Tøserunden

Nogle gange skal man prøve noget nyt og således lod jeg Jannie lokke mig til at deltage i landevejsløbet Tøserunden! 112 km rundstrækning med start i Køge...kl 7 om morgenen! Nå ja, jeg er heldigvis morgenfrisk, så det klarede vi nemt. Det var en flot morgen med solskin og kun en let vind og jeg så frem til hyggetur med Jannie. Det kunne kun blive en god dag :)

Strategien havde vi klar - Jannie skulle som erfaren deltager sørge for at vi disponerede korrekt ift den lange distance. Hun skulle sørge for at holde et stabilt tempo og at jeg ikke kom til at træde for hårdt fra start (en brist jeg har når jeg hører starten gå). Hendes plan var at den første time skulle være med et snit på 25km/t, så vi lige blev varme og derefter kunne vurdere om vi kunne give den mere gas.

Ak ja, planer er til for at blive ændret...vi når kun lige ud af Køge før end den pæne pige, Jannie, forvandler sig til en fartdjævel! Vi er på intet tidspunkt i nærheden af de 25 km/t! Til Jannies forsvar skal det dog siges, at hendes triptæller ikke virker - fordi hun har vendt forhjulet forkert så sensoren ikke kan række!! Et kort holdt, forhjulet på plads og derefter tilbage i højt tempo igen.

Vi finder en gruppe at ligge på hjul af og det går derudaf. Jeg hygger mig med at kigge ud over de fine grønne og gule marker, nyde duften af land og veksle et par ord med en af de andre. Men så kalder Jannie på mig - jeg tænker det er fordi hun nu vil have os ned i tempo for at komme tilbage på planen! Meeen nej! Der tager jeg grueligt fejl. Hun har spottet en kvinde, der kommer trampende bagfra i et højere tempo og foreslår vi hopper med på vognen. Dem der kender mig vil vide, at jeg ikke kan sige nej når først det er konkurrence. Så vi springer på.

Hastigt går det og jeg oplever hvad det vil sige at ligge ned i svingene. Jeg har jo lige læst en H12-vinders beretning om at alt hvad der bremses skal trædes op igen, så jeg følger skarpt kvindens baghjul og får flyttet nogle grænser for hvad jeg kan på min cykel. Sus i maven og blæst i håret, thuhej hvor det går! Jeg får også udvide mine erfaringer med at ligge tæt på hjul, da jeg senere skal prøve at følge en sej tri-pige. Bare for at følge hendes tempo må jeg nærmest bide mig fast, så er det med at stole på der ikke kommer uventede forhindringer! Sveden springer frem på panden - jeg er presset på flere måder...og jeg nyder det!

De sidste 10 km mod mål kører vi alene og det ser ud til at Jannie's kådhed også er dampet lidt af. Jeg får da i hvert fald lov til at ligge og trække. Alligevel formår hun at hive lidt ekstra frem til en spurt de sidste 2 km gennem byen og ind over målstregen. Nr. 43 og 44 ud af ca. 4400 i tiden 3t48min. Vi klapper os selv på skuldrene og kører ud til vandet for at blive kølet af (og frisket op inden køreturen hjem)!

/Signe
Tilbage
02
03
04
05
06
07
08
09
10