Kong vinter - warm-up

Kong Vinter Warm-up - eller hvorfor er det nu, jeg gør det her…

WAT’s the rush - denne gang i konstellationen Karen, Helle Bendixen og Charlotte Hedels - har tydeligvis en fuldstændig flad læringskurve, og har derfor tilmeldt os Kong Vinter den 11. Januar - som om det ikke var koldt og mørkt nok sidste år…

Så selvom november er fyldt med julefrokoster var vi alligevel nødt til at sætte hinanden stævne til Kong Vinter warm-up en råkold november søndag. Vi havde lige en halv times tid i bilen til at nørde kort og forsøge at holde kroppen varm og hovedet koldt, og så var vi ellers klar til start.

Kong Vinter warm-up er et 3 timers race, med 1½ times o-løb og bike’n’run og 1½ times MTB-O - med kun sidste bagkant som ’hård’ bagkant. Man kunne sagtens vælge at bruge 2 timer på MTB-O og kun 1 time på den anden del, hvis det var det, man ville - sikkert belært af sidste år, hvor vi blev vildt kolde af at vente på 2. sløjfes startsignal.

Vi startede med O-løb og bike’n’run, og hvor Helle navigerede o-løbet uden bom og efter den aftalte taktik havde vi straks sværere ved at få bike’n’run delen til at fungere. Hvad gør vi lige med kortet, hvis den der navigerer også hopper af cyklen? Og hvordan sikrer vi at vi alle ved hvad vi leder efter?

Til sidst fik Charlotte besked på at blive på cyklen, og så måtte Helle og jeg deles om den anden. Det gik også fint, selvom mit let overbelastede baglår fra sidste weekends halvmaraton pev lidt undervejs.

Status efter 1. del var alle obligatoriske poster fundet, men kun 1 valgfri ud af 5 mulige - foreløbig holdt taktikken og tidsplanen.

Jeg tog MTB-O navigationen, og trods lørdagens hustler julefrokost var jeg i topform på cyklen. Det gik så fint rundt at vi tog post 11 med, selvom vi havde bestemt os for at vælge den og 10’eren fra (10’eren var så toppen af maglehøj, og det magtede jeg ikke lige…)

Charlotte kunne også begynde at mærke at hendes træning i efteråret ikke har gået på så meget cykeltræning, så efter et enkelt bom på vej ned fra post 12 fik vi fundet sidste post og nåede i mål 8 minutter inden cut-off.

Det rakte til en plads som 2 ud af 3 damehold (alle helt eller delvist WAT - det kan vi godt være stolte af), og 17 ud af 20 i alt. Konklusionen er at der vist står bike’n’run træning på programmet for WAT’s the rush inden Kong Vinter i januar.

/Karen
Tilbage
01
02
03
04