Eagle race 2WAT’s the rush på ørnevingerLisbeth og jeg havde ikke fået nok efter Kong Vinter, og da Helle ikke vidste bedre som ny i WAT stod vi igen klar til start til Eagle race den 15. juni. Feltet var stærkt besat med WAT hold – WAT’s seje sild med Alice, Britt og Mia, og WATeam med Heidi, Jytte og watnabee’en Claes på holdet. Med Alice’s orienteringsevner og Heidi’s konkurrencegen havde vi besluttet at vi ikke ville løbe om kap, men bare nyde racet og den nordsjællandske natur. Lisbeth havde let modstræbende sagt ja til at navigere – hun havde haft et par øv-oplevelser, og havde ikke den store selvtillid med. Helle er bedst løbende, så hun fik ansvar for klippekort, og jeg tog ansvaret for roadbook og overblik. 1. prolog var løb, og vi kom fint fra start – vi kom hurtigt rundt til alle poster, inklusive en svømmetur over åen lige før Arresø (der så altså ud som om der var en bro, og fa’en stå i at løbe tilbage) Klatreposten nåede vi også lige før myldretiden - der var ingen kø da vi kom, og Lisbeth og Helle kom hurtigt ovre på anden side så vi kunne løbe videre hjem til 2. prolog, der var MTB-O. Her var det lidt sværere – der var væsentligt flere stier i virkeligheden end på kortet, så et par af de første poster kæmpede vi noget med. Senere gik det bedre, og vi fik også sat et herrehold på navigationen mere end én gang. Alle 3 WAT hold var færdig med prolog stort set samtidig, så vi røg hurtigt videre på etape B – en cykel etape til TA2. Den gik problemfrit, og vi nåede frem som 2 af 3 WAT hold til kurveløb. Det viste sig at være et o-løb kun på højdekurver, og det var svært! Vi løb for langt på første post, men så tog fanden ved Lisbeth. Vi pejlede kompaskurs og afstand, og så fløj vi nærmest fra post til post. Særligt post 9, hvor vi var 4-5 hold der ledte efter den på én gang sneg Lisbeth os lige pludselig lidt til venstre, der stod posten og videre væk var vi. Hele etapen blev gennemført på under en time, og begge WAT hold var nu mindst 45 minutter bag os. Tilbage i mål skiftede vi til løbesko, og tog ud på coasteering etapen. Her fik både Lisbeth og Helle krise – de havde ikke drukket nok, med hovedpine og tunge ben til følge. Her skulle jeg nok som mest erfaren adventure-racer have haft nok overblik til at huske dem mere på at drikke nok. Men efterhånden som indholdet i camel-backen svandt steg humøret lidt – indtil ca midt på etapen, hvor Lisbeths løberknæ begyndte at gøre knuder. Vi måtte ned at gå, og fik også gået en spøjs omvej ind omkring en mark, en privat grund og en mødding inden vi fandt grævlingebakken og posten. Næste post gik endnu værre – vi kom for tidligt op fra stranden, og efter noget tågen rundt i sommerhusområdet tog vi førerbeslutningen om at ignorere den og gå mod TA3. Det første der skete da vi kom tilbage på stranden var selvfølgelig at jeg spottede posten på den næste bakketop – så fik vi også den. Derfra var det bare at holde ud til kano-etapen, men Lisbeths knæ gjorde nu ondt helt op i hoften, så det stod klart at vi kom ikke meget længere. Kanoen ville vi nu gerne have med, så frem kom vi, og afsted på en meget lavvandet Roskilde fjord kom vi også. Mørkere og mørkere blev himlen mens vi padlede og stagede afsted, og næsten færdige begyndte det da også at regne. Kolde og våde ankom vi til kano aflevering, og på meget stive ben vaklede vi videre. Vi fandt den ene af de 2 sidste poster på kanoetapen, og da regnen nu var blevet til skybrud og beslutningen om at gå i mål var taget, valgte vi svømmeturen i kanalen fra og gik i mål. Resultatet var 9 timer og 45 minutter, 42 poster og et løfte om revanche – til Møns klint? WAT’s seje sild fik en flot 2. plads i damerækken og en 13. plads overall, WATeam fik en 20. plads, mens vi fik en 28. plads. /Karen |
|
