FMM Nordsjælland

Beretning fra FFM Hillerød, WATeam MUMs:

Lad det være sagt med det samme. Vi var mange WAT-hold der stillede til start. Så mange at jeg ikke ved om der overhovedet havde været en damerække og et FFM-Hillerød i år, uden os. Men det betød også at den interne WAT-konkurrence var stor - og den ville vi gerne vinde! Alle undskyldningerne var selvfølgelig linet up på forhånd: Vi er uforberedte og ikke i topform (men ærligt talt hvornår er man nogensinde det?).

Starten gik og vi skulle ”finde Holger og hans venner” og for at sige det som det er, gik det slet ikke hurtigt med at finde ham. Faktisk så langsomt at jeg lige nøjagtigt tror, at vi undgik at være sidste hold som fuldførte opgaven (jeg turde nemlig ikke og kikke op og se efter). Tak til Alices gode øjne trods alt.

Dernæst skulle vi ud på orange sløjfe og den lå absolut længst væk. På vejen derud kørte vi direkte ind i den jernbane vi ca. 30 min forinden havde fået at vide vi ikke måtte passere! Jeg tror nok der var en Alice som bandede og svovlede over, at arrangørerne ikke havde afkrydset den med rødt på masterkortet. Nå, men lige vilkår for alle så videre gik det. Vi endte ved en checkpoint hvor vi skulle ud på et 9 km langt o-løb og finde 20 poster og tilhørende billeder rundt om Fredensborg Slotsø – undtagen post F! Virkeligt flot rute og god ide. Særligt er der også smukt på Fredensborg slotsplads, hvor vi brugte lang tid på at finde post F! Argghhh for at glemme informationer man netop har fået. Grrhhh. Vi løb hele vejen, så vi var godt tilfredse med resultatet trods alt, selv om de ved checkpointet sagde at ”det var I da længe om” ;-(

Rød sløjfe gik ud til en kort lille huskeopgave og en lille rebbane spændt ud mellem nogle træer, hvor man så skulle røre det sidste træ efter slacklinen. Den besked fik 2/3 af vores hold fat i, til trods for at en anden på holdet havde spurgt ind til, om det var ligegyldigt hvilken kropsdel man rørte træet med (altså måtte man falde ind i træet?). Så vi tog en dobbelttur! Løbsledelsen havde godt nok sagt at der ikke var nogle strafopgaver i år, men dem sørgede vi så selv for at indlægge undervejs.

Videre til blå sløjfe, hvor vi skulle kajakke både forlæns og baglæns og derefter gætte en sang-titel ud fra 3 tekststykker. Og nej, den fik vi heller ikke i første huk. Eller i andet huk. Men i tredje huk.
Så her tog vi også de strafrunder der var mulighed for at tage!

Så igen et langt stræk ud på lilla sløjfe, hvor vi ankommer til en fyld-vand-i-rør-og-fragt-det-over-i-en-større-beholder-opgave. En bane der ikke ville have været vanskelig at kopiere i 2-3 udgaver, men det havde de valgt ikke at gøre, så her fik vi en ventetid på 18 min. Grrrhh. Nå men Alice fik planlagt resten af rutevalgene på de resterende sløjfer og vi fik spist lidt mad. Dog skal løbsledelsn have ros for at tilgodeskrive selv dem mindste ventetid på alle poster. Jeg hader når nogle løbsarrangører snakker om bagatel-grænser når nu man kæmper for hvert et minut i racet.

Det skal siges at vi på nuværende tidspunkt ikke havde lavet en eneste sløjfe, uden at der havde været voldsomt plads til forbedring! Men det uheld eller den dumhed skulle vende på den grå kano-sløjfe. Vagterne Martin og Henrik starter med at præsentere sig selv ved navn, og jeg behøver ikke at kikke på Alice for at vide hvad hun tænker om den information! Vi får hurtigt smidt kanoen i vandet og Alice og Margit vælger at tage tørnen med de 2 pagajer ned til næste badebro, mens jeg tager tørnen med at sidde i bunden af kanoen med våd røv. Ved næste badebro præsenterer Ole og Helge sig nu også med navn, og her husker jeg ikke om det er for mig eller Alice, at informationen bliver for meget (jeg ved jo at vi tænker ens når vi er i race-mode) så der bliver sagt: ”Opgaven tak, hvad går opgaven ud på?” Og ja så blev vi jo alle blege i ansigterne (gætter jeg på, vi sad jo med ryggen til hinanden), da navnene på vagterne i starten skulle nævnes. Jeg havde ingen anelse, men pludselig siger Alice: ”Hed han ikke Martin?” og som lyn fra en ellers uklar himmel siger jeg ”og Henrik?”. Puha det var på et hængende hår, men vi slap for at løbe tilbage med kanoerne på ryggen. Spørgsmålet er om turen i den stride modvind ikke var lige så drøj? Og da vi kommer tilbage, er det som om at stemningen og heldet vender, da gutterne siger ” Wow, I har været det hurtigste hold at de 25 ind til videre”. Om det var sandt eller skyldtes, at vi sagde, at vi selvfølgelig kunne huske navnene på et par søde gutter som dem, ja det vides ikke.

Nu var vi ligesom for alvor kommet i race-mode, som jo ikke blev mindre af at vi så pink veste i skiftezonen, så irritationen var lidt stor da vagterne ikke kunne svare på om man skulle løbe eller cykle ud til sort sløjfe. Vores logistik-kort og mastertavlen sagde to forskellige ting. Nå men vi løb for en sikkerheds skyld. Her skulle der laves et bål, hvorover der var en snor som skulle brændes over og man skulle klatre op i et træ med en rebstige for at hente én tændstik ad gangen. Alice lavede bålet mens jeg klatrede op i træet og kastede tændstikken ned til Margit, som så løb tilbage til Alice med tændstikken. Inden jeg nåede retur var der ild i bålet, som selvfølgeligt var stablet højt, og vupti vupti var snoren brændt over. Virkelig effektivt.

Fordelen ved sløjfeløb er jo at hver etape bliver overkommelig, men ulempen er at der ikke er uendeligt mange veje ud fra stjernen, så man kommer til at køre ad de samme veje mange gange og sådan en tur var rosa sløjfe. Akkurat tilbage af samme vej, som returen fra lilla, dvs. vi havde passeret rosa-posten én gang før. Her skulle vi alle tre flytte en 25-kgs dunk en distance, via 3 mælkekasser, uden at røre jorden. Det gik effektivt for sig sagde vagterne og ja, vi var enige ;-)

Gul sløjfe var et let lille o-løb, gud ske lov, for benene var begyndt at blive lidt stive.

Så sluttede vi af med den lange grønne post der bestod at to dele. Første skulle vi finde og huske nogle farvekoder på nogle kort gemt i skoven. Jeg ved ikke om det var fordi vi ikke længere helt kunne holde hovedet koldt og være skarpe, men det forekommer mig at postbeskrivelsen også godt kunne have været lidt mere skarp i formuleringen. Vi tog i hvert fald et forkert gæt og tre gange flere ture ind i skoven end min matematiske hjerne brød sig om, men videre kom vi da.

Den sidste del på grøn sløjfe foregik i en gymnastiksal og 15 min. foregik med noget jeg ikke kan få mig selv til at beskrive. Det hører ikke hjemme i et AR.

Hjemad gik det i rask tempo, der skulle ikke være mere i benene når vi kom i mål og heldigvis rakte det til en 1. plads. I år gav det en gavekort på 300 kr til Sportigan. Den klassiske Oslo-cruise havde de i år brugt som lodtrækningspræmie, men vi var da heldige også at vinde et gavekort til Løberiet.

De andre WAT-hold kom ind få minutter efter os, så konkurrencen var tæt til det sidste. WAT-Jannie vandt med sit damehold på kort rute. Tillykke med det.

Tak til FFM for en dejlig dag i naturen og skønt at vi var så mange WATTERE i kamp i dag! Pink rules!

/Heidi Larsen, der som en del af det vindende hold, vandt retten til at skrive beretningen ;-)

Tilbage