West Coast Challenge

Der var lagt op til et spændende race, banelæggerne havde virkelig gjort et godt forarbejde, og det bar både skriv på hjemmeside og i roadbook'en præg af. Der var tale om et race med 32 poster, som måtte tages i vilkårlig rækkefølge, og ingen regler for hvor man måtte cykle eller tage sin cykel med hen. Udover 2 poster som bike'n'run, så var der ingen regler, og det var for alvor op til det enkelte hold at planlægge den bedste rute. Starten gik kl. 24.00 og der var kalkuleret med en vindertid på 6-8 timer.

Et tvist var dog en post ude i vandet ved Langli, en ø ca. 1,3 km ude i vandet samt nogle poster på Skallingen, som er et stort vådområdet præget af tidevandsfloder. Fordi det ikke lige er i geografitimerne, vi har hørt bedst efter, så kan en information omkring højvande godt misforståes. Vi havde nøje planlagt vores rute, og havde selvfølgelig taget højde for, at vi skulle have taget alle posterne på Skallingen samt posten ved Langli inden højvande kl. 4.53, men vi havde bare ikke lige kalkuleret med, at vandet kom nogle timer inden tidspunktet for højvande.

Starten gik helt ude ved Danmarks vestligste punkt Blåvandshuk, en raket blev sendt op, og da den sagde bang var startskuddet lydt. Nogle kørte sydøst og andre mod nord. Afsted det gik på stranden i sandet. Vi havde planlagt at køre mod nord og tage 7 poster inden Skallingen og efterfølgende Langli. På vej til start blev vi dog opmærksomme på, at havde misforstået informationen omkring højvande, men vi følte ikke, vi kunne ændre vores plan, og håbede at det ikke havde alt for stor indflydelse. Vi vidste dog, at det skulle gå rimelig tjept, da vi ellers ville ramme tidevandet på sit højeste. Dennis skulle lige læse sig ind på kortet, og da alle stier ikke var lige gode, såfremt de overhovedet var der, så var det ikke den mest optimale start vi fik. Med en lille omvej, ro på tempoet og koncentreret orientering fik han styr på det. Vi fandt posterne uden alt for meget tidsspilde, og så var vi for alvor igang.

Klokken nærmede sig 2.00, og vi kørte mod vådområdet. Vi valgte at tage posten ved Langli før Skallingen, da den indebar det lange stræk i vandet. Det var vist en meget fornuftig beslutning eftersom vandet i hvert fald steg med 15 cm fra vi gik i til vi kom retur. Det var en hård tur i vandet, som dog ikke kom over knæhøjde. Så ventede Skallingen, som vi var ret spændte på. Vi parkerede cyklerne, og så skulle posterne hentes til fods. Det var et meget ujævnt terræn, ligesom en kæmpe mose, og så var der de her tidevandsfloder. De første vi skulle passere var ok, men de blev dybere og dybere, jo længere tid der gik. Der var intet at orientere efter udover kompas og floder, som krogede sig ind i terrænet. Det var imponerede orientering af Dennis, for vi ramte lige i alle posterne! Vi havde dog vores udfordringer med tidevandsfloderne, som ind imellem var så dybe, at vi ikke kunne passere og måtte længere ind i terrænet for at komme forbi. Hvis det så bare havde været lyst, så kunne man da bare have svømmet over, men mit batteri til lyset kunne ikke tåle vand, så der var ikke noget af gøre. Set i bakspejlet var det faktisk lidt vildt, vi var nok gennem vand til hoften og nogle gange brystet 15 gange. Udover dette kom så de 20 andre gange, hvor det blot var mindre vandpassager, hvor vi var i til ankler og knæ. Det var godt det ikke var koldt, for så havde det nok ikke været særlig sjovt...

Klokken nærmede sig 6.00, og vi var færdige med posterne på Skallingen. Humøret var ikke så højt, vi havde ikke set nogle konkurrenter i lang tid, og vi havde ingen idé om, hvordan vi lå. Vi vidste blot, at vi havde været igennem rigtig meget vand, og at det med stor sandsynlighed kunne havde været undgået, hvis vi havde taget til Skallingen og Langli til at starte med. På den anden side havde vi gået lige i alle posterne pånær den lille omvej til at starte med, så selvom vi var trætte, så prøvede vi at holde humøret oppe. Det blev rigtig koldt på cyklen efterfølgende, fordi trætheden gjorde sit indtog, og flere gange var Dennis ved at falde i søvn. Han var sågar lige ved at køre ind i mig, hvilket virkelig havde været kønt. Jeg prøvede at snakke lidt, men det var ikke let, da svarene bare var "ja", "nej" eller "det ved jeg ikke rigtig". Heldigvis vågnede han igen, og så ved jeg ikke, hvad der var sket, men så var der bare total meget energi og kampgejst. Herfra var det ham, der holdte mig igang med "kom så" og "kom nu" for min krop var ved at være godt brugt.

Der var en post i en grøft med dybt vand, mudder og masser af siv. Over det hele var der spor, og der var ingen tvivl om, at folk virkelig havde ledt efter denne. Der var en sø med mås, så man nærmest gik på levende øer. Man sank godt ned for hvert skridt, og det var virkelig tungt. Der var 2 poster, som stod ude i nogle små søer. De var heldigvis ikke så dybe, som det vi havde været igennem på Skallingen, så i forhold til det, så skulle der mere til for at skræmme os. Vi kom fortsat lige til posterne, solen var stået op og vi havde fået varmen, så humøret steg og vi kæmpede os afsted. Der manglede nu kun et løbestræk, og det var 4 poster i et militærterræn. Det var mega tungt, fordi der var så meget sand, og der blev de sidste kræfter virkelig brugt, det trak tænder ud. Jeg vidste, at der nu ikke var langt igen, før vi kunne vende næsen hjemad.

Fra militærterrænet skulle vi til bike'n'run, som var lavet sådan, at man ikke behøvede at tage posterne, men hvis man gjorde det, så blev der trukket 40 min fra tiden ved mål. Efter kortet var det en rundtur på ca. 6 km, og vi delte rollerne sådan, at det var bike for mig og run for Dennis. Så sejt gået - han bankede lige den løbetur af på no time. Herfra et langstræk på stranden, og så ellers af store skovstier og veje det sidste af racet. Den sidste energi jeg ikke troede jeg havde, blev brandt af, og vi kørte over målstregen i tiden 11 timer og 7 minutter. Vi var egentlig i mål som 3. mixhold, men fordi det 2. hold ikke havde taget bike'n'run, så blev vi nr. 2. Mega sejt!!

Det betyder bare, at man skal aldrig give op. Kæmp til det sidste og tro ikke, at de andre er langt bedre!

Ked af det tøser, men det er nok ikke sidste gang, jeg laver adventurerace med min storebror:-)