Århus City Challenge 2009

Løbet var lavet som sløjfeløb med 5 sløjfer og ens, tvungen rækkefølge for alle hold. Starten gik kl. 07:55 da solen stod op, og man skulle senest være i mål 10 timer og 20 minutter senere kl.18:15, da solen gik ned.

1. sløjfe var et byorienteringsløb med flere trappeløb, blandt andet op i Prismen, et kirketårn og en 14 etagers høj beboelsesejendom. Derudover skulle vi kommandocrawle over Århus å. Både løb op i kirketårn og kommandocrawl gav desværre kødannelse, hvilket var lidt uheldigt, da der i hvert fald ved kommandocrawl sagtens kunne have været flere reb at kravle på. Det gik dog ganske godt, og selvom vi ikke var lige så hurtige som mange af de andre hold, så ramte vi stort set lige i posterne, så vi var fint med i forhold til de andre.

2. sløjfe var mountainbikeorientering med en del kørsel på asfalt men også nogle skovstier, og pulsen blev banket helt op, da vi skulle hente et par poster på toppen af 2 bakker i Hasle Bakker. Holdet skulle også løbe samlet 6 runder på en crossbane, som mildest talt var godt mudret. Det var 2 skridt frem og 1 tilbage. Samlet set gik også denne sløjfe godt, selvom vi kom til at vente ved en del lyskryds, havde en punktering, og en enkelt gang måtte køre en omvej, da der viste sig at være et hegn der, hvor vi ville have været igennem. Vi havde nu samlet brugt ca. 4,5 time.

3. sløjfe var kano inkl. transport af kano, svømning og til sidst udspring fra en båd. Alice havde heldigvis skaffet nogle letvægtshjul til kanoen, så vi uden for meget besvær kunne transportere kanoen ca. 2 km ned til vandet. Det var så bare rigtig ærgerligt, at vi havde glemt klippekortet og først fandt ud af det, da vi næsten var nået helt derned. Det kostede en ekstra løbetur, men sådan kan det gå. Nede ved vandet skiftede vi til våddragter, og så ventede der bare høj sø og stiv kuling uden lige.
Først skulle kanoen i vandet, og med den skulle vi svømme ca. 15 meter ud i vandet og klippe en post. Det var ikke let, men det lykkedes efter nogle flere svømmetag, end jeg lige umiddelbart havde regnet med. Efterfølgende skulle vi op i kanoen og ned langs kysten, i land, klippe en post og så tilbage igen. Der var rigtig mange bølger og vind, så det var så flot styret af Alice, at vores kano holdt retning, og vi i det hele taget ikke kæntrede. Med det samme kanoen kom i land, kom en bølge, der slog kanoen skæv, og næste bølge røg derfor i kanoen. Så var det bare at få rettet op i en fart, og øse vandet ud igen. Det var umuligt at sætte sig i kanoen og sejle ud, så vi måtte skubbe kanoen godt ud i vandet og så hoppe op i den bagefter. Her ventede så nok den hårdeste kanotur, jeg nogensinde har roet. Vi roede og roede og roede og så roede vi endnu mere, og vi kom stort set ingen vejne. Vi kom til at kigge os tilbage efter ca. 10 minutter, og vi var måske kun nået 200 meter. Ud over at det var hårdt at ro, så var dét syn psykisk hårdt. Men der var kun en vej, og det var fremad. Vi gav den maks gas, og det var en lettelse, da der var kortere vej til båden, end det vi allerede havde lagt bag os. Da vi endelig nåede frem, tøjrede vi kanoen fast til et reb og klatrede ombord. Der var udspring fra ca. 3, 5 og 11 meters højde. Nu var der bare det, at vinden gjorde det til en meget gyngede tur på båden.
Heidi var sej og accepterede springet fra 11 meter, men da hun kom op i kontroltårnet og fandt ud af, hvad det var, hun stod overfor, så var det måske ikke lige den mest trygge udfordring. Der skulle tages et par skridt ud på en træbjælke, og så et skridt mere for at komme helt ud over bådens kant og ned i vandet. Kombinationen af en manglende følelse af sikkerhed, og de mange vip på grund af vinden gjorde hende rigtig søsyg, og hun fik derfor lov at kravle ned igen. Alice tog springet på de 3 meter og jeg de 5, som jeg vel og mærke heller ikke synes var speciel sjovt. I vandet kom vi og Heidi kom tilbage i båden. I mellemtiden var en anden båd blevet fyldt med vand og en panisk fyr holdt fat i vores kano indtil vi fik kaldt redningsbåd hen for at hjælpe ham. Set i bakspejlet var det ikke lige det fedeste, vi har prøvet, og der skulle efter vores mening havde været nogle flere redningsbåde i vandet. Udspring fra 11 meter i den bølgegang var også ret van(d)vittigt.

4. sløjfe på rulleskøjter gik for mig over al forventning takket være Heidi og Alice. Jeg ligner stadig en smule bambi på glat-is, selvom det går fremad. Der var ellers nogle flere bakker, end jeg havde regnet med, men jeg fik både fart på og kontrolleret bremsen, når det var nødvendigt. Vi havde valgt ikke at tage løbesko med, så det kostede en omvej for at kunne løbe på asfalt, da den korteste vej viste sig at være en grussti. Det var en udmærket disponering, da energien var bedre på rulleskøjter end med løbesko.

5. sløjfe var igen løb men denne gang med tvungen vejvalg. Først skulle 2 personer kravle op i en mast og rapelle ned igen. Det klarede Alice og Heidi i flot stil. Efterfølgende skulle vi i 3 hjørner af Århus stadion, vel og mærke helt øverst oppe. Dernæst
gik det derudaf langs det tvungne vejvalg. Vi var kommet i tidsnød, og måtte desværre vende næsen hjemad efter 5 poster, dermed manglede vi de sidste 4. Det var lidt af en nederlag, men vi måtte erkende, at vi ikke kunne nå det, og efter at være kommet i mål, så viste det sig også, at vi alt i alt havde gjort det ganske godt i forhold til de andre hold.

Vi havde sammen et rigtig godt løb med perfekt udnyttelse af hinandens evner. Det er det, som er fedeste ved at godt team! Tak for en super oplevelse:-)

Vores GPS-spor
Resultater
Galleri