Kragerup
Sidsel, Mia og jeg besluttede efter et succesfuldt CAS - som var vores første race sammen som hold, og Mias første race overhovedet, at vi vist skulle køre lidt flere løb sammen. Valget faldt på Kragerup Adventurerace, da vi gerne ville prøve kræfter med deres Go High klatrebane i trætoppene. Vi valgte den korte distance 'Teamplayer' med maxtid på 6 timer. Der var 4 kvindehold til start på Teamplayer distancen, og da der kun var præmie til førstepladsen, var vores ydmyge mål at gå efter denne. Løbet var bygget op som et stjerneløb, med tvungen post-rækkefølge og kun obligatoriske poster.
Startopgaven var en stafet, som startede på godsets gårdsplads. Skiftevis skulle én person fra holdet klippe en post ude på godsets arealer, og på tilbagevejen skulle voldgraven ind til gårdspladsen passeres via en tovbro. Det viste sig dog, at tovbroen ikke kunne tages af personer under 160 høj, og da vi er en smule vertikalt udfordrede på holdet, måtte både Mia og jeg en tur i voldgraven.
Vi kommer ud på cyklerne ca. midt i feltet. Vi havde umiddelbart en fornemmelse af, at de ene kvindehold var foran os, men var ikke helt sikre på det. Kun første post var tegnet ind på vores kort, og da vi kom herud, ventede os et memory o-løb, hvor hver post viste vej til næste. Ved hver post var desuden et bogstav vist med tegnsprog - som skulle oversættes vha. et udleveret tegnsprogs-alfabet. Vi løb lige på alle poster, og kom tilbage i en god tid - dog kun for at se det førende kvindehold på vej afsted på cyklerne. Inden vi kunne komme afsted skulle vi stave et land ud af de indsamlede bogstaver, og det endte med at koste os en masse tid, da vi ikke havde fået tolket tegnsprogs-tegnene rigtigt.
Mens Sidsel og Mia knoklede med bogstaverne havde jeg tegnet posterne til næste etape - mtb-o - ind på vores kort. Ude på cyklen kom vi ind i en god rytme, kørte lige på posterne og hentede et par hold. Ca. halvvejs på mtb-o etappen kom vi frem til en bemandet post ved en sø, som indeholdt to opgaver. Den ene opgave var en huskeopgave, hvor man skulle en tur ud i søen og memorere placering af skakbrikker på et bræt. Anden opgave var endnu et memory o-løb - denne gang måtte vi dele os op, og tage 3 poster hver. Det var et relativt langt o-løb, som bl.a. ledte ud i en grusgrav, og op af en meeeget høj grusbakke. På vej ud til mine poster så jeg en af pigerne fra det førende kvindehold på vej tilbage, og kunne konstaterede at de stadig var noget foran os.
Tilbage fra o-løb manglede vi stadig en del poster på mtb-o etappen. Vi fandt en god (måske lidt uautoriseret) genvej i et markskel, og da vi kommer ud på stien igen, ser vi det førende hold foran os. Vi indleder jagten, og ligger de næste 3-4 poster og kører side om side med dem. Vi klipper næstsidste post som de første, men er kun lige kommet afsted, da Sidsel melder punktering. Øv øv og øv! Vi får lavet et relativt hurtigt slangeskift, men har nok lidt mistet troen på det, og på det længe stræk til sidste post og hjem, kan jeg ikke holde koncentrationen og laver et par dumme fejl. Der er efterhånden gået godt 5 timer, og vi kan se at vi får svært ved at nå 'go high' banen, som ellers var attraktionen for os. Tilbage på godset får vi lov til at tage starten af banen, men har kun ½ time inden vi skal være nede igen. Det er en udfordrende rebbane - og vi var alle rimelig pressede, så vi nåede kun de første 4 forhindringer på banen. Vi kommer dog ned i tide, og løber tilbage til check-point, kun for at erfare at lukketid var kl 18, og ikke 6 timer efter start (18.05) som vi troede. Klatringen tæller derfor ikke med, men det er uvist om den havde gjort det alligevel, da vi ikke gennemførte hele banen.
Det andet kvindehold kom som ventet før os, og vi må en smule slukørede tage til takke med 2. pladsen, kun 9 min efter vinderne. Samlet set var det et godt og hårdt løb uden for meget ventetid og fjolle-discipliner. Men der er plads til, at arrangørerne kan lære af deres erfaringer - bl.a. synes vi det var ærgeligt med en så lang mtb-o etape (som primært var på asfalt), at de fleste hold ikke nåede go high banen. - men så har vi selvfølgelig en grund til at komme tilbage til næste år :)
/Britt
|
|
|