Fit4Run/WAT træningsweekend i fuld fart

Endelig lykkedes det mig at vriste mig fri af job og familiære forpligtelser og komme afsted til den årlige venskabsklub-træningsweekend med Fit4run pigerne fra Odense. Malene og Alice havde arrangeret, og fået lov til at låne Farum OK’s klubhus, så der var plads til overnatning, spisning og fælles hygge. Fredag startede vi med 2 timers nat-mtb i nørreskoven – lidt mudret, meget mørkt, og åbenbart svært at finde vej i. I hvert fald manglede vi lige pludselig Jytte, Bente og Bodil. Heldigvis havde Jytte en telefon med, så vi kunne køre tilbage og finde dem. Lidt længere inde i skoven havde Malene arrangeret en tillids-øvelse – følg en 2,5 km rute 2 ad gangen, med kun lys på den ene cykel. Bodil fik min cykellygte over, og så kørte jeg ellers bagefter, det bedste jeg havde lært. Det gik også fint, med kun et enkelt styrt undervejs, hvor jeg havde fået lagt lidt for meget afstand til Bodil og ikke kunne se hullet...

Lørdag var der arrangeret minirace, og Jannie og jeg, der skal køre Kong Vinter sammen, tog Signe med ud (jeg havde snickers med, og Signe kan bestikkes til hvad som helst med snickers…) Vi startede med en binde knob-øvelse, og Signe lagde ud i fuld fart – 2 forsøg, og så var der knude på det reb, og ud på cyklerne og afsted. Signe orienterede, og bortset fra et enkelt bom (der var 2 sten, der stod Skovløberstien på) kom vi hurtigt til checkpoint. Her ventede Malene, der sendte os ud med et bildæk i en snor til en forhindringsbane i Hareskoven. Banen skulle gennemføres uden at bildækket rørte hverken jorden eller os, så vi fik fat i hver sin ende af snoren og så op over, under, hen ad, gik det.

Tilbage igen blev vi sendt på reb-øvelse, hvor Rune havde spændt et reb ud over en lille sø, hvor så vi og 1 af cyklerne skulle over. Min var den letteste, så op med mig og cykel, og hen over rebet. Det var faktisk næsten nemmere at have cyklen med, så top-rebet kom lidt ned – i hvert fald havde Jannie lidt flere problemer med at komme over.

Næste øvelse var o-løb, og efter de første par poster besluttede vi at løbe efter dem alle sammen. Det gik nemt – kun en enkelt gang var vi ikke der, hvor vi troede, og på de sidste 2 poster måtte jeg give kortet til Signe – jeg kunne ikke få verden til at vende rigtigt.

Tilbage igen hoppede Signe og jeg i rulleskøjterne og Jannie på cyklen, og så en nem etape op ad vejen til planteskolen, hvor vi dog ikke fandt den rigtige bænk (det var den på skiltet, der skulle fotograferes, ikke den op ad husmuren…)

Så skulle vi bare hjem og det kom vi i fin stil med stop ved den manglende MTB-post på vejen. Hjemme ½ time før målet lukkede rakte til en fin 2. plads, kun slået af Alice og Gry, der var inde 45 min før os.

Lørdag aften stod på vejvalgsteori m. Helge fra Farum OK – superfedt at høre en erfaren o-løber fortælle om de tanker man burde gøre sig inden man bare stikker afsted i generel retning i forhold til næste post, og tænker ”det skal nok gå”.

Fit4run pigerne havde arrangeret leg – vi fik hver 5 sugerør, 7 clips, 1 stykke papir og en rulle polo, og så galdt det om på 10 minutter at bygge det bedste fartøj. Der var mange spændende bud, og også megen diskussion om fairplay og styrbarhed af fartøjerne undervejs...

Søndag morgen tog vi til Kong Vinter warm-up race, og her var jeg med Bodil og Sarah på tur. Vi startede med bike’n’run, og da Sarah ikke var godt løbende satte vi hende på den ene cykel, og så delte Bodil og jeg den anden. Det gik også rimeligt med at komme rundt, og efter 45 minutter var vi klar til o-løb. Også her orienterede Bodil til den store guldmedalje, så vi nåede alle poster undtagen 1, og nåede i mål 3 minutter før lukketid. 2. etape var MTB-O, og igen ledte Bodil os sikkert på vej. Største krise var faktisk da vi skulle ind på dyregården og finde poster efter et håndtegnet kort – det skulle lige vendes et par gange før vi kunne se forskel på indenfor og udenfor. Også det gamle kort gik nemt, og pludselig lå vi foran Alice, Heidi og Margit...

Videre på MTB-O gik det, og kun et par poster drillede. Vi nåede 24 poster, og kom i mål 30 sekunder i lukketid, men desværre 0,25 point efter Alice, Margit og Heidis hold. Frokosten var i Roskilde, og de allersejeste tog en times MTB på det lokale MTB-spor i grusgraven i Himmelev. Her meldte jeg mig frivilligt som babysitter af Silje – der var ikke rigtig nogen grund til at køre mere på cykel, syntes jeg… Tak til Alice og Malene for at arrangere, og tak til Fit4run og WAT’erne for en sjov weekend.

/Karen, der godt kunne have brugt 2 fridage til at restituere i bagefter...

Der kan ses endnu flere billeder fra weekenden her
Tilbage
02
03
04
05
06
07
08
09
10
11
12
13
14