Extrem marathon

Extrem Marathon 2013

En dag i marts var Bente til møde på mit gymnasium og jeg spurgte hende om hun havde lyst til at løbe Extrem Marathon med mig – og det sagde hun ja til, hvorefter vi tilmeldte os. Det var en god anledning til at få prøvet noget nyt – og til at få løbetræningen lidt i struktur. 1½ måned måtte være nok til det, og det begyndte da også ambitiøst, indtil jeg lå syg i 14 dag, forstuvede min ankel en dag på Bakken og herefter i stedet brugte tiden på at cykle i Harzen og til hotcup. I sandhed ikke en optimalt velforberedt periode op til løbet, men som jeg altid har sagt: ”En halv-marathon kan man vel altid løbe” – og nu kan jeg så føje til ”to dage i træk”! Men undervejs i løbet var det nu småt med de kække bemærkninger.

Vi holdt et formøde, hvor vi planlagte strategi og udstyr og diskuterede om vi skulle øge fra distancen X35km til X50km. Klogelig holdt vi fast i 35 km – selvom jeg ikke helt mente at man kunne sige, at man havde løbet Extrem Marathon, når man kun løb 35 km. Jeg blev klogere, da jeg senere forstod betydningen af ordet Extrem!

Bilen brød sammen på vej hjem fra Harzen, så vi annoncerede hurtigt efter lift fra Kbh. til Silkeborg, og der var bid fra Troels og Nicolai, som også havde deres debut med løbet. På vejen derover i bilen proklamerede Bente kækt – ikke mig – at vi gik efter en podieplacering ud af de 11 damehold i rækken. De ville bare gerne i den bedste tredjedel af herrefeltet. De havde sågar været ude og træne på de rigtige 1:25.000 kort. Det havde WATeam Larsen – ikke!

Da vi kom frem var der som altid lidt pres på mht. at få pakket ordentligt inden starten gik. Vi havde trods alt et telt, liggeunderlag, sovepose, tøj, kogegrej og mad til to dag, der skulle pakkes vandtæt. Vi endte op med ca. 5-6 kg hver på ryggen. Jeg begik den dummeste begynderfejl, idet jeg vendte min camelbag omvendt, så samledibbedutterne mellem slange og vandblære vendte lige ind i min ryg. Til trods for at jeg opdagede genen ret hurtigt, var jeg først klog nok til at reagere på det efter ca. 4½ time, da det havde givet mig gevaldige gnidesår på ryggen.

Nå men starten gik kl. 15.30 og vi gav gas, da vi ikke ville stå tilbage for nogle – heller ikke dem der løbetræner! Det var måske lidt oversatset og allerede ved post 2 fandt vi os selv stående i vand til knæene midt ude i et stort vådt område med høje siv, for at lede efter en lille skærm, markeret på et kort, hvor 1 cm dækker en strækning på 250 meter! Det kan godt være at Mr&Mrs Treschow, AR-duo nr. 1, som havde lagt ruten, mente at det gik under kategorien ”let orientering på kort rute”, men det gjorde WATeam Larsen ikke! Vi fik dog lidt hjælp fra de andre løbere der også for forvildet rundt i sumpen, og blev herefter klar over at ”posterne på let rute vil ligge ved større stier” betyder noget andet i Jylland, end der hvor vi kommer fra. Så 10 min inde i løbet fik vi våde fødder for første gang, og våde var fødderne så de næste 9 timer på sporet, idet vi ved ca. 2/3 af poster stod i vand til et sted mellem anklerne og navlen.

Omkring post nr. 4 havde jeg brugt så meget koncentration på at få mine svage optapede fødder/ankler placeret ordentligt i det kuperede terræn, at jeg var klar til at udbryde: ”Bente, du kan godt indstille dig på at orientere resten af dagen” – men synes dog alligevel at det var lidt tidligt at løbe fra min del af ansvaret, så jeg tav! Hun fangede dog, at jeg var presset, så hun orienterede os gennem de næste mange timer.

Det er vel overflødigt at sige, at vi blevet revet op over det ene Silkeborg-bjerg efter det andet og vi havde også 2-3 større vandpassager på op til 155 meter. Ved første vandpassage fandt jeg pludselig på, at det var vigtigt at putte rygsæk og roadbook ned i en sort sæk, til trods for at vi havde pakket rygsækken vandtæt – og ja på den anden side af passagen var roadbooken væk. Det er simpelthen for urutineret Heidi!! Nå, men det ville da have været værre, hvis vi havde mistet kortet, og det holdt Bente gud ske lov godt fast i.

Alt i alt gik det fint med orienteringen. Vi var også på den wat-klassiske genvej gennem en kirkegård og vi forsøgte at holde lidt øje med de andre pigehold, men det var svært at danne sig et overblik over vores placering i feltet. Vi blev aldrig helt gode venner med ”grøfteknæk”, så vi kom ikke altid lige på posterne. Vi var også revet så meget med af stemningen, at vi hverken fik spist eller drukket nok undervejs, og vi løb tør for vand, da jeg havde fyldt for lidt vand i min camelbag ved en vandpost. Så der var plads til forbedring på en del punkter.

Bente var orienteringstræt og modig, så hun overlod kortet til mig på de sidste 3 af 17 poster på dag 1, og det gik da også nogenlunde, måske fordi tempoet var faldet en del. Vi havde nu løbet over 20 km og et ukendt (og urimeligt) antal højdemeter. Jo, det havde skam været en Extrem dag!

Da vi ankom til Night Camp skinnede solen og der var en skøn stemning, hvor alle sad ved deres små telte, varmede mad på gasblus og småsludrede. Man blev helt glad og glemte de ømme ben. Næsten.

Vi slog hurtigt telt op og Bente tilberedte to lækre retter af tørfoder, hvoraf Sursød Kylling vurderes bedre end Chili con Carne ;-). Hun kom også med dagens dejligste overraskelse: et brev Coffee Machiato, som varmede hjerte og krop.

Vi troede begge lige, at vi skulle have en uskyldig tur ned for at checke resultatlisten og forbi toilettet, inden vi kunne krybe i posen. Men så ramte hammeren. Benene var blevet kolde og stive og helt uden for lystreevne. For dælen da et wake-up call. Ikke kun musklerne, men også lysken, knæ og ankler gjorde ondt. Alt fra ballerne og ned (+ min ryg) skreg på nåde. Som vraltende ænder gik vi den planlagte tur, men det var ikke noget skønt syn. Vi lå nr. 3 i damerækken efter 4t. og 40min, da vi krøb i posen.

Vores co-drivers Troels og Nicolai ankom til campen kl. 01.30 efter 10 timers løb på X50km., som det sidste herrehold der havde taget alle poster. Det ville være en kæmpe overdrivelse at sige, at de var tilfredse med deres præstation og i godt humør. De valgte derfor desværre at udgå og gik direkte i mål på dag 2.

Næste morgen blev det for alvor klart for mig, hvorfor det hedder Extrem Marathon. Alt hvad der overhovedet kunne komme til at foregå i løb den dag, ville være en succes. Jeg sagde til Bente, at jeg ikke var sikker på at jeg kunne gennemføre dagens etape og at hun i hvert fald nok skulle være indstillet på at gå det meste af vejen. Så vi blev enige om, at køre vores eget løb og glemme alt om at kæmpe for vores placering i feltet. Den plan holdt ca. lige så længe som det tager at slå op i ordbogen og se, at Heidi Larsen rimer på konkurrence-gen. Da jeg opdagede, at ikke kun jeg, men i hvert fald halvdelen af feltet, vraltede af sted som myrer i kolonne, revurderede jeg og fik en mærkelig form for optur og positiv tro på vores evner.

Vi var 13 min foran nr. 4 og de tøser lå og pustede os i nakken hele dagen. Da tempoet var relativt lavt – vi havde trods alt kun opgraderet vores gangart til kategori: lunte – ja så var det nemmere at skabe overblik til en skarpere orientering. Et enkelt bum kunne nemlig hurtigt koste os 3.pladsen. Men Bente var knivskarp.

Faktisk så skarp, at da hun på et tidspunkt mente at kompasset havde vendt polerne, ja så var jeg ikke i tvivl om at det var kompasset og ikke Bente, den var gal med. Så jeg rev på 2 sek. mit eget kompas frem, så hun kunne få det i stedet – og ganske korrekt. Kompasnålen havde vendt sig. Sandsynligvis efter en af de utallige vandpassager.

Bente havde lidt problemer med hælen og skinnebenet, så jeg luntede egentlig og troede at vi var lige dårligt løbende, ind til Bente udbrød: ”jeg løber lige i forvejen og binder mit snørebånd…”. Så var jeg ikke længere i tvivl om, at det var den rigtige prioritering, at vi havde fyldt lidt af min baggage i hendes rygsæk.

Iblandt mange højdemeter og vandpassager fandt vi også os selv i en mørk bunker, og vi fik gået langt mindre end forventet pga. presset fra pigerne bagfra, som igennem 4 timer blev ved med at komme til syne, bedst som vi troede vi havde sat dem. Men men men pigerne tog tøj og sko af ved de store vandpassager – og det slipper man altså ikke godt fra mod et par adventure tøser som os. Så da vi skulle ud midt i strømfloden i Silkeborg bymidte og klippe en post, troede vi at vi havde slået det nødvendige hul. Jeg var dog for ivrigt og opdagede ikke, at Bente var lidt skræmt ved den voldsomme passage på de glatte sten, så da hun lidt rystet kom i land, lavede hun dagens eneste bum og sendte os fluks hen over en stor bakke i forkert retning. Her kom det gamle ordsprog “af børn og fulde folk skal man høre sandheden” til sin ret, idet en ældre beruset herre blev ved med at råbe og pege, at alle andre var løbet i en anden retning. Ham skulle vi have lyttet mere til! Og jeg skulle nok have været mere opmærksom på Bente, så det bum tager jeg på mine skuldre. Det kostede os 3.pladsen i feltet 2 poster inden mål, men heldigvis kun i kort tid, for så fandt Bente et shortcut og vi var på sporet igen. Nu manglede vi nærmest kun at passere Gudenåen inden målstregen, og sandt at sige var de vandpassager snarere en kølende befrielse end en pest. Vi kom glade i mål ca. 9 timer og 5 min. samlet tid, som nr. 3 i damerækken.

Vi havde begge en overraskende god oplevelse af 2.dagen, hvor næsten alt bare spillede med orientering og proviantering, på en rigtig fed og udfordrende rute i et terræn, hvis lige ikke findes andre steder i landet. Så konklusionen må være, at der godt kan følge gode ting i kølvandet på, at sætte farten lidt ned.

Vi havde også pakket taskerne noget nær optimalt. Søde Sheena gav mig en håndfuld geler inden start, og det var det helt rigtige for mig i stedet for de tørre myslibarer, jeg selv havde medbragt. Men ellers havde vi energimæssigt og tøjmæssigt pakket klogt uden overflødige ting. Og 5 kg på ryggen mærker man faktisk ikke når man er i gang.

Jeg har pænt ondt i musklerne i dag, heldigvis ikke i leddene og jeg tror godt vi kunne finde på at tage derover igen til næste år. Så overvej at tage med – vi skal nok dele ud af vores erfaringer!

Tak til rutelæggerne for en super rute og professionel afholdelse og tak til Bente, for en Extrem god oplevelse.

/Heidi

Tilbage