Kong vinterF… det er koldt! – Wat’s the rush tager kampen op mod Kong Vinter.Det er nemt nok at sidde i efteråret i gode venners lag og blive enige om at det der Kong Vinter, det kan vi da sagtens – noget helt andet er januar, frostvejr og let sne... Holdet havde fået en enkelt udskiftning siden tilmeldingen – Lisbeth der modigt sprang til med få dages varsel, da Jannie måtte melde fra. Således stod Charlotte, Lisbeth og jeg klar til start lørdag kl. 08.45 i -3C og let snefald med et sug af "hvad fanden tænkte vi dog på" i maven. Vi havde løseligt aftalt rollerne, da vi lagde taktik, men det kunne vi nok have gjort lidt grundigere – i hvert fald viste det sig, at vi ikke havde aftalt hvem der havde klippekortet, da vi var ved første post på prologens bike ’n’ run. Jeg tog en førerbeslutning om at klippe i roadbooken i stedet – vi kører alligevel ikke om podieplads, og der var kun 2 poster på denne sløjfe. Næste sløjfe var MTB-O på spejlvendt kort, og det navigerede Charlotte til den store guldmedalje – inklusive en længere diskussion, hvor Charlotte heldigvis holdt fast på at kortet var forkert, og at vi skulle til venstre. Til sidst gav vi os, og lige derinde var posten. Sidste prolog-sløjfe var o-løb, som blev overstået uden det store besvær, og efter ca. 2 timer var vi klar til det "rigtige" race. 1. etape var MTB-O, der med et enkelt bom fik os sikkert til TA2 (undskyld til Lars Bukkehave, hvis han fik ballade med ham, hvis grund vi gik ind på for at finde posten i drive-in bio, men det var nærmest en folkevandring). Fra TA2 gik det til fods ud i den nærliggende grusgrav, og i klassisk Bukkehave-style var posterne skiftevis i bunden og toppen af højdekurverne. Navigationen blev sværere af at kortene var luftfoto og ikke klassisk o-kort. Også klassisk Bukkehave... 2/3 rundt fik Charlotte et hold i ryggen, der gjorde at vi måtte finde nærmeste vej og sende hende tilbage til checkpoint. Lisbeth og jeg fik løbet grusgraven færdig, og kunne ved checkpoint konstatere at Charlottes ryg ikke kunne fortsætte. Ærgerligt, men heldigvis var hendes mand dukket op og kunne sørge for hjemtransport. Efter en sitdown med mad og lun kakao var Lisbeth og jeg klar på cyklerne igen. Vi havde fra start aftalt at gå udelukkende efter obligatoriske poster, så uden dramatik nåede vi klatreposten. Lisbeth er den bedste klatrer af os to, så vi sendte hende på lang rute og mig på kort – som jeg bommede for vildt! Kombinationen af meget løs slackline og 7 timer på vejen gjorde, at jeg måtte give op og lade mig hejse ned midtvejs. Heldigvis var Lisbeth en ørn og tog kort bane også, så vi kunne klippe for gennemført post. Mere mad og mere tøj, og så var vi klar på næste MTB-O ben. Det var nu helt mørkt, og Lisbeth var træt i hovedet, så jeg overtog navigationen. Det tog lidt tid at finde ind på kortet, men stille og roligt fik vi arbejdet os gennem posterne. Lisbeth begyndte at kunne mærke sin cykel, der er noget tung i længden, men give op og springe obligatoriske poster over kom ikke på tale. Efter en vellykket etape checkede vi ud fra klatrepost-checkpoint og cyklede mod Farum. Efter ankomst klubhus var det meningen at vi skulle på o-løb, men klokken var nu 22, og efter 12 timers race kunne jeg ikke overskue Farum sø til fods, så jeg trak stikket, og vi meldte os i mål i stedet. Her havde det nok været en fordel at have været fuldt hold, så jeg kunne have været nedstemt... Samlet blev placeringen 5-6 ud af 8 damehold – SI posterne ville ikke tælle os med efter vi blev til 2-mandshold, så der mangler 7 poster i regnskabet. Vigtigere var det nok at vi gennemførte det meste af distancen og fik vores egen sejr over kong vinter. /Karen |
|
