Klatretræning14 glade og forventningsfulde Wat'er mødte op i DGI-byen onsdag aften. Her ventede Dagmar og Jesper på os. De skulle introducere os for en, for de fleste af os, ny disciplin KLATRING Nogle få havde prøvet klatring tidligere og skulle undervises af Jesper på en bane for sig. Vi andre startede for de flestes vedkommende helt på bar bund. Første øvelse var, at iføre sig selen, en slags blebuks uden bund, ja sådan føltes det faktisk – men vi blev forsikret om, at den kunne holde til 2 ton, så vi var alle på den sikre side, hvad vægt angår. Vi lærte også at binde et 8-tals knob, det er det, der forbinder reb og sele og så efter en lille tillidsøvelse, gik vi i gang.Lige så vigtig som sele og reb er, er også den sikringsperson, der står på jorden og sørger for, at holde rebet stramt, så et uheld ikke går værre end at man bare lige ”falder” det lille stykke ned, som rebet gir sig, når det belastes af ens vægt. Men heldigvis var der ikke en eneste, der afprøvede den del af sikkerheden. Da vi var helt nye havde vi endda en 3-mand, som også hold i rebet, så der var næsten ”helgardering”. Vi lærte nogle kommandoer, ting, man skulle tjekke på hinanden og en helt bestemt måde, hvorpå man trak rebet ned, så man på intet tidspunkt gav slip med begge hænder. Så resten af aftenen kørte sætningen ”1-2-3-4-5” ofte gennem hovedet. Alle klatrede friskt opad, rigtig mange var allerede i første forsøg helt eller næsten helt oppe i toppen af den 10 meter høje klatrevæg. SEJT!! For mit vedkommende tog det dog 3 forsøg inden jeg fik fundet en måde, at kompensere for min dårlige balance, når et ben skulle flyttes over til næste greb (pga. en brækket ryg, hvor nogle nerver ikke lige har forbindelse længere) og endelig kunne sige YES, jeg gjorde det. Udover at skulle klatre op og finde de rigtige benstillinger, så man kan nå næste greb, består klatring jo også i, at man skal ned igen – næste udfordring var, når man var nået op, at skulle sige ”jeg er oppe” og afvente kommando fra sikringspersonen på gulvet til, at man måtte sætte sig – dvs. slippe med hænderne og blindt stole på, at reb og sele holdt, så man roligt, kunne gå baglæns ned ad væggen igen... det var næsten mere grænseoverskridende end at klatre op, synes jeg. Men det gik jo selvfølgelig uden problemer, vi havde jo en dygtig makker på jorden, til at kontrollere farten. En skøn fornemmelse, når man atter stod på jorden og kunne løsne rebet fra sin sele, og faktisk først der man mærkede, hvor spændt kroppen havde været. Vi fik stor ros af Dagmar for, straks at være et par gode ”teams”, der kom med gode råd om, hvor næste fod kunne sættes, heppede på den, der var i gang og mindede hinanden om, hvordan knuden skulle bindes og hvad der skulle tjekkes før klatringen kunne begynde. Og også for, at alle kløede på, med krum hals og stort mod. Nå ja, det store udvalg i chokolade og andet guf til pauserne, blev også lige kommenteret :-D Næste gang skal vi lære lidt om klatreteknik og om, hvordan man bruger benene mere end armene, når man klatrer – jeg glæder mig allerede til, at prøve igen næste onsdag !!! /Anette |
|
