MTB teknik træning

Jeg meldte mig ind i WAT for snart 14 dage siden. Jeg har vidst, at I fandtes derude siden jeg var med i juni og sejlede havkajak ude på Amager, men kunne ikke rigtig finde ud af, om jeg turde kaste mig ud i det. Der er et særligt fællesskab, når WAT’ere mødes, og I er heldigvis også rigtig gode til at inddrage andre i det fællesskab – jeg følte mig i hvert fald super velkommen.

Det har også været ret sejt at læse om de sjove ideer og initiativer I har beskrevet på hjemmesiden, men på den anden side også lidt afskræmmende, for jeg er jo bare mig og hverken særlig god til det ene eller det andet. Da beslutningen var taget og jeg var meldt ind, kom der også gang i det efterfølgende projekt – køb af mountainbike. Det har også været en drøm længe, og jeg er superglad for min cykel, som jeg var i Roskilde og hente i lørdags.

Det var derfor en spritny og meget ren mountainbike jeg stod med i skoven i går aftes, hvor regnen truede fra en grå og lidt trist himmel. Jeg havde både hjemmefra og ved tilmeldingen besluttet mig for at lægge åbent ud om, at jeg ikke havde prøvet det før – så det primære formål for mig med at dukke op var at køre lidt på min cykel og få hilst på nogle af jer andre – og så følge med i det omfang jeg kunne og turde. Jeg kunne heldigvis til en start kende Charlotte fra havkajakkerne, så jeg følte mig ikke helt alene, selv om jeg var den først ankomne til P-pladsen i rigtig god tid før kl. 17 (skulle jo ikke misse noget). Siden kom også både Britt og Karen, og alle andre var i øvrigt rigtig søde til at hjælpe mig i gang, både med at få lukket luft ud af dækkene, opmuntre med korte og nemme teknik-trick og i øvrige sørge for, at jeg hurtigt kom til at føle mig som en del af holdet.
Allerede på det første stykke gennem skoven hen til den bakke, hvor vi skulle øve bremseteknik kunne jeg godt se, at jeg ikke var vant til at køre på samme måde som I andre, men det gik nu forholdsvis fint alligevel. Jeg kunne da følge med, selv om jeg fik nogle ordentlige bump en gang imellem (og sådan lærte jeg at aktivere og deaktivere støddæmperne foran på cyklen...)

Første øvelse var bremseteknik. Jes var supergod til at forklare, hvordan vi skulle sidde på cyklen, hvordan vægten skulle flyttes rundt og hvad der skete, når vi bremsede hårdt, så jeg var egentlig ikke nervøs ved at skulle prøve. Og det gik faktisk fint og selvtilliden voksede og voksede efterhånden som vi tog turene ned ad stien. Efterfølgende skulle vi så køre ned ad en bakke med rødder, huller sten, sving og vådt føre for ligesom at prøve vores bremsefærdigheder af for alvor. Jeg havde på ingen måde forestillet mig hjemmefra, at jeg skulle køre ned ad en bakke/sti, med så mange udfordringer – jeg havde jo skrevet og sagt, at det var første gang, at jeg sad på en mountainbike. Men der var ingen af de andre WAT’ere, der enten selv tjekkede ud, eller spurgte mig, om jeg havde mod til at prøve – så der var ingen undskyldning for ikke at køre ned efter de andre, selv om jeg indrømmer at hjertet hamrede løs på vejen ned og jeg var temmelig skræmt ved de udfordringer der var på skåningen på vejen ned. Men ned kom jeg – i ét stykke uden at have været af cyklen på den første tur ned – og jeg var helt høj, da jeg trillede det sidste stykke ned på den store sti, hvor flere andre også stod og sundede sig. Der var masser af anerkendende kommentarer fra alle rundt omkring, hvilket selvfølgelig gjorde oplevelsen endnu federe. Jeg havde virkelig været ude over en grænse på vejen ned, og havde jeg vidst, hvordan der både var huller, sted og rødder samt sving på den lille smalle, smattede sti, tror jeg ikke, at jeg var kørt ned. Så ville jeg i stedet have nøjedes med at kigge på (og havde sikkert fået bildt mig ind, at man skulle være langt mere erfaren for at kunne køre ned sådan et sted). Jeg er så glad for, at jeg prøvede det.

Efter endnu et par ture, hvor koncentrationen til sidst begyndte at svigte og jeg derfor måtte gå det sidste stykke ned sidste gang, skulle vi videre til endnu en bakke. Denne gang var der dog fokus på opkørslen, lavt gear, vægten frem på cyklen og så ellers bare trampe til, til vi var kommet helt op. Det var lidt svært i starten, hvor jeg måtte have foden ned et par gange, indtil jeg fandt teknikken med at komme frem på cyklen – men til sidst var den der. Dog kneb det med fysikken og jeg nåede kun næsten helt op i et stræk. Turen ned var ikke skræmmende på samme måde som den tidligere bakke med mange forhindringer – men den gik stejlt ned og der kom meget fart på cyklen, så også her galoperede hjertet af sted undervejs.

På det tidspunkt gik det op for mig, at det var tid at stikke af igen – jeg havde en anden aftale kl. 19 – så jeg kunne ikke blive og være med til de sidste ture op og ned af denne bakke, desværre. Jeg havde i en helt uventet grad fået hvad jeg var kommet efter – en rigtig fed tur med en masse dejlige mennesker, jeg havde fået hilst på og snakket med flere af WAT’erne og havde prøve min cykel og mig selv af på en måde jeg slet ikke troede, at jeg havde modet til. Jeg er helt klart med igen på et andet tidspunkt, hvadenten det så hedder mountainbike, klatring eller ... hvad vi nu finder på. Det her går i blodet – og jeg er stadig lidt høj. hJeg skal ud og bike igen i morgen. Som sagt fandt jeg for et stykke tid siden endnu et DGI tilbud på nettet om at komme og prøve at køre mountainbike i to timer i morgen formiddag i Frederiksværk, så jeg får muligheden for at prøve endnu mere kørsel dér – og jeg glæder mig helt vildt.
/Rikke Nissen

Tilbage