad Triathlon" - Klasse: Kort distance Damer
1. Iris Reynisdottir (00:44:07)
2. Margit Nelboe (00:45:13)
3. Lea Longwitz (00:48:07)
Præmieoverrækelse "PythonPro Offroad Triathlon" - Klasse: Mellem distance Damer
1. Julie Månsson (01:08:44)
2. Ann-Dorthe Lisbygd (01:12:17)
3. Tine Hansen (01:12:19)
Endnu engang tak til fotograferne for rigtig gode fotos.
|
|
|