Cooley Raid, et Vikingetogt

Holdet bestod af Robert Mortensen, Lars Bukkehave, Maja Lynge Rasmussen og mig, Sheena Wallace.

Allerede i Kastrup lufthavn kom Lars' talegaver holdet til gode. Med sit store talent for nærmest at paralysere folk med sin uendelige talestrøm, fik han overbevist lufthavnspersonalet om, at tre af cyklerne skulle med uden ekstrabetaling. Overtalelse er en god egenskab for en holdkaptajn.

Efter en spændende flyvetur, hvor piloten valgte at slukke for motorerne efter ca. 10 min. i luften og derved lige peppede turen lidt op for os passagerer med flyskræk, landede vi trygt i Dublin og blev hentet af vores kontakt i Irland, Paul Mahon. Paul, der også skulle deltage i løbet, havde via nettet tilbudt os logi og viste os de kommende dage en overvældende gæstfrihed ved tålmodigt at se til, mens vi spredte cykler og grej ud i hele huset og snart havde overtaget hans hjem.

Torsdag tog vi en træningstur i bakkerne for at rekognoscere; mærke terrænet, prøve vores træksystemer af og finde ud af hvor vi lå i forhold til hinanden. På denne træningstur fik vi vores første smag af det barske og kuperede terræn, da Maja uheldigvis gled og forstuvede sin ene ankel. Det gav lidt svovlen, men Maja bed det i sig og var hurtigt på benene igen.

Dagen bød også på en lidt sightseeing i Dublin, hvor vi dog endte med, på bedste adventurevis, at tilbringe mest tid i ”The Great Outdoor Shop”, hvor vi fik tømt butikkens lager af vidunderproduktet ”Nuun” (elektrolytbrusetabletter).
I byen stod den desuden på Guinness, som irerne ynder at hælde både i pintglas og i deres mad. Det slog hårdt efter en træningstur i bakkerne og gjorde, at vi alle måtte kapitulere tidligt, selvom Paul gerne ville have vist os samtlige af Dublins pubber og blev lidt skuffet over hvor svage vikingerne viste sig at være i disciplinen pubcrawl.

Fredag var pakke- og teamdag, hvor vi fik styr på grejet og fik snakket sammen om mål, strategi, ambitioner og værdier. Noget der kan tage uendelig langt tid, især når man har en holdkaptajn med førnævnte velsignede talegaver! Vi blev dog klar til at tage af sted i Pauls tætpakkede van tidligt lørdag morgen til byen Carlingford, hvor løbet skulle starte og slutte.

Det vakte en del nysgerrighed og forundring fra de andre deltagere og crew, da vi ankom til Carlingford. Det var vist første gang, at et hold af anden nationalitet var tilmeldt deres løb. Faktisk fik vi at vide senere, at den eneste grund til, at løbet ikke var blevet aflyst, var pga. vores tilmelding. Ivan, løbsplanlæggeren havde nemlig egentlig ikke tid til at gennemføre løbet pga. egentræning til løbet i Abu Dhabi i december.

Starten gik kl. 9.00, hvor alle hold (både 8- og 24timersholdene) skulle løbe ca. 500 meter ned til havnen og skifte til kajak. Vi havde som det eneste hold, ikke forstået, at vi kunne sende vores tasker med cyklerne frem til næste skiftezone og Robert og Lars løb derfor med dem i drybags i armene, hvilket gjorde, at vi kom lidt bagud i skiftet. Det blev til ca. 6,5 km i sit-on-top-toer-kajak op ad kysten, hvor vores mountainbikes ventede på os. Det vi var kommet bagud efter den lidt hektiske løbestart og kajakturen, fik vi hurtigt hentet på MTB og det viste sig tydeligt, at MTB var vores stærke side, da vi trådte os forbi de fleste hold op ad bakkerne til næste skiftezone.

Fra skiftezonen stod den på o-løb i skov og bjergterræn, hvor vi skulle finde 4 checkpoints (CP), det ene selvfølgelig placeret på toppen af en bakke (læs lille bjerg!). Maja, der var plaget fra træningen om torsdagen, vrikkede flere gange om på sin ankel og vi måtte snart se os hentet ind på igen af flere hold, da det ujævne terræn på nedstigningen gjorde det umuligt for os at bevæge os hurtigere.
Vi imponerede ikke på vores nedstigninger til fods, men en episode, der dog må have imponeret irerne var, da det danske hold demonstrerede hvordan et effektivt toiletbesøg afvikles. En skulle tisse og vupti fulgte de tre andre efter, Maja og jeg i træksnor efter Robert og Lars, som et par små pudler på luftetur. Smukt teamwork!

Tilbage fra bakken kunne vi på MTB træde smertefrit op til næste skiftezone, hvorfra turen gik ud til fods igen. CP lå på toppen af endnu et bjerg, så igen gik det OPAD! På opstigningen fik vi en bid af det lumske og ubarmhjertige, irske vejr at smage og fik, indhyllet i tåge, valgt den forkerte summit og måtte lede længe efter posten. Spændende, men det lykkedes og vi kunne lunte ned.

Nede igen fulgte et stykke MTB på en meget teknisk vandrerute, hvor vi mange steder måtte skubbe/bære cyklerne frem og op, noget der giver syre i læggene. Selvom det virkede som om det kun går opad i Irland, så gik fik vi dog også på denne etape 600 højdemeters teknisk downhill, der gav et par styrt og sug i maven, især for Maja, hvis baghjul pludselig røg af i farten! Lidt for spændende, men udover lidt blå mærker, var der heldigvis ingen skader på hverken os eller materiel. Efter endnu et uendeligt langt stykke op, kunne vi vende om og køre tilbage til start, hvor 8 timers løbet sluttede og der var en pause og briefing for de af holdene, der skulle ud på sidste 2/3 af 24timers løbet. En pause, der blev forlænget med en time, da alle hold ikke var klar til at fortsætte kl. 19. Utænkeligt, at det kunne ske i Danmark, men det var da også kun os, der drønede rundt for at blive klar til tiden, mens irerne tog det en del mere laidback. 2 af holdene kunne ikke klare mosten efter den første 1/3 af løbet og valgte ikke at starte igen, så efter pausen, var vi nede på 7 hold, der gik tilbage ud i mørket og bjergene kl. 20.

Den anden og lange del af løbet gennem natten startede med MTB på landevej, hvor vi hurtigt fik demonstreret vores suverænitet i denne disciplin. Det er jo det vi kender hjemmefra og på den første times tid frem til kajak, havde vi lavet et forspring på ca. 15-20 minutter. Flere hold havde forsøgt at hænge på vikingetoget, men havde måtte lade sig hægte af, da tempoet var for højt. Det gav fornyet energi til os alle!
Kajak foregik på en blikstille flod, der fulgte Nordirlands og Irlands grænse. Vejret havde heldigvis klaret op i pausen og stjernerne funklede nu højt oppe over os og gjorde det til en smuk tur på vandet i natten.

Efter kajak var det igen op på cyklerne og afsted på asfalt. Vores kort dækkede ikke turen fra skiftezonen til næste CP, men vi havde fået at vide, at vi bare skulle følge floden, indtil vi kom ind på kortet igen. En situation, hvor de lokale hold havde en helt klar fordel og vi selvfølgelig kørte for langt og fandt det forkerte CP. Hjalp ikke på situationen, at vi blev stoppet og fejlinformeret af en marshall (crew), der sendte os i den forkerte retning. Det var sent og det kostede os en spøgelsestur på ca. 30-40 min + en punktering inden vi opdagede fejlen, vendte om og nu var nr. 2 igen.

Efter at have fundet tilbage på rette kurs, blev vi sendt ud på en ”mystery bike tour”, hvor vi skulle følge røde pile placeret i natten. Pilene bragte os bl.a. til en bueskydebane, hvor vi skulle skyde til måls. Lige inden vi var fremme hørte vi et hvin, vendte os om og så stakkels Maja ligge på asfalten ved siden af sin cykel. Baghjulet var igen faldet af. Kæft, hun er sej den dame, fik gentagne tæsk af terræn og cykel, men kæmpede bravt videre!

Løbets arrangør syntes også, at det var rigtigt sjovt at føre os igennem en slugt fyldt op med stillestående, tungt mudder. Mudder til lårene og cykler på nakken ca. 500 meter, hvor nedfaldne træer oveni også spærrede vejen og skulle passeres. Mudderbaddet mundede ud i en nedlagt togbanetunnel, Irlands længste på 1,6 km, hvor alle blev bumpet godt og grundigt igennem og Lars, den glade joker, fik tunnelsyn. Syntes uendeligt, men selvfølgelig også det endte og igen gik det opad med cyklerne på skub, tilsyrede lægge og låste foldlåger, hvor cyklerne skulle løftes hen over. En temmelig udmattende og tåbelig oplevelse som man undervejs, når man sidder fast i mudder til lårene, bander og stønner højt over, men bagefter kun kan grine af.

Tilbage på asfalten indhentede vi igen Pauls hold og fulgtes med dem fra skiftezonen ud på den lange nat-trekking op over Nordirlands højeste bjerg, Slieve Donard på 852 meter.
Det var fedt at opleve hvordan to hold kan blive til et stærkere hold og får udnyttet det på en lang og teknisk stigning, som den vi var ude på i natten. På nedstigningen blev vi dog sat af, da vi pga. vores ankel- og fodskader havde svært ved at finde fodfæstet i det svære terræn.
Vi var derfor faldet tilbage på en tredjeplads, da vi med solopgangen nåede ned til morgenens skiftezone, hvor vi vidste, at der skulle skiftes til våddragter. Ikke noget vi ligefrem så frem til, da natten havde været lang og kold, men hvor glædeligt overraskede blev vi ikke, da vi så, at der stod et opvarmet telt og ventede på os! Inden for i teltet lå de to hold foran os og sov, og vi besluttede os for at gøre det samme efter en lang og hård nat. Pauls hold gik ud på etapen, da vi lagde os og tog 50 minutter ”off the clock” liggende på langs med lukkede øjne i varmen...mmmmm. Syntes som om kun to minutter var gået, da vi blev vækket igen og skulle ud på den våde etape....brrrr, det var ikke ligefrem lysten der drev os ned til kysten, hvorfra vi skulle klatre op gennem en ”canyon” mod vandstrømmen. Etapen var et mix af bouldering, canyoning og vinterbadning, der fik skyllet det meste af nattens træthed af os alle. Det var fedt afbræk fra den lange trekking at prøve kræfter med det fossende vand og de glatte klipper.

Stemning og humør på det lange trek hjem igen efter vandaktiviteten mod skiftezonen var højt.
Solen skinnede på os og Irlands smukke natur hele vejen, hvilket gav ekstra kræfter. Mål syntes nu også at være inden for en overskuelig afstand og vi kunne regne ud, at vi lå på en anden plads, da holdet der overhalede os inden skiftezonen om morgenen, havde valgt ikke at gennemføre vand-etapen pga. kulden. Det danske vikingeblod var kommet holdet til gode.

Trekket tilbage fulgte foden af Slieve Donard, bjerget vi havde besteget om natten, og det at se det i dagslys, var kun med til at hæve humøret og give os et ekstra boost. Det at se, at vi havde kunne bestige det bjerg en kold nat i halvsøvne, tror jeg gav os alle fik følelsen af, at vi nu kunne alt. Vi var fandeme seje og turen hjem ville ikke blive noget problem.

MTB-turen hjem mod sidste skiftezone var turens mest barmhjertige og indeholdt kun få stigninger + en 3 km lang nedkørsel. Den indeholdt dog heller ikke de checkpoints vi skulle finde, hvilket vi brugte langt tid på at indse, og viste det sig, åbenbart havde fået at vide til briefingen aften inden. Sprogligt var der et par smuttere af og til, der gjorde, at vi missede informationer og brugte tid på at lede efter poster, der ikke skulle findes.

På sidste kajaktur skulle vi krydse en bugt og sejle et sidste stykke op ad kysten. Vandet var stille og solen stod lavt over bjergene, så smukt og fredeligt - Der var ro på holdet og da vi kom på land igen, manglede vi nu bare at lunte de sidste 6 km i mål, trætte, men tilfredse og stolte af vores 2. plads.

Søndag aften efter løbet havde vi lovet Paul at råde bod på vores svage forsøg på pubcrawl torsdag aften. Vi nåede da også ned på pubben, hvor vi fik noget at spise, men måtte igen kapitulere efter kort tid, da folk begyndte at tale sort med lukkede øjne.
Sov rigtigt godt den sidste nat i Irland og om morgenen kørte Paul os ud til lufthavnen, hvor Lars opdagede at han havde mistet sit pas og vi var tæt på at misse vores fly pga. problemer med at tjekke vores cykelkufferter ind. Spænding til det sidste!

Fantastisk at opleve hvordan man hurtigt finder et fælles fodfæste og samarbejde med personer man ikke kender på forhånd, når man er sammen om et fælles projekt. Turen havde været en succes og en fantastisk naturoplevelse i ubarmhjertigt terræn med mange seje kilometer og højdemeter.

Det viste sig, efter vi kom, at Maja ikke blot havde forstuvet sin fod, men havde fået et træthedsbrud og, på lægens formaning, ikke måtte støtte på foden en uge. Hatten af for hende for at have holdt de mange kilometer ud i smerte.

Facts og lessons learned:

Tid ude på ruten 28:08 timer (eks. pause)
Distance 224 km
Gennemsnitshastighed 7,8 km/t
Højdeforøgelse 6886 m

-En af de største udfordringer ved at deltage i et AR i Irland/udlandet, er at få pakket cyklen ned i en kuffert. Mit ellers så rolige temperament kom hårdt på prøve, da jeg brugte 2 ½ time for at få lortet til at passe....argh!

-Det der med tørre sokker kan man godt glemme i Irland.

-Elastikker er meget anvendelige. Både til at spænde føde fast til cyklen med og til at give ballelammere til den går forrest i et træksystem.

-Udtrykket ”nå ok”, kan bruges i rigtigt mange sammenhænge.

-Når bare man lyder overbevisende, så fornærmer man ikke irerne, når man fortæller dem, at ”we are tart and got lost in the fuck up on the mountain”.

-Mudder under armene lugter rigtigt dårligt på 28. time.

-Der begynder faktisk at vokse mos på ens tænder når man sluger den 15. energigel.

Tilbage