På tur med de lyserøde pigespejdere
På tur med de lyserøde pigespejdere
Så oprandt dagen, hvor jeg skulle gøre min debut hos de lyserøde pigespejdere. Solen havde skinnet hele dagen og jeg havde glædet mig RIGTIG meget til at komme ud og lege.
Der stod mini-race på programmet, med start i kano ved Bagsværd sø, efterfulgt af en MTB-etape og endelig O-løb I Geels skov. Rutinerede Bente fik tildelt nybegynderen (og det tog hun faktisk meget pænt) og med Janne som tredje mand var vi klar. BUM - solen forsvandt og så piskede det ned! Oh well, som lyserød pigespejder tager man den slags I stiv arm!
Kanoen kom på søen og med første post i hus søgte vi naturligvis den mest direkte vej til post to – den gik tilfældigvis på tværs af roernes bane og det fandt vi ud af på den hårde måde. Efter voldsomme tilråb forsøgte vi desperat at vende kanoen på en 10-øre OG på et splitsekund mens robådene piskede mod os fra begge sider og måtte ændre kurs i lynets hast. Alt imens stod to nervøse turarrangører på bredden og bed negle og gjorde klar til at blive vidne til en direkte torpedering. Det lykkedes os heldigvis at slippe væk med livet i behold og så var det op på cyklerne og videre i programmet.
MTB-etapen blev styret af Janne og jo mere kringlet orienteringen blev, jo skarpere blev Janne. Her lærte jeg, at det er en god idé at kunne huske mere end ét træk frem! Efter vi havde besluttet lige at snuppe to frivillige poster på den modsatte side af Geels bakke, blev vi den erfaring rigere, at genbrug er godt, men ikke når det er genbrug af en post, som viser et “Til leje” skilt fra november måned i Gud ved hvilket årti :)
Og så afsted til fods – her følte jeg mig minimalt mere på hjemmebane, med mine 3x O-løb med i bagagen. Det synes jeg sgu egentlig, jeg styrede rimelige godt, men vi kommer ikke uden om, at Bente bare var lidt mere skarp i forhold til at finde posterne i buskadset – Konklusion: Øvelse gør mester.
Høj af gode oplevelser med skønne lyserøde pigespejdere og med maven fuld af bastogne-kiks cyklede jeg til Østerbro og gik i seng som en meget glad pige :)
/Helle H
|
|
|