Tøsetoget
Tøsetoget opstod, fordi Malene, Anna, Alice, Sheena og jeg mødtes i gråt vejr til at køre “Gribben”, et årligt MTB løb, der er lidt specielt, fordi det ikke forgår på single tracks, men udelukkende på asfalt, lidt græs, mudder og vådt grus, grus, grus.
I år blev der tilbudt en holdkonkurrence, hvor tiderne fra et holds 4 bedst placerede ryttere blev lagt sammen. Muligheden for at føle holdånden var selvfølgelig noget, der frister WATeam'er, og så tog det Anna og Malene ikke særlig længe at overtale mig til at deltage i dette løb, som med 77 km ellers er lidt langt til min smag.
Jeg ved ikke, om og hvordan andre hold lagde deres strategi, men vi havde ihvertfald en plan, nemlig at køre et klassisk holdløb, hvor man sidder på hinandens hjul, hjælper hinanden og tager føringer efter dagens form.
Og det fungerede rigtig, rigtig godt! Allerede lige efter starten, på trods af det sædvanlige kaos, lykkedes det os at samle op og gå i gang med rulleskift. At finde et passende tempo og at holde det er svært, hvis man ikke har øvet det med hinanden tidligere. Vi blev dog bedre og bedre undervejs, fordi alle kikkede efter og kommunikerede med hinanden. Det var især Anna, der havde overblik – et overblik der i stigende grad blev udfordret, for det første fordi sådan en målrettet gruppe af 5 rytter som os, selvfølgelig havde tiltrukket en hale af snarrådige ryttere, der så chancen og greb den. For det andet var vi i den grad smurt ind i mudder, at det at identificere hinanden var blevet alt andet end overskueligt.
Når man kører som hold, går tiden og de to omgang i Gribskov utrolig hurtigt. Pludselig kørte vi ud af skoven, ud på asfalt på de sidste to km inden målet. Der blev det igen rigtig spændende, fordi to kvindelige konkurrenter øgede presset og var ved at slippe væk, så at vi måtte reorganisere hurtigt: Malene fulgte med, Anna sendte mig med, vi indhentede dem, overhalede dem og nåede målet lige inden vores konkurrenter.
Med en køretid på under 3 timer og WATeam yderst synligt på pladserne 3, 4 og 7 til 9 i et felt af 17 kvinder, ser den individuelle resultatliste rigtig flot ud! Resultatet i holdkonkurrencen gør mig endnu mere stolt med en 6. plads som eneste kvindehold blandt 14 rene mandehold!
Oven i købet fik vi jo en gratis mudder-ansigtsmaske og sandslibning af tænderne, samt jord-kajal i øjene – hvad kan man ønske sig mere.
Tak til holdkammeraterne! I gjorde oplevelsen echt geil :o)
/Doris
Resultater kan ses her
|
|
|