Endnu en beretning fra Møns klint

Møns Klint Adventure Race 2011 – Challenge.

Lørdag den 14. maj klokken 7.00 mødtes jeg i Valby med to seje WAT tøser i form af Ann-Dorthe Lisbygd og Lærke Høyer. Vi havde en køretur på små to timer foran os, hvor vi kunne få diskuteret lidt taktik for dagens strabadser – og ikke mindst hvordan jeg kunne leve op til min del af holdnavnet: ”2 WATøser med Richardt på slæb”.

Løbet var bygget op som et stjerneløb med et stjernecentrum ved Geo Centret og i alt 7 discipliner. Vi fik udleveret kort, da vi kom frem, og nåede da lige at få kigget lidt på dem, og lagt en strategi for, hvad vi ville vælge først. Inden løbet for alvor begyndte var der en prolog, hvor én person på holdet skulle stille op. Det lød som om, at det var noget løb vi var ude i, men vi var ikke sikre. I sidste ende stod valget mellem Lærke, som vi vurderede værende vores stærkeste løber og Ann-Dorthe som vores bedste allround kort. Der blev hugget om det og Ann-Dorthe ”vandt”.

0. Etape: Prolog
Etapen var ”let”: Ned for enden af trappen og hente en nøglering, der skulle bruges som markør for hvilken disciplin man gik ud på i resten af løbet. Af sted med Ann-Dorthe mens Lærke og jeg måtte vente i spænding. Vi havde snakket om at tage Bike'n'Run som første disciplin, idet der kunne være noget ventetid midt på etapen. Ann-Dorthe kom op som nummer 7-8 stykker og der var allerede tre hold, der var gået ud på Bike'n'Run. Selv om vi vurderede det som vores klart stærkeste disciplin turde vi ikke satse på at kunne få indhentet alle hold, så vi valgte i stedet O-løb.

1. etape: O-løb
Ned af trapperne til stranden og så var det ellers 2-3 km på sten langs vandet – ikke fedt for mine dårlige ankler, men vi formåede alligevel at ligge med helt fremme sammen med 2-3 andre hold på trods af et enkelt ordentligt vrid i højre ankel. AD orienterede, Lærke klippede og jeg havde postbeskrivelsen. De første 5-6 poster var postbeskrivelsen slet og ret ”Bakketop”, og ja det var seriøst nogle bakketopper, puha det var hårdt! På vej ned af tredje bakke præsterede jeg så at træde en torn hele vejen igennem sålen på min sko og en centimeter ind i min fod. Jeg ved ikke lige hvad jeg tænkte på, men jeg forsøgte først at løbe lidt videre, så løb jeg skævt på foden, for så endelig at stoppe op og bede om hjælp. AD og Lærke kom tilbage og jeg fortalte om problemet, hvorefter AD siger ”hvorfor fand’en sætter du dig så ikke ned?” – ja hvorfor gjorde jeg egentlig ikke det? Nå ned på jorden og af med skoen og efter nogle mislykkedes forsøg på at trække tornen ud lykkedes det for AD at knække den dybt nok nede i skoen til at jeg kunne løbe videre alligevel. Sådan! Så var vi ligesom i gang... Jeg kæmpede mig igennem godt hjulpet af de to seje terrænløbs tøser, der bestemt ikke var så mærket som jeg! Jeg må her rose AD for, med undtagelse af en lille bom, at orientere rigtig godt, hvorved vi sparede en del tid på de herrehold vi lå og skiftedes til at føre med.

2. etape: Reb aktivitet.
Det var på forhånd aftalt, at det var mig, der skulle tage eventuelle arm momenter. Her er de små løbe/cykle arme hos Lærke og AD ikke meget bevendt. Vi havde luret øvelsen på vej hjem fra O-løb og vi var to, der skulle fire os over en 25-30 meter line. Jeg fik hurtigt seletøjet på og løb over på den anden side. Imens diskuterede AD og Lærke hvem af dem, der skulle ofre sig og valget faldt på Lærke, der også kom over i fin og sikker stil.

3. etape: MTB
På vej tilbage blev vi enige om at køre MTB. Det var MTB sporet i Klinteskoven, 5,6 kilometers afmærket teknisk rute. ”A walk in the park” ville AD nok sige, men Lærke og jeg led på de mange bakker, hvor vi gang på gang måtte af cyklen og trække. Ca. midtvejs på ruten gav mine lår helt op og efter et par minutter med krampe måtte jeg af cyklen og strække ud. Mange tak til Lærke for hjælpen! Lærke og jeg fik dog kæmpet os igennem efter utallige opmuntringer fra AD.

4. etape: Speedbåd
Efter MTB var Lærke og jeg rimelig færdige og vi blev derfor enige om at tage det som umiddelbart virkede som en ”stille” etape. Ned at trapperne (igen) og hen til en speedbåd, der lå klar. Opgaven var simpel, en person fra holdet skulle en tur i vandet, svømme 5-6 meter hen til en bøje, dykke ned og finde et bogstav og så svømme tilbage til båden. AD og jeg blev hurtige enige om, at det måtte være et job for vores super triathlet Lærke – og hun klarede da også den noget kolde vandgang i fin stil.

5. etape: GPS løb
Efter dette lille velfortjente break (bortset fra turen op af trapperne) stod den igen på løb - denne gang GPS. AD og Lærke styrede på skift GPS’en og jeg tror egentlig vi klarede at finde de tre poster rimelig godt – mine ben var dog efterhånden rimelig tunge og næste etape virkede rimelig uoverskuelig.

6. etape: Bike'n'Run
Af sted på den etape, der burde være vores parade disciplin, men jeg kunne dårligt overskue andet end at sidde på cyklen. Det blev der dog ikke noget af, AD og Lærke var helt urimelige og insisterede på, at de også skulle have lov til at sidde på cyklen - tarveligt! :-) Første halvdel af løbet var ren overlevelse, hvor jeg tog de korteste skift på løb. Midt på etapen var der en lille opgave, hvor to personer skulle ro en båd med bind for øjnene og den sidste person agere styrmand. Denne disciplin løste vi perfekt med Lærke som super styrmand! Og herefter vendte kræfterne så småt tilbage i benene og vi kom ind i en super rytme med cykel og løb med korte skift. Det var virkelig lækkert pludselig at føle, at man havde lidt overskud igen!

7. etape: MTB-O
Vi gemte det bedste til sidst. Med en verdensmester i MTB-O til at styre kortet kunne det ikke gå galt, og det gjorde det da (næsten ;) heller ikke. AD satte dog et hæsblæsende tempo på de store veje/stier og Lærke virkede efterhånden ret mærket. Jeg havde forbløffende nok stadig lidt overskud og klippede derfor posterne, dog med lidt skæld ud fra AD. Det var vist noget med en post, der ikke havde det rigtige nummer (eller var det Lærke der kiggede forkert i roadbook’en?). Og så var jeg bestemt heller ikke hurtig nok til at indhente tornadoen oppe foran, da der skulle klippes en post, sorry jeg ikke lige kunne accelerere til 51 km/t på 2 sekunder AD... Ude på de store veje kom vi ind i en god rytme med AD forrest til at bryde vind, men på næstsidste post får vi en ubehagelig overraskelse. Her skal vi nemlig ud på et lille O-løb, hvor posterne er placeret med nåle på et 3D kurvekort, og man ved hjælp af korthusk skulle finde posterne. AD og Lærke havde ikke løbesko med, så det kom til at foregå i cykelsko (til specielt Lærkes store fortrydelse). Vi bommede en del her og smed en masse tid, men vi fandt da de fire poster, forcerede en horde køer og kom retur til cyklerne. Af sted til sidste post, som blev klippet og så var der ”bare” lige en enkelt bakke tilbage. Her måtte AD først opmuntre mig og dernæst et smut ned til Lærke, men vi kom da igennem og i mål er vi noget overraskende hold nummer 2 i mix rækken og nr. 3 overall.

Vi sluttede ca. 25 minutter efter det vindende hold. Tid vi sagtens kunne have fundet rundt omkring, men det var et super løb og der var en rigtig god stemning på holdet hele vejen igennem. Heldigvis var det ikke kun mig, der var brugt for både AD og Lærke klagede over ømme lår i flere dage efter. (AD var dog ikke mere brugt end hun godt kunne cykle 4 timer om søndagen!!!)

Alt i alt en super oplevelse og et super løb. Og ambitionen må være at få trænet noget terrænløb og ikke mindst noget MTB så vores hold næste gang kan hedde: Richardt med to WATøser på slæb – jeg er dog ikke sikker på det er realistisk med de to super tøser :)

/Richard

Billede fra Martin Paldan