Eagle race

Mia og jeg havde tilmeldt os Challenge-distancen til Eagle Race, og da vi en lille måned inden løbet får en forespørgsel fra Alice, øjner vi chancen for at få lidt erfarne kræfter med på holdet.

Fredag tager jeg turen til Ølstykke hvor Alice og jeg pakker Sprinteren og venter et par timer på at Jimmy ankommer på cykel fra Glostrup med en pagaj på ryggen. Den skal vi nemlig låne til morgendagens lovede lange kanoetape. Ankommet til Frederiksværk har vi lidt tid til en rekognoscering af området, inden vi går til ro, idet vi stille konkluderer at 1½-mandssengen bag i Sprinteren må være verdens bedste sengeplads.

Kl. 8:30 næste morgen går det løs på løbet, og foran os venter et sted mellem 10 og 24 timers race. Løbet er bygget op som et stjerneløb med 4 stræk som går retur til løbscentrum ved roklubben.

Første stræk er en prolog bestående af en mtb-o etape, et o-løb samt et klatremoment som skal tages på den ene af etaperne efter eget valg. Holdene bliver splittet op, så halvdelen starter på mtb-o og halvdelen på løb. Vi skal ud på mtb, og beslutter os for at køre direkte til klatreposten i håb om at det kan spare os for ventetid ved posten. Formodningen holder stik, og efter at have fundet den rigtige side af åen, og forceret et par skrænter med mtb på ryggen – thank god for carbon - bliver Mia og jeg sendt over vandet via hhv. rebbro og svævebane mens Alice får tid til at læse kort.

Bedst som det går strygende fra post til post, melder Mia punktering. En uheldig kombination af uhørt stramme dæk og 6 styk ivrige kvindehænder gør punkteringen til en længerevarende affære på knap 30 min...øv altså. Vi minder os selv om at der er lang tid igen, og vi finder et godt flow på de resterende poster og det efterfølgende o-løb. Efter råd fra nogle skydeglade pensionister skyder vi genvej gennem en å - pensionisterne havde måske ikke overvejet at piger på 1,60 m ikke kunne bunde, så jeg får øvet mig i diciplinen "svømning med en arm med roadbook over hovedet". Den frivillige vandgang bliver dog hurtigt fulgt op af en tvungen, da vi et par poster længere henne skal ud i en god gang mosevand og klippe en post på en ø.

Da vi kommer tilbage til roklubben efter prologen, ser vi de tre andre damehold i skiftezonen. Vi ærgrer os over tidstabet på punkteringen, men kommer hurtigt af sted på cyklerne og kommer først ud til TA2. Disciplinen her er ’kurveløb’ dvs. o-løb på et kort hvor højdekurver er eneste hjælp til at finde posterne. Mia mener at det må være folk med sadistiske tendenser som har fundet på den disciplin, og jeg misunder bestemt ikke Alice som har korttjansen. Hun gør en stor indsats, men det er noget af en mundfuld og vi får brugt et par timer i skoven.

Efter en del km til fods er Mia og jeg begyndt at få lidt knas med knæene, og tilbage ved roklubben byder tredje stræk på mere løb – et godt langt stræk med costeering ud til starten på kano-etapen. Allerede efter en kilometer eller to kan jeg næsten ikke løbe pga. knæsmerter og jeg kan ikke udelukke at jeg kneb en tåre eller to. Heldigvis fixer mor Alice det meste, og da hendes svigermor bor lige på ruten, løber vi forbi og får en gigtpille til deling mellem Mia og mig. Det tager toppen af smerterne og med en kombination af løb og gang langs stranden og på Fjordstien kommer vi igennem etapen. Undervejs overhaler vi et hold som vælger at tage sko og sokker af da der skal vades 100 m ud i vandet efter en post. Indrømmet, så er kombinationen af våde sko, sand og tang ikke fantastisk men vi undrer os alligevel lidt over deres disponering.

Ved start på kanoetapen får vi en update på stillingen – vi ligger som sidste damehold, noget vi ikke er helt begejstrede for – men så er der kun én vej frem. Der er meget lavvande, og vi vader et godt stykke ud fra kysten inden vi kan sætte os i kanoen, men fødderne har alligevel været våde siden i formiddags, så det gør ikke fra eller til. Mia kommer med en kommentar om at det er upraktisk at hende med de korteste arme skal sidde midt i kanoen med den lille reservepadle, men Alice og jeg er glade for den ekstra trækkræft og er enige om at det var både ventetiden og slæberiet af padlen værd.

Klokken 17:30 begynder det at regne – nå ja, det er jo rart til en afveksling ikke kun at være våd bagi. En halv time senere, og på de sidste kilometers løbetur tilbage til roklubben står det ned i stænger og Mia fryser så meget at hun løber frem og tilbage mens undertegnede – frk. tung i røven og ondt i knæet kæmper sig frem gennem vandmasserne i et adstadigt joggetempo.

Sidste post inden roklubben er markeret under en bro. Vi kan ikke se posten, men Alice tager en tur i vandet og op af rebstigen mens Mia sørger for billeddokumentation. I skiftezonen venter Alices mand og datter med Marabou, vingummibamser og et kram – en tiltrængt overraskelse, som giver nye kræfter. Vi giver os tid til at få tørre trøjer og regnjakker på, men ryster stadig af kulde da vi kører ud på sidste stræk som består af 3 timers mtb-o.

Heldigvis klarer vejret op, og på mtb-sporene i Tisvilde hegn har Mia og Alice en fest – jeg er vist mest bare træt og glad for at have holdkammerater der tager en ekstra tørn. Alice demonstrerer igen fejlfri orientering, og det lykkedes os at hente et par herrehold. På sidste post inden turen går hjem fra Tisvilde, ser vi et af de andre damehold, og så går turen for fulde gardiner, på hjul af Mia, tilbage til roklubben. Vi får slået et stort hul, og retur i roklubben kan vi løbe ud på sidste lille prøvelse, et kort o-løb i nærområdet. Sidste post fører os tværs over bugten ved roklubben, og 3 meter fra mål vader vi i vand til brystet og slam til knæene, glade for at en spuletur er indenfor overskuelig rækkevidde.

Vi kommer i mål efter 14,5 timers race, kun 10 min efter bedste damehold – så selvom det lykkes os at hente en god del ind igen, er vi lidt skuffede over at marginalerne bliver afgørende efter så lang en dag i selen. Men alt i alt en god og hård dag med et veltilrettelagt løb og fede omgivelser i Nordsjælland.

/Britt

Tilbage